For første gang i 10 år har American Film Institute (AFI) offentliggjort en liste over de 100 bedste amerikanske film igennem tiderne. Filmene er udvalgt blandt 1.500 branchefolk, deriblandt instruktører, skuespillere, manuskriptforfattere og filmkritikere.
Siden AFI’s første liste for 10 år siden er der sket en del ændringer, men 1. pladsen har ikke ændret sig: Orson Welles “Citizen Kane – Den store mand” fra 1941 er stadig den ubestridte bedste amerikanske film nogensinde.
Af ændringer hoppede Martin Scorseses “Raging Bull” fra 24. pladsen til 4. pladsen, og Alfred Hitchcocks thriller “Vertigo – En kvinde skygges” blev forfremmet fra en 61. plads til en 9. plads. Charles Chaplins stumfilm fra 1931, “Byens lys”, gik fra 76. pladsen til 11. pladsen, mens John Fords John Wayne-western “Forfølgeren” tog det største spring, fra 96. pladsen til 12. pladsen.
Samtidig måtte en række film, der var at finde på listen fra 1998, se sig stemt ud af den nye liste, deriblandt “Doctor Zhivago”, “Amadeus”, “Nærkontakt af tredje grad”, og “Danser med ulve”.
Af de nye film fra 1998 – 2007 formåede kun fire at komme med på listen: “Ringenes herre: Eventyret om ringen” (no. 50), “Saving Private Ryan” (no. 71), “Titanic” (no. 83) og “Den sjette sans” (no. 89).
Hele top 100-listen kan ses hos CNN.com.
#21 fubar 17 år siden
#22 filmz-Trenox 17 år siden
Citizen Kane er ikke til at komme udenom. Helt fair at den ligger øverst.
#23 filmz-jonasgr 17 år siden
Er egentlig ligeglad med sådan lister. De kan lave alle de lister de vil, det ændrer ikke min smag.
Ligesom de kanoner der bliver lavet, man kan ikke bruge dem til noget.
'Cause I'm evil"
#24 filmz-Kadann 17 år siden
Det er lidt svært, fordi jeg vil tale ud fra personlig smag. :)
Men hvis det skal være lidt generelt, så er måden man spiller skuespil på jo udviklet rigtigt meget gennem tiden. I dag prøver man i langt de fleste tilfælde at få skuespillerne til at spille så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt, en ændring jeg mener begyndte at ske tilbage i 70'erne, måske lidt tidligere.
Personligt har jeg problemer med at se rigtigt gamle film, netop p.g.a. skuespillet, da det kommer til at virke komisk, frem for ægte. Et eksempel kunne være "The Maltese Falcon", som jeg så for første gang forleden - en god gang underholdning, men skurkene virkede bare alt andet end farlige i den film.
I visse tilfælde kan det også være visuelle effekter der slår filmen ud af kurs for mig - et eksempel er den første Superman, som altid har været en stor skuffelse for mig, selv som knægt, da jeg aldrig var overbevist om at Superman var specielt super. Omvendt imponeres jeg stadig af "The Invisible Man" og kan uden problemer se "King Kong" (hvis jeg har en fjernbetjening handy, da Fay Wrays skrigeri virkelig er belastende til tider).
En sidste ting jeg kan komme på, som igen er personlig smag, er at jeg sjældent kan sidde igennem stumfilm. Chaplins film har jeg et specielt forhold til, da jeg har set dem en del som knægt, men mange andre stumfilm fra de første år i filmhistorien, kan jeg simpelthen ikke samle mig om at se.
Selvfølgelig er der mange af disse film der skal have point i filmhistorien af forskellige grunde, f.eks. de stunts Buster Keaton lavede i sin film, men for mig er en sand klassiker tidsløs og for mit vedkommende har filmen udviklet sig så meget, at nogle af de ældre sager nødvendigvis må være løbet bag dansen.. og jeg kan umuligt være den eneste der tænker på den måde, men jeg fornemmer bare at ingen tør at tale imod klassikerne. :)
#25 Morbid 17 år siden
Tror de fleste film på den liste, er der fordi folk værdsætter hvor godt et stykke håndværk, det var i sin tid, omend langt fra sådan som det bliver gjort idag. De fleste film blev lavet som teater dengang. Det var den måde folk kunne værdsætte det, og det var jo allerede en bevist succes, at det format fungerede. Det er bestemt fantastisk produktions håndværk, men folk har svært ved at relatere til det idag.
