For første gang i 10 år har American Film Institute (AFI) offentliggjort en liste over de 100 bedste amerikanske film igennem tiderne. Filmene er udvalgt blandt 1.500 branchefolk, deriblandt instruktører, skuespillere, manuskriptforfattere og filmkritikere.
Siden AFI’s første liste for 10 år siden er der sket en del ændringer, men 1. pladsen har ikke ændret sig: Orson Welles “Citizen Kane – Den store mand” fra 1941 er stadig den ubestridte bedste amerikanske film nogensinde.
Af ændringer hoppede Martin Scorseses “Raging Bull” fra 24. pladsen til 4. pladsen, og Alfred Hitchcocks thriller “Vertigo – En kvinde skygges” blev forfremmet fra en 61. plads til en 9. plads. Charles Chaplins stumfilm fra 1931, “Byens lys”, gik fra 76. pladsen til 11. pladsen, mens John Fords John Wayne-western “Forfølgeren” tog det største spring, fra 96. pladsen til 12. pladsen.
Samtidig måtte en række film, der var at finde på listen fra 1998, se sig stemt ud af den nye liste, deriblandt “Doctor Zhivago”, “Amadeus”, “Nærkontakt af tredje grad”, og “Danser med ulve”.
Af de nye film fra 1998 – 2007 formåede kun fire at komme med på listen: “Ringenes herre: Eventyret om ringen” (no. 50), “Saving Private Ryan” (no. 71), “Titanic” (no. 83) og “Den sjette sans” (no. 89).
Hele top 100-listen kan ses hos CNN.com.
#31 filmz-Bruce 16 år siden
Tungekys blev bl.a. vist på film før "Hays code" blev indført i 30'erne, men pga. denne censur måtte man ty til andre midler. Synes stadig de kys jeg kan huske, bl.a. når Cary Grant gik til den var ret troværdige, åben mund eller ej. Og så vil jeg påstå, at mange i den tid, simpelthen ikke tungekyssede fordi det lå fjernt fra deres moralkodeks :) Det kan jeg da huske fra bl.a. fortællinger fra min egen familie.
Jeg har ikke noget imod realisme, som i BoB, som er en fremragende serie. Men krigsfilm som Intet nyt fra Vestfronten fra 1930, Battleground, Stalag 17 har længe før ramt realismen i krigsfilm. Det gør dog ikke filmoplevelsen dårligere for mig, at film som Kellys Helte, Ørneborgen, Panserslaget ved Ardennerne og Navaronnes Kanoner hellere vil portrættere stereotyper og en nærmest romantisering af krigens rammer, fremfor det realistiske islæt. Det får mig blot til at vurdere filmene indenfor de anderledes præmisser og som actionfilm, fungerer de jo glimrende.
Jeg er hverken for eller mod realisme i film, det hele afhænger af instruktørens visioner og hvad man har lyst til at dykke ned i. Jeg sluger dog heller ikke de gamle film kritikløst. Der er der mange film, hvor jeg griner lidt og synes det er over-the-top. Når Dean Martin og Ricky Nelson skal synge i Rio Bravo, når Raymond Burr stopper op efter hver eneste blitz i Rear Window, men helhedsbilledet slipper igennem uantastet ;)
#32 davenport 16 år siden
Jeg har det også sådan, at gamle film tager meget af min koncentration, og tager min fokus væk fra filmoplevelsen. Jeg prøver indimellem at se ældre film, men det fanger mig ikke.
Og det betyder igen ikke, at jeg ikke kan grine af en Gøg & Gokke-film.
Det er meget underligt.
Men jeg har slet ikke fokus på hvordan der tales i film. Jeg har faktisk aldrig tænkt på om de taler "korrekt" i SPR.
Og jeg så 10 minutter af Citizen Kane, før jeg slukkede, og gemte den til en anden gang.