Krig er helvede

Efter de første 30 minutter af Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” fra 1998 er man allerede parat til at udnævne den til nyere tids bedste krigsfilm. De indledende scener, som skildrer de allierede styrkers invasion af Normandiet på D-dag den 6. juni 1944 udgør et blodigt sammensurium af flyvende lemmer, flammer, eksplosioner, projektiler og højlydt hyleri, som lemlæster sanserne, indtil man er parat til at krybe skælvende i seng og sutte på tommeltotten i fosterstilling. Det er svært at mindes et bedre eksempel på filmmediets magt.

Det er bare en skam, at resten af filmen ikke kan leve op til dens formidable og frygtindgydende begyndelse. Men selv hvis de resterende 140 minutter havde været direkte elendige, havde “Saving Private Ryan” stadigvæk været en kunstnerisk milepæl alene på baggrund af prologen. Og filmen bliver aldrig tilnærmelsesvis elendig. Analogien er måske en smule plat, men “Saving Private Ryan” kan snildt sammenlignes med en god sandwich, hvor brødet i begge ender smager direkte himmelsk, mens selve bøffen, salaten og dressingen i midten ikke efterlader en nær så mindeværdig smag i munden.

Spielberg er ofte (og ofte med rette) blevet klandret for at være for stilren og for at forfalde til klicheer – især af den sukkersøde variant. Men på de franske slagmarker, hvor de allierede tropper bekriger nazisterne, tilsidesætter Spielberg krigsfilmgenrens klicheer for at levere et rystende og nærmest dokumentarisk portræt af krigens rædsler, der strider imod Hollywoods kendte spilleregler. Volden er nådesløs, lydbombardementet uafbrudt, kameraet flyver vildt rundt i kaosset ligesom soldaterne selv, blod og jord tilsnavser linserne, og hvor Spielberg normalt lader John Williams’ musik gennemsyre sine film, får orkestret håndjern på under krigsscenerne i et succesrigt forsøg på at højne filmens ekstreme realisme. Tillad mig en journalistkliché: Man føler næsten, at man er der selv.

Spielbergs faste samarbejdspartnere har sjældent gjort det bedre. Den prisbelønnede lydside er i en klasse for sig, og det samme er Janusz Kaminskis billeder, som Michael Kahn har stykket sammen på fornemste vis i redigeringslokalet. Ligesom Spielberg vandt begge mænd Oscars for deres epokegørende arbejde. Man bider ikke meget mærke i John Williams’ score ved første gennemsyn – måske fordi musikken befinder sig mere i baggrunden end i Spielbergs andre film. Men ved genhør afslører musikken sin sande force. I stedet for at fokusere på grandiose, iørefaldende melodier leverer Williams et subtilt score, der intensiverer vores følelser i stedet for at diktere dem. Hvis man ikke får gåsehud af Williams’ hymne til ære for krigens ofre, så har man ikke skruet højt nok op.

De mange soldaterkammerater spilles hovedsageligt af unge talenter, der alle er fuldstændig overbevisende – deriblandt Giovanni Ribisi, Edward Burns og Vin Diesel, som alle var i 20’erne under optagelserne. Men en Oscar-nomineret Tom Hanks overstråler kollegaerne i rollen som soldaternes overordnede, Kaptajn Miller. Som altid leverer Hanks en følelsesladet og nuanceret toppræstation, der antyder, at der er meget mere under overfladen, end man umiddelbart kan se. Hanks får skuespil til at se så let ud, og det er derfor, han er en af verdens bedste.

Som titlen antyder, omhandler filmen Miller og troppernes forsøg på at redde soldaten James Ryan ud af krigen. Hvorfor? Fordi Ryans tre brødre er faldet i kamp, og militæret ønsker ikke en historie om en mor, som har mistet alle sine fire sønner i krigen. Men hvor filmens første og sidste afsnit fornemt understreger krigens skrækkelige væsen, så har soldaternes lange søgen – filmens midterstykke – desværre ikke samme gennemslagskraft. Her bliver filmen et ganske underholdende, men mere traditionelt studium i en gruppe heroiske soldaters eskapader, hvor adskillige sidespor, skænderier og skuddueller afholder os fra at komme helt ind under huden på soldaterne, og hvor oplagte emner som livets værdi ikke granskes så meget som håbet. Alligevel er det svært ikke at blive rørt af slutningen, som stiller starten i relief på smukkeste vis. Og den første halve time… puha.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Saving Private Ryan” har et grumset, upoleret look, som sidenhen har inspireret talløse filmmagere, og det gengives perfekt her i HD. Ingen DNR-filtre er blevet benyttet i et spekulativt forsøg på at “rense” billedsiden – “Saving Private Ryan” ser så snavset ud, som den burde, og filmens udseende spiller en kæmpe rolle i produktionens troværdige krigsportræt. Hverken utilsigtet snavs eller støj optræder, billedet er knivskarpt, kontrasten er fuldstændig solid, og den upåklagelige farvegengivelse er prikken over i’et.

Audio

I et forsøg på at skabe en så autentisk lydside som muligt studerede filmens lyddesigner, Gary Rydstrom, datidens våben, han interviewede adskillige veteraner og brugte aldrig lyde fra eksisterende lydarkiver. Resultatet af mandens engagement er en af de mest omsluttende og opslugende lydsider til dato. Lyden på flere af de internationale BD-udgivelser af filmen har ikke været helt synkron med billederne, men der er heldigvis ingen problemer med den danske skives DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Samtlige højtalere er aktive konstant, både lydeffekterne, musikken og replikkerne gengives perfekt, og der er så mange spidsfindige detaljer i lydbilledet – både i filmens voldsomme og stilfærdige scener – at man suges helt ind i filmens univers.

Ekstramateriale

Man har lagt alt ekstramateriale på en selvstændig skive for at optimere filmens billed- og lydkvalitet. Godt tænkt. Her er adskillige dybdeborende dokumentarer, som tilsammen varer lidt over tre timer og gennemgår alt fra lyden og musikken til kulisserne og skuespillerne. Selv en række ægte krigsveteraner får lejlighed til at udtale sig, og deres anekdoter er dybt fascinerende. Det er stadigvæk en skam, at Spielberg nægter at indtale kommentarspor til sine film. Desuden medfølger to trailere til filmen. Dokumentarerne præsenteres i 480p, mens trailerne præsenteres i 1080p.