Afslutningen på Vince Gilligans “Breaking Bad”-spinoff, “Better Call Saul”, er lige rundt om hjørnet, og nu forbereder serieskaberen sig på at præsentere sin næste serie.

Ligesom med “Breaking Bad” bliver den nye serie en original fortælling, og omkring otte-ni netværker står nærmest i kø for at høre Gilligans pitch. Det rapporterer Deadline.

Den nye serie vil i typisk Gilligan-stil være et drama med komiske træk, selvom den dog bevæger sig væk fra den kriminelle og rå virkelighed, vi kender fra “Breaking Bad” og dens spinoff. Det rapporteres, at serien foregår i vores verden, hvor der dog bliver lagt twists indover. Selvom vi tilsyneladende ikke kan forvente et sci-fi-drama, sammenlignes serien med “The Twilight Zone”, og den udforsker efter sigende mennesket og dets veje på overraskende måder – noget der drager associationer til Gilligans tid hos “X-Files”, hvor de episoder han skrev, i høj grad havde menneskeligheden i spotlightet.

Læs også: “‘Nobody 2’ er i gang med at blive skrevet”

Serien har en overordnet historie, der tilsyneladende er udset til at vare over et par sæsoner.

Inden vi finder ud af mere om Gilligans kommende serie, kan vi se afslutningen på den fuldstændig fantastiske “Better Call Saul”, som han har skabt i samarbejde med Peter Gould, og hvis finale kan ses på Netflix den 16. august.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: