Hjerteskærende fjolleri

Charlie Chaplin var et komisk geni. Nogle gange glemmer jeg det. At den lille mand med overskægget, den slidte hat og den gakkede gangart var så meget andet end en fysisk klovn. At der var en grund til, at han blev verdens største filmstjerne den gang for små snart hundrede år siden, hvor Hollywood var ved at lære at gå. Og tale. Jeg glemmer, at han ikke kun var en, der hørte sin tid til. Men at han er lige så relevant her hos mig i 2017, som han var dengang. Gensynet med den kærlige og klodsede Vagabond i “Byens lys” hjalp mig med at huske, hvorfor Chaplin var og er et geni.

Den her repremiere er originalt fra 1931. En tid, hvor man begyndte at tale på film, og hvor stumfilmens stjerner skubbet ud af billedet til fordel lyd og tale. Det er en af de største omvæltninger i filmhistorien, men Chaplin var ikke glad for fremskridtet. Han nægtede som den stædige rad, han var, at overgive sig til lyden. Og “Byens lys” er et pragteksempel på hans insisteren. Den starter sågar ud med et spottende stik til alt det unødvendige snak, hvor tre talere for et nyopsat monoment taler med uforståelige kazoo-agtige lyde. Det er tom snak fra autoriteterne. Lige indtil tæppet for monumentet falder, og Vagabonden ses tage en lur på den. Det fører til en lang, fysisk gag, som kun Chaplin kunne gøre det. Det tager ham urimeligt lang tid at komme ned derfra. Mens han har hele byen som vidne, sidder han fast og tumler rundt, vipper sin hat til sine tilskuere og stopper endda også op for nationalmelodien. Det er en sjov episode, men det er ikke kun derfor, at Chaplin er et geni.

Han har nemlig mere på hjerte end simpelt fjolleri. Selv om han starter ud med sine klassiske små slapstick-scener, hvor Vagabonden fjoller retningsløst rundt i byens gader, ændres tonen pludselig til det dramatiske, når han møder en blind og fattig blomsterpige. Han bliver oprigtigt rørt over hendes tragiske eksistens. Og når den lille Vagabond med det udtryksfulde ansigt bliver rørt, så overgiver jeg mig også glædeligt til sentimentaliteten. Det gakkede får en seriøs understrøm af melankoli. Chaplins skuespil ændrer sig fra det rene klovneri til ægte menneskelighed. Pludselig får alle hans handlinger og gode gerninger konsekvenser. Både på godt og på ondt. Genialt!

Da han redder en fuld millionær fra at begå selvmord, bliver han hans ven for livet. Men bliver så glemt igen, når natten er omme, og millionæren er blevet ædru. Dog betyder det alkoholbaserede venskab, at han får mulighed for at hjælpe den blinde pige. Hun tror til gengæld, at han er en godhjertet rigmand. Men Vagabonden er ikke rig, kun på gode hensigter, og må for at hjælpe hende opretholde facaden. Hun har brug for penge til husleje og til at få en operation, der kan kurere hendes blindhed. Så Vagabonden ofrer sig i kærlighedens navn. Han er den ultimative good guy, og sammen med den blinde pige forelsker jeg mig også i ham og hans stædige optimisme.

Men optimismen er hele tiden på vippen til tragedie. Alle Vagabondens forsøg på at redde den blinde pige ender galt. Heldigvis tror man på, at han nok skal klare sig alligevel. Han rejser sig altid op med fornyet mod, hver gang han falder på halen. Den tragiske undertone bliver støttet op af sociale kommentarer om bylivet i den fiktive stad. Klasseskel, alkoholisme, selvmord, nød, sygdom, indbrud og mord. Chaplin var ikke bange for at prikke til et samfund, der var ramt af Den store depression. Økonomisk, men også medmenneskeligt.