De fleste nye film fra Hollywood følger samme principper som de gamle, det er blot meget nemmere for folk at nyde. Folk kan læne sig tilbage og nyde en urealistisk historie, meget mere spændende end deres eget liv. Man behøver ikke bidrage med noget eller tænke over det der sker, meget behageligt.
Personligt vil jeg hellere læse bøger, når jeg vil have den oplevelse.
Pånær Sunrise, er der ingen film fra før 1960 på den liste jeg mener fortjener sin tilstedeværelse. Med det sagt, skal du dog ikke give op på det gamle guld.
Ligesom mange gør idag, skal du bare lede efter alt det, der ikke blev lavet i Hollywood. Der blev lavet masser af film dengang, der var meget mere universelle, og derfor føles meget mere moderne. Vores egen Carl Theodor Dreyer lavede nogle fantastiske film, hvor det meste der bliver lavet idag blegner i sammenligning.
Mht stumfilm er det meget meget svært, at finde frem til det rigtig gode. Der blev simpelthen ikke lavet nok film, til at der var et marked for det, som ikke fulgte Hollywood formen.
#26 filmz-Kadann 17 år siden
Jeg giver såmænd ikke op endnu og jeg giver bestemt gamle film chancer og har også tre Dreyer-film stående på hylden, som jeg ikke har fået set endnu.
Du har helt ret i at meget af det bedste ikke kommer fra Hollywood, mange af de bedste amerikanske film jeg har set de sidste par år, har været indie-film. De små filmskabere, uden mammut-budgetter viser at opfindsomheden og den gode historie stadig eksisterer.
#27 Morbid 17 år siden
Jeg misunder dig, hvilke af hans film er det?
#28 filmz-Kadann 17 år siden
#29 filmz-Bruce 17 år siden
Og jeg er, selvfølgelig, helt og aldeles uenig :) Ikke mht. at det nu ER sådan I oplever det, men langt fra måden jeg ser og oplever film på.
At nyde film, som jeg vil påstå film er skabt for at skulle nydes, afhænger af suspension of disbelief.
Suspension of disbelief is an aesthetic theory intended to characterize people's relationships to art. It refers to the alleged willingness of a reader or viewer to accept as true the premises of a work of fiction, even if they are fantastic, impossible, or contradictory. It also refers to the willingness of the audience to overlook the limitations of a medium, so that these do not interfere with the acceptance of those premises. According to the theory, suspension of disbelief is a quid pro quo: the audience agrees to provisionally suspend their judgment in exchange for the promise of entertainment.
Film er en kunstart, genremæssigt så vidtfavnende, at det er umuligt at nyde hele genrer, med mindre man sluger præmisserne for illusionen råt. Som tiden går ændres præmisserne. Teknikker udvikler sig, trends forandres og mennesker udvikler nye måder at udtrykke sig på. For at se en film fra 30'erne, 40'erne, 50'erne etc. og bibeholde illusionen, må "suspension of disbelief" nødvendigvis indeholde en accept af præmisserne for den periode, filmen er blevet til i.
Man kan mene, at skuespil idag er mere "virkelig" end tidligere. Hvilket jeg vil påstå kun har betydning for den ene givne film man vurderer af gangen og iøvrigt mener er forkert. Vi kan ikke objektivt idag vurdere, hvad der var var "virkeligt" for 50 år siden. Det har f.eks. aldrig været meningen, at skuespil i Bunuels film, skulle fremstå særlig troværdigt. Kan man sige det om Agent Dale Cooper i Twin Peaks, om Harry Callahan i Dirty Harry, om Han Solo i Star Wars, Roger Thornhill i North By Northwest eller Philip Marlove i The Big Sleep? Nej, enhver film, fungerer på sine egne præmisser og mange af disse er uomtvisteligt knyttet til tiden.
At der lige her og nu, er fokus på at skuespil skal være "virkeligt" er jo ingen garanti for, at skuespil var mindre virkeligt for 50 år siden. Vores begrebsforståelse af "virkelig", hænger jo sammen med vores opdragelse og opfattelse af verden og de moralbegreber, vi hver især podes med.
Hvis man ser filmen "The Best Years of our Lives" fra 1946, vil nogle måske påstå, at skuespillet er lidt "corny" og en genindspilning, vil sikkert give et andet resultat, som flere i dag vil kunne applaudere. Men skuespillet i den film er jo netop ikke corny, men tilpasset den tids verden, sproget og de trends etc. som galdt dengang. Det gør ikke filmen til et mindre mesterværk idag end i 1946. Det betyder blot, at flere ikke kan sætte sig udover tidsbarrieren, hvilket jeg ikke har besvær med at forstå. Jeg er blot lykkelig for, at jeg har brudt den. Jeg vil nødig bedømme James Stewarts præstation i "Mr. Smith Goes to Washington" fra 1939, udfra nutidens opfattelse af patriotisk naive karakterer. Så hellere fyldes med empati over, at i en anden tid, var den slags idealisme ikke rørstrømsk og politisk inkorrekt. Jeg fælder gerne en tåre over den slags proklameringer og har ikke travlt med at vende tilbage til spindoktor 2007 verdenen, hvor de fleste følelser og udtalelser er overvejede, forfladigede og udvandede, endnu inden de er tænkt og talt.
Når folk jubler over en given ny krigsfilm idag, er det så fordi skuespillet er tilpasset sig vores tid, vores sprog, så det er lettere for folk at sætte begivenhederne i relation til egen tid?
Med stor tilfredsstillelse nyder jeg kvalitetsfilm, uden tanke på alder. Gamle film giver mig en enestående mulighed for at opleve svundne tiders moralsæt og begrebsverden. Ja mht. special effects, skal man grangiveligt kunne sluge nogle større kameler for at have illusionen i behold, men som kunst er film komplet tidløs for mig, hvorfor jeg personligt finder at 40'erne, 50'erne og 60'erne, overordnet set var langt mere interessante filmårtier, end de sidste 20 år.
#30 filmz-Kadann 17 år siden
Jeg kender udmærket udtrykket og er til dels enig med dig i mange af dine punkter.
Med hensyn til skuespillet, er det jo ikke helt umuligt at finde ud af hvordan virkelighedens mennesker talte og opførte sig dengang, da man jo havde muligheden for både at optage dem på film og optage måden de talte på.
Men når jeg taler om virkelighedstro skuespil, taler jeg selvfølgelig om film der foregår i tidsperioden hvor filmen er optaget, f.eks. det førnævnte eksempel "The Maltese Falcon". Det siger sig selv, at folk i romertiden ikke talte engelsk, benyttede ord som "fuck" o.s.v., men jeg tvivler stærkt på at alle kvinder i 1920'erne, 30'erne og 40'erne var dramaqueens, som græd ved enhver given lejlighed, kastede om sig med armene og skreg højt hver gang der skete noget de ikke forventede - ligesom at jeg tvivler stærkt på at f.eks. tungekys er noget der blev opfundet i 1970'erne.
Det kan jo godt lade sig gøre at lave krigsfortællinger i dag, som både viser realismen, samtidig med at folk taler som de gjorde under 2. verdenskrig - bare se på f.eks. "Band of Brothers", hvor man har gjort et stort stykke arbejde med at få folk til at ligne, tale og opføre sig som man nu gjorde dengang. Modsat film som f.eks. U-571, hvor folk ikke opfører sig som de skulle, folk taler som man gør i dag og man ikke tør at vise den racisme der var hverdag dengang overfor sorte, men man retter ind efter dagens standarder og gør personerne urealistiske - at historien så heller ikke er tæt på at være realistisk, gør ikke sagen bedre.
Jeg nyder bestemt også gamle film, hvilket du er klar over, men der er visse kameler jeg ganske enkelt ikke kan sluge, da illusionen ikke er stærk nok til at jeg kan følge med - men måske er det i virkeligheden aldersforskellen der spiller ind her og at du måske har et helt andet forhold til de film, end jeg har - som jeg gjorde klart fra starten, så er det jo min personlige holdning, men jeg tvivler stadig på at jeg er den eneste der tænker sådan. :)