1:1

MedvirkendeAnette Støvelbæk, Trine Appel

Længde91 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen27/01/2006

Anmeldelse

1:1

2 6
Det er som regel dejligt at se, når dansk film tør bevæge sig ud på ukendt område og udforske andre historier end de sædvanlige. Vi er længe blevet fodret med hverdagsdramaer og komedier om den kernesunde familien Danmark, der på godt og ondt, mellem utroskab og jagten efter den eneste ene, stadig behændigt formår at undgå væsentlige sociale problemer her i landet. Ikke at alt bør forfalde til tør socialrealisme om de grå forstæders utrygge boligbyggeri, men når emnet endelig tages op, kan man vel kun bifalde en dansk instruktør for at turde satse på det kontroversielle… og dog. For med “1:1” har Annette K. Olesen ramt gevaldigt forbi i forsøget på at behandle racisme, frygt, integration og ghettodannelsen i Danmark anno 2006. Hvad der syntes