Billy Bob Thornton har ikke meget tilovers for de film, som Hollywood spytter ud for tiden, og han mener – i hvert fald indirekte – at en stor del af skylden ligger på videospil.
Se også: Billy Bob Thornton var på tale som “Iron Man” – og Tarzan.
”Vi lever i en tid, hvor vi – efter min ydmyge mening – laver de værste film i historien,” mener skuespilleren og fortsætter:
”Filmene henvender sig til videospil-generationen. Og de her videospil – som jeg konstant er efter min søn omkring – handler om folk, der slår ihjel for sjov, og før i tiden har der altid i de voldelige film været en form for morale.”
Thornton kan næste gang ses i den voldelige Dwayne Johnson-film “Faster”, som Thornton dog forsvarer med, at den rent faktisk viser, hvordan en figur kan blive forvandlet af fængslet og ikke blot viser ”en figur fra et videospil, som godt kan lide at ødelægge ting.”
“Faster” kan ses i danske biografer 10. marts.
Se også: FILMZ EXCLUSIVE: Nyt billede fra “Faster” med Dwayne Johnson.
#11 natterjack 13 år siden
Jeg oplever i højere grad at spilhistorierne bliver banale og overfladiske, jo længere spillene er. Mass Effect er en undtagelse, men det er nu stadig en ret banal historie.
Hvis muligheden for dybere indsigt skulle være en styrke ift. film har jeg endnu ikke set det succesfuldt implementeret i en computerspilshistorie. Det er, efter min mening, fordi der er nogle åbenlyse begrænsninger inden for karakter- og historieudvikling når det kommer til spil. Det er konflikten mellem at give spilleren en åben, dynamisk historie, som stadig indeholder interessante og overraskende karakterudviklinger, plot-elementer, klimakser, osv. Med et spil som eksempelvis Mass Effect skal du pludselig ikke bare skrive én god historie men mange, hvilket jo er en åbenlys udfordring. Dernæst bruges der ikke ligefrem oceaner af penge på spilhistorier, Mass Effect havde, ganske uortodokst, omkring ni forfattere.
Det ville være ret dumt, eftersom den gennemsnitslige alder for en computerspiller er 35. (Kilde) Derudover bruger filmindustrien da netop, ligesom spil, de fleste kræfter på mainstream-markedet, da der netop er flest penge at tjene der. Samtidig er der dog også spilperler, der er muligvis ikke lige så mange som i filmverdenen, men at skære alle videospil over en kam, som Thornton gør, er nok lige i overkanten.
Der er dog et reelt problem i og med at spilmatiseringer nærmest altid er virkelig dårlige, fordi historier i spil sjældent er særlig originale eller interessante.
#12 natterjack 13 år siden
#13 FlameBait 13 år siden
[url= Bob Thornton 'Blow Up' on Q TV[/url]
#14 Fjog 13 år siden
At en historie er banal (hvilket den også tit er på film) gør jo ikke spillet mindre attraktiv per se. Dragon Age, Mass Effect, Deus Ex, Half-life, Resident Evil, Splinter Cell og jeg kunne blive ved, opfinder jo ikke den dybe tallerken hvad historien angår (ej heller gør The Dark Knight eller LotR), men måden den bliver fortalt på og måden den drager personen (dig og mig) ind i denne verden og lader den udfolde sig foran dig er, i min verden, langt mere fængende og gør at man rent faktisk føler et dilemma når et egentligt problem opstår og et valg skal tages.
Ikke mindst et punkt som karakterudvikling kan jo nå nye dybder på netop dette medie. Spil kan så at sige gøre dette på en langt bedre og dybdegående måde en filmmediet nogensinde vil kunne. Ikke mindst grundet tidsaspektet som #2 er inde på.
Hiv fat i et spil som Deus Ex og bliv blæst væk af en dyb møgfed dyster fremtidsverden med et væld af muligheder samt slutninger alt efter den verden du vælger skal stå tilbage efter din arv.
Desuden, som du også selv nævner, er Mass Effect værd at nævne her, samt Dragon Age. Især på karakter-fronten er disse langt fremme i skoene.
#15 natterjack 13 år siden
Igen, hvis spil kan skabe dybere karakterudvikling end film mangler jeg stadig at opleve det.
Men ingen af spillene formår at påvirke mig på nogen måde, der bare minder om, hvad filmmediet kan gøre.
#16 Malik 13 år siden
#17 Thomsen 13 år siden
Det skyldes, at spil normalt er elendige til det, man kalder for tredjepersons følelser - dvs. følelser *for* andre som sorg, empati o.l.
Til gengæld er spil fremragende til førstepersons følelser - nogle mener endda bedre end film.
Førstepersons følelser er følelser som aggression, frygt o.l. Forskellen mellem førstepersons og tredjepersons følelser er især, at tredjepersons følelser er såkaldte "højere følelser", der kræver kognitivt (dvs. tankemæssigt) arbejde af hjernen, hvor førstepersons følelser er "lavere følelser", der fortrinsvis varetages af det autonome nervesystem uden indblanding af højere tankevirksomhed. Førstepersons følelser udspringer reelt af det, man kalder for krybdyrshjernen, der er den ældste del af vore hjerner, og den vi har tilfælles med laverestående dyr.
Følelser kan beskrives som "handlingstendenser", fordi deres funktion bl.a. er, at fortælle kroppen, hvad den skal gøre i en given situation - helt groft og forenklet, om den skal nærme sig et objekt eller fjerne sig fra det. Film kan selvfølgelig nemt aktivere førstepersons følelser, men vil også lukke ned for dem igen, før de fører til en motorisk handling. Det vil sige, at når vi føler skræk, så sørger hjernen for at lukke ned igen for følelsen ved at fortælle kroppen, at det bare er en film, og at vi derfor ikke behøver at flygte ud af biografen. Her står computerspiller stærkere, fordi følelser faktisk *kan* udløse motorisk handling. Vi løber godt nok ikke væk fra skærmen, men kan lade følelser som aggression og frygt komme direkte til udtryk motorisk ved at bevæge os eller en figur i forhold til objekterne på skærmen, der har udløst dem. Det er lige netop dét, der gør, at mange computerspillere oplever, at spil kan skabe større "indlevelse" end film. Spil kan dog kun gøre det i forhold til en bestemt type af følelser - og det er formentligt også derfor, at actionspil dominerer så meget.
#18 natterjack 13 år siden
#19 Coffey Mug 13 år siden
#20 Collateral 13 år siden