Doktor Zivago
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 12. apr 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
I 1962 blev Peter O’Tooles blå, blå øjne holdt fanget i den arabiske del af Første verdenskrig. Det foregik i David Leans bedste film, “Lawrence of Arabia”. Periodeparallelt med Lawrence blev Julie Christies lige så blå øjne holdt fanget i “Doktor Zivago” i 1965 i selskab med Omar Sharifs brune øjne under Den russiske revolution. Den er ikke Leans bedste film, men det er hans største.
“Doktor Zivago” er så stor en film, at det faktisk mere er en slags opera. På film. Som en af dem af Wagner. Det vidner musikken om, der begynder før filmen. Maurice Jarres overture åbner bombastisk, og Jarres musik fortsætter med at lede historien, som Lean fortæller lige så storladent. For dengang var der ikke en CGI-kopimaskine, der lige kunne trylle flere statister frem, når der var billigt brug for det. Nej, når tusinder af bolsjevikker demonstrerer i Moskvas gader i “Doktor Zivago” og synger Internationale, så er det tusinder af ægte mennesker, som går i scenen. Det er den storhed, der gør hele David Leans imperie-trilogi til et stykke filmhistorie, som vi aldrig får at se mage til igen. Begyndende med Anden verdenskrigs-galskaben i “Broen over floden Kwai”, toppende med “Lawrence of Arabia” og altså her slutte med “Doktor Zivago”.
For som i en klassisk opera så handler det om de store træk og temaer. Krig og kærlighed. Pligten kontra det private. Det praktiske eller poesien. Baggrunden for Den russiske revolution, men også Zhivagos private splittelse imellem familie-pligten til hengivne Tonya og den varme kærlighed til Julie Christies vampede 60’er-blondine. Laras blå øjne. Og så om retten til at dyrke kunst og skrive indadvendt poesi i et kommunistisk system, hvor det private er fjenden. Ligefrem unyttigt.
Zhivagos brune øjne er dog lidt for forstående og pæne. De mangler Lawrences kyniske side. Den mystiske side, der hos den poetiske russer-læge aldrig bliver mere end almindelig liderlig efter den smukke blondine. Det er hende, der er interessant. De blå øjne. Moder Lara, der bliver billedet på det sovjetiske systems behandling af Rusland. En smuk pige, der blev voldtaget, imens nogen demonstrerer i sneen med Marx i hånden. Det er stort.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet