Eli Roths “Hostel”-film – som ofte bliver beskrevet som tortur-porno – har ikke just fået de bedste anmeldelser, men Roth mener ikke, at det skyldes, at hans film er dårlige – filmanmelderne er derimod bange for at indrømme, at de godt kan lide hans film.
Se også: Eli Roth vil smadre Mel Gibson med et baseballbat.
Roth siger: “Det er kun meget få kritikere, der fortæller deres ærlige mening om gyserfilm. De er bange for, at de vil blive associeret med volden i filmen, hvis de kan lide den.”
“Kritikerne brugte ‘Hostel 2’ som en platform til at hylde deres egen moral. De sagde ‘Jeg mener, dette er forkert, da det er forkert at torturere kvinder.”
“No shit. Hvem mener ikke, at det er forkert? Men det faktum, at du reagerede så voldsomt, viser, at du på et hvis niveau var engageret i historien. Du følte noget for figuren, og du blev for alvor chokeret over det, du så.”
Roth har åbenbart ikke overvejet, at den chokerede reaktion kunne skyldes, at filmen ifølge de fleste anmeldere blot var chokerende dårlig…
Se også: Kevin Smith vs. filmanmeldere – Del 2.
#61 filmz-ab 13 år siden
Ebert forbandede da også Kick Ass helt vildt, fordi den til tider var amoralsk..
#62 Hr. Nielsen 13 år siden
Sådan er det vel når man dømmer film jvf en debat om subjektive holdninger og bliver deres moral stødt af filmen, må de vel dømme den efter det. Det er da i hvert fald et argument jeg har hørt ofte, når jeg har ment at en anmelder ikke gør sit arbejde ordentligt, husker du måske;)
#63 Thomsen 13 år siden
Naturligvis. Alt kan principielt bruges som parameter for en anmeldelse, og det gælder selvfølgelig også anmelderens moralske standpunkt.
Dér, hvor jeg personligt står af, er, når disse normative anmeldelser - der altså ikke længere tager udgangspunkt i, hvordan film er, men i stedet i hvordan de bør være - begynder at holde ikke bare den givne film op mod et moralsk "absolut", men også de medvirkende, producenten og publikum. Det er desværre set alt for mange gange, og jeg mener egentligt ikke, at den slags har noget at gøre i en anmeldelser. Det forvansker filmkritik til moralprædiken.
Hvad værre er, at normative anmeldelser historisk ofte har vist sig at haft et alt for smalt grundlag for deres forargelse. Som eksempel kan du tage netop Siskel og Ebert, der i begyndelsen af 1980erne igen og igen anklagede publikum til de dengang populære slasher-film for at være seksualforskrækkede, blodtørstige misogynister. Det er noget af en mundfuld at skulle sluge som casual horror-fan, at blot fordi man kan lide "Fredag d. 13.", så er man altså både kvindefjendsk, perverteret og potentiel galning.
Heldigvis ved vi i dag, at Siskel og Eberts konklusioner var baseret på misforståelser og fejltolkninger:
Den konservative seksualmoral, som både de og andre kritikere anklagede slasherfilmene for at være udtryk for, hvor unge par myrdes som straf for at have sex, har vist sig at være en myte, der ikke rigtigt er statistisk belæg for. Adskillige content-analyser har påvist, at selvom elementet eksisterer i nogle film, så er det langt fra så udbredt, som kritikerne dengang påstod, og tegner derfor ikke genren som helhed (se fx Sapolsky & Molitor: Content Trends in Contemporary Horror, 1996).
De samme undersøgelser har også gjort op med den påståede misogynisme og vist, at det mest typiske offer i slasher-filmen faktisk er en mand. Filmteoretikeren Carol Glover har desuden i sin bog Men, Women & Chainsaws - Gender in the Modern Horror Film" (1992) påvist, at slasheren - fuldstændigt modsat Siskel og Eberts opfattelse af genren - ikke er kvindefjendsk, men tværtimod "bestyrkende" (empowerment-begrebet kan ikke direkte oversættes til dansk), fordi et helt central element i genren er den såkaldte "Final Girl": Det er stort set altid en kvinde, der står tilbage sidst som den stærke og sejrende.
Set i dét lys, så er det jo forfærdeligt at vide, hvilke konsekvenser normativ kritik kan få - ikke bare for genren, men også på et personligt plan. Skræmmeeksemplet er naturligvis Storbritannien, hvor formiddagsaviserne førte et moralsk korstog mod horror-film i midt-firserne, og en vag regering fulgte folkestemningen og forbød adskillige filmtitler. Konsekvensen blev, at flere folk røg i fængsel eller fik store bøder for at besidde videobånd med ellers temmeligt ordinære skrækfilm, der uheldigvis var røget på censurlisten. Jeg kender personligt en fyr, der mistede sit job i en ungdomsklub, fordi han reagerede mod heksejagten i den lokale sprøjte ved at skrive et læserbrev. Da ledelsen på den måde fik kendskab til hans smag for film, som man kun havde læst negativt om i aviserne, så valgte man at afskedige ham, fordi man mente, at han ikke var egnet til at passe på de unge, letpåvirkelige sind længere!
Alt det er selvfølgelig ekstremt og kan næppe nogensinde ske herhjemme. Men det er ikke desto mindre den normative, moralsk baserede kritik i sin yderste konsekvens.
Som tidligere nævnt, så ser jeg desværre også eksempler på den slags kritik herhjemme, hvor ikke bare filmene mistænkeliggøres, men også deres publikum - i de senere år ikke mindst i Ebbe Iversens anmeldelser af de såkaldte torturfilm.
#64 Thomsen 13 år siden
Det mener jeg så ikke. Hvis vi taler om splatterfilm som en specifik (sub-)genre, så mener jeg, at det er et fåtal, der blander humor og horror. Det er ganske vist nogle af de mest kendte titler, som Evil Dead-serien, Re-Animator, Return of the Living Dead, Braindead, Peter Jacksons tidlige film m.m., men de udgør efter min overbevisning kun en meget lille del af genren. De fleste splatterfilm spiller det nogenlunde "straight".
Det sidste kan der forøvrigt være gode grunde til: At grine fungerer som det, man kalder for en "bail-out"-mekanisme - en måde, hvorpå vi kan lette det indre tryk og de muskelspændinger, som en film har bygget op i os. Det kan være både godt og skidt, men efter min mening er det som oftest skidt i horror-film - i hvert fald hvis filmens sigte er at skræmme os. Det skyldes, at en af de grundlæggende måder, hvorpå vi, når vi ser film, opfatter, at noget er skræmmende, er ved at iagttage de medvirkende. Hvis de er skræmte, er det et cue til os om, at situationen er uhyggelig. Hvis det så kobles med humor, så fiser uhyggen hurtigt ud ad døren. Derfor ender de fleste film, der forsøger at blande horror og komedie, også mere som makabre komedier end som egentlige skrækfilm i mine øjne. De bliver sjældent særligt skræmmende.
#65 Hr. Nielsen 13 år siden
I øvrigt jeg er som sådan ikke uenig med dig, selv om din snak dækker over et langt større dilemma end blot anmeldere og deres personlige agenda...
#66 Hr. Nielsen 13 år siden
Nu snakkede i vel også splatterfilm, som er en subgenre?
#67 Thomsen 13 år siden
Altså, du tænker på kritik baseret på anmelderens politiske standpunkt eller hvad?
Det bryder jeg mig heller ikke særligt meget om. Men det skyldes sikkert også, at jeg har et anstrengt forhold til den mest kendte form for politisk kritik: 1970'ernes ideologikritik - ligeligt baseret på psykoanalyse og marxistisk klassekamp. Jeg tror såmænd godt, at man kan få nogle interessante resultater ud af den vej. De eksempler, jeg har læst, har bare været meget ensidige og generaliserende - som fx den gruppe af teoretikere og anmeldere fra filmbladet Screen, der udlagde al lineær historiefortælling som udtryk for en vestlig, borgerlig og patriarkalsk tankegang og derfor mente, at non-lineære film var det eneste politisk rigtige. :-)
Jeg kommer også til at tænke på en kritiker som fx Robin Wood. Han skrev sidst i 1970'erne et skidegodt essay om den samtidige, amerikanske horrorfilm og var med til at bane vej for, at det blev acceptabelt både blandt anmeldere og akademikere at beskæftige sig seriøst med genren. Men han fulgte senere sit oprindelige essay op af et nyt - denne gang om 80'ernes skrækfilm, som han ikke brød sig meget om - primært ud fra et politisk standpunkt. I Woods øjne var 1970'ernes horror "god", fordi den kunne udlægges som samfundskritisk, mens 80'ernes var "dårlig", fordi den - efter hans mening - var konservativ i sine værdier og dermed støttede op om det eksisterende samfund.
Jeg indrømmer blankt, at jeg deler Robin Woods begejstring for 1970'ernes horror i forhold til 1980'ernes. Men problemet med hans begrundelser er meget simpelt: Man kan godt argumentere for, at horrorfilmene fulgte tidens politiske strøm og blev mere konservative i takt med 1980'ernes højredrejning, efter Reagan kom til magten. Man kan bare lige så nemt finde andre forklaringer:
Genrefilmens grundlæggende princip er imitationen. Hvis én producent har succes med en bestemt type film, så vil de andre automatisk sige "so ein Ding muss Ich auch haben". Og i slasher-filmens tilfælde, så kan der ikke være den store tvivl om, at det altafgørende for bølgens start var, at John Carpenter lille og ultra-billige HALLOWEEN pludseligt gik hen og blev en enorm og overraskende succes. Det fik alle andre producenter til at lugte penge. Så spørgsmålet er: Skyldtes den formel, som 1980'ernes slashere ofte var bygget op omkring, at samfundet bevægede sig i en bestemt politisk retning, eller skyldtes den, at alle producenter forsøgte at få en bid af kagen ved at efterligne en bestemt populær film? Det er svært at sige. Det kunne fx også være en kombination af de to ting.
Derfor har jeg et lidt speget forhold til politisk filmkritik, fordi den ofte tilbyder nogle meget bekvemme og generelle løsninger, som sjældent viser sig at være hele sandheden.
#68 Thomsen 13 år siden
Jo, og grundlæggende så falder hele mit argument på, om vi overhovedet er enige i, hvad en "splatterfilm" egentlig er for en størrelse.
Der er jo for så vidt intet i vejen for, at ab kan definere splatterfilm som humoristiske.
Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om ordet, fordi jeg mener, at det er alt for vagt - lidt ligesom begrebet "torture porn", der har været diskuteret en del de sidste par år. Men den bedste definition på splatterfilm, jeg personligt har læst, er nok stadigvæk Peder Pedersens fra et gammelt nummer af filmbladet Inferno. Han udlagde det sådan nogenlunde som "film, der er baseret på brugen af blodige effekter og ikke kan fungere uden". Hvis man følger dén definition, så mener jeg godt, at man kan snakke om skræmmende splatterfilm - det kunne fx være Lucio Fulcis zombie-film. Og så mener jeg også, at mit argument om, at flertallet af splatterfilm *ikke* er humoristiske, holder, og at dem, der er, ofte er det på bekostning af det uhyggelige.
Men som sagt, det er et definitionsspørgsmål. Der findes jo ingen rigtige eller forkerte i den diskussion.
#69 Hr. Nielsen 13 år siden
Jeps det gjorde jeg og tak for svaret (må sige du er grundig), som personligt glæder mig (da du så rammer og dermed indirekte giver mig ret i lidt af min tanke omkring en bestemt anmeldelse af filmen 'Salt')
Mht til hvordan horrorgenren (eller alle andre musik- og filmgenrer for den sags skyld), så har populærkulturen altid ladet sig påvirke af et samfunds normer, deraf ligger mainstream-udtrykket som du ved, men jeg tror da bestemt du har helt ret i at ser man der er penge i skidtet, så kommer fluerne. Der er i hvert fald ingen tvivl om at Carpenters perle også blev en pest for genren, hvis man søgte mere kvalitative gys sidenhen, da der kom en flod af sådanne slashergysere, som alle byggede på næsten samme skabelon, tiltænkt konservativt eller ej.
#70 Hr. Nielsen 13 år siden
Men heldigvis har dine svar været så gode og fyldige, at mit lille 'stunt' ikke har været forgæves.