Billy Bob Thornton har ikke meget tilovers for de film, som Hollywood spytter ud for tiden, og han mener – i hvert fald indirekte – at en stor del af skylden ligger på videospil.

Se også: Billy Bob Thornton var på tale som “Iron Man” – og Tarzan.

”Vi lever i en tid, hvor vi – efter min ydmyge mening – laver de værste film i historien,” mener skuespilleren og fortsætter:

”Filmene henvender sig til videospil-generationen. Og de her videospil – som jeg konstant er efter min søn omkring – handler om folk, der slår ihjel for sjov, og før i tiden har der altid i de voldelige film været en form for morale.”

Thornton kan næste gang ses i den voldelige Dwayne Johnson-film “Faster”, som Thornton dog forsvarer med, at den rent faktisk viser, hvordan en figur kan blive forvandlet af fængslet og ikke blot viser ”en figur fra et videospil, som godt kan lide at ødelægge ting.”

“Faster” kan ses i danske biografer 10. marts.

Se også: FILMZ EXCLUSIVE: Nyt billede fra “Faster” med Dwayne Johnson.



Vis kommentarer (30)
Gravatar

#11 natterjack 11 år siden

Moog (2) skrev:
Måske her Billy Bob skulle tage at prøve en af hans søns videospil og se at de langt fra altid er så firkantede som han forestiller sig. (Eller også skal han købe nogle bedre spil ;))

Ofte kan et computerspil være langt mere omfangsrig og sætte meget mere fokus på et moralsk valg end en film nogen sinde kunne håbe på at gøre. Her er det spilleren der skal tage et moralsk valg og ikke bare manden inde bag lærredet.

Historieudvikling kan også være meget mere dybdegående da det heller ikke skal presses ned på halvanden til to timer, men kan udvikle sig over måske 30 - 40 timer, som det er tilfældet i Dragon age og Mass Effect spillene fra Bioware.


Jeg oplever i højere grad at spilhistorierne bliver banale og overfladiske, jo længere spillene er. Mass Effect er en undtagelse, men det er nu stadig en ret banal historie.

Moog (2) skrev:
På det plan minder spil meget mere om bøger end om film. Vi er næste altid vandt til at sige "Men bogen var nu bedre, for der fik man en dybere indsigt i "Gandalfs forhold til hobbitterne"" Der har computerspillene altså en styrke som går langt ud over hvad film formår, da de som bøgerne kan tage sig mere tid.


Hvis muligheden for dybere indsigt skulle være en styrke ift. film har jeg endnu ikke set det succesfuldt implementeret i en computerspilshistorie. Det er, efter min mening, fordi der er nogle åbenlyse begrænsninger inden for karakter- og historieudvikling når det kommer til spil. Det er konflikten mellem at give spilleren en åben, dynamisk historie, som stadig indeholder interessante og overraskende karakterudviklinger, plot-elementer, klimakser, osv. Med et spil som eksempelvis Mass Effect skal du pludselig ikke bare skrive én god historie men mange, hvilket jo er en åbenlys udfordring. Dernæst bruges der ikke ligefrem oceaner af penge på spilhistorier, Mass Effect havde, ganske uortodokst, omkring ni forfattere.

region 2 killer (9) skrev:
Let's be real. 98% af alle spil sigter efter demografien 5 til 20 år. Det ville svare til at filmindustrien, året rundt, sigtede efter "summer blockbuster" markedet.
Det ville være ret dumt, eftersom den gennemsnitslige alder for en computerspiller er 35. (Kilde) Derudover bruger filmindustrien da netop, ligesom spil, de fleste kræfter på mainstream-markedet, da der netop er flest penge at tjene der. Samtidig er der dog også spilperler, der er muligvis ikke lige så mange som i filmverdenen, men at skære alle videospil over en kam, som Thornton gør, er nok lige i overkanten.

Der er dog et reelt problem i og med at spilmatiseringer nærmest altid er virkelig dårlige, fordi historier i spil sjældent er særlig originale eller interessante.
Gravatar

#12 natterjack 11 år siden

Bah, havde glemt redigeringstidsgrænsen. Min pointe med anden paragraf i forrige indlæg var, at den potentielle styrke spil har, med ekstra tid til indsigt i karakter og historie, til en vis grad ryger, når man tænker på begrænsningerne ved at skrive interessante historier til spil ift. bøger.
Gravatar

#13 FlameBait 11 år siden

Billy Bob skal bare lukke røven. Mage til usympatisk menneske skal man længe lede efter...
[url= Bob Thornton 'Blow Up' on Q TV[/url]
Gravatar

#14 Fjog 11 år siden

natterjack #11 skrev:
Jeg oplever i højere grad at spilhistorierne bliver banale og overfladiske, jo længere spillene er. Mass Effect er en undtagelse, men det er nu stadig en ret banal historie.


At en historie er banal (hvilket den også tit er på film) gør jo ikke spillet mindre attraktiv per se. Dragon Age, Mass Effect, Deus Ex, Half-life, Resident Evil, Splinter Cell og jeg kunne blive ved, opfinder jo ikke den dybe tallerken hvad historien angår (ej heller gør The Dark Knight eller LotR), men måden den bliver fortalt på og måden den drager personen (dig og mig) ind i denne verden og lader den udfolde sig foran dig er, i min verden, langt mere fængende og gør at man rent faktisk føler et dilemma når et egentligt problem opstår og et valg skal tages.
Ikke mindst et punkt som karakterudvikling kan jo nå nye dybder på netop dette medie. Spil kan så at sige gøre dette på en langt bedre og dybdegående måde en filmmediet nogensinde vil kunne. Ikke mindst grundet tidsaspektet som #2 er inde på.

Hiv fat i et spil som Deus Ex og bliv blæst væk af en dyb møgfed dyster fremtidsverden med et væld af muligheder samt slutninger alt efter den verden du vælger skal stå tilbage efter din arv.
Desuden, som du også selv nævner, er Mass Effect værd at nævne her, samt Dragon Age. Især på karakter-fronten er disse langt fremme i skoene.
Gravatar

#15 natterjack 11 år siden

Fjog (14) skrev:
At en historie er banal (hvilket den også tit er på film) gør jo ikke spillet mindre attraktiv per se. Dragon Age, Mass Effect, Deus Ex, Half-life, Resident Evil, Splinter Cell og jeg kunne blive ved, opfinder jo ikke den dybe tallerken hvad historien angår (ej heller gør The Dark Knight eller LotR), men måden den bliver fortalt på og måden den drager personen (dig og mig) ind i denne verden og lader den udfolde sig foran dig er, i min verden, langt mere fængende og gør at man rent faktisk føler et dilemma når et egentligt problem opstår og et valg skal tages.
Jeg vil nu heller ikke mene, at det at kalde historien banal antyder et ønske om en nyopfunden, dyb tallerken. :) Med "banal" mener jeg lige så meget, at historierne ofte flyder med klicheer og generelt bare er skrevet skidt. Jeg kan slet, slet ikke sætte mig ind i, at spilhistorier er mere fængende end film. Jeg er aldrig blevet følelsesmæssigt påvirker særlig meget af et spil, jeg har aldrig grædt pga. et spil, aldrig følt mig knyttet så meget til karaktererne, at jeg ville påvirke følelsesmæssigt, hvis de døde, hvilket umiddelbart også giver ret god mening for mig, eftersom man jo bare loader banen påny.

Fjog (14) skrev:
Ikke mindst et punkt som karakterudvikling kan jo nå nye dybder på netop dette medie. Spil kan så at sige gøre dette på en langt bedre og dybdegående måde en filmmediet nogensinde vil kunne. Ikke mindst grundet tidsaspektet som #2 er inde på.
Igen, hvis spil kan skabe dybere karakterudvikling end film mangler jeg stadig at opleve det.

Fjog (14) skrev:
Desuden, som du også selv nævner, er Mass Effect værd at nævne her, samt Dragon Age. Især på karakter-fronten er disse langt fremme i skoene.
Men ingen af spillene formår at påvirke mig på nogen måde, der bare minder om, hvad filmmediet kan gøre.
Gravatar

#16 Malik 11 år siden

computerspil er da også poop
Gravatar

#17 Thomsen 11 år siden

natterjack (15) skrev:
Jeg kan slet, slet ikke sætte mig ind i, at spilhistorier er mere fængende end film. Jeg er aldrig blevet følelsesmæssigt påvirker særlig meget af et spil, jeg har aldrig grædt pga. et spil, aldrig følt mig knyttet så meget til karaktererne, at jeg ville påvirke følelsesmæssigt, hvis de døde, hvilket umiddelbart også giver ret god mening for mig, eftersom man jo bare loader banen påny.


Det skyldes, at spil normalt er elendige til det, man kalder for tredjepersons følelser - dvs. følelser *for* andre som sorg, empati o.l.

Til gengæld er spil fremragende til førstepersons følelser - nogle mener endda bedre end film.

Førstepersons følelser er følelser som aggression, frygt o.l. Forskellen mellem førstepersons og tredjepersons følelser er især, at tredjepersons følelser er såkaldte "højere følelser", der kræver kognitivt (dvs. tankemæssigt) arbejde af hjernen, hvor førstepersons følelser er "lavere følelser", der fortrinsvis varetages af det autonome nervesystem uden indblanding af højere tankevirksomhed. Førstepersons følelser udspringer reelt af det, man kalder for krybdyrshjernen, der er den ældste del af vore hjerner, og den vi har tilfælles med laverestående dyr.

Følelser kan beskrives som "handlingstendenser", fordi deres funktion bl.a. er, at fortælle kroppen, hvad den skal gøre i en given situation - helt groft og forenklet, om den skal nærme sig et objekt eller fjerne sig fra det. Film kan selvfølgelig nemt aktivere førstepersons følelser, men vil også lukke ned for dem igen, før de fører til en motorisk handling. Det vil sige, at når vi føler skræk, så sørger hjernen for at lukke ned igen for følelsen ved at fortælle kroppen, at det bare er en film, og at vi derfor ikke behøver at flygte ud af biografen. Her står computerspiller stærkere, fordi følelser faktisk *kan* udløse motorisk handling. Vi løber godt nok ikke væk fra skærmen, men kan lade følelser som aggression og frygt komme direkte til udtryk motorisk ved at bevæge os eller en figur i forhold til objekterne på skærmen, der har udløst dem. Det er lige netop dét, der gør, at mange computerspillere oplever, at spil kan skabe større "indlevelse" end film. Spil kan dog kun gøre det i forhold til en bestemt type af følelser - og det er formentligt også derfor, at actionspil dominerer så meget.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Gravatar

#18 natterjack 11 år siden

#17 Interessant, har du noget litteratur om det emne, evt. især om i hvor høj grad computerspil har formået at formidle tredjepersonsfølelser?
Gravatar

#19 Coffey Mug 11 år siden

Jeg tror hvad BBT ville sige var "Dårlige spil har skylden".
Gravatar

#20 Collateral 11 år siden

#17: Med hensyn til tredjepersons følelser, så er jeg ret uenig. Der er en "scene" i Mass Effect I hvor man skal forsøge at overtale en kvinde til ikke at begå selvmord. Hvis ikke man bliver rørt af den "scene", ved jeg ikke hvad man skulle blive det af. "Mass Effect II" er fyldt med den slags øjeblikke. Hele historien om Miranda og hendes søster. Asarien der har mistet sine to døtre. Thane og hans søn og sådan kan man blive ved.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone

Skriv ny kommentar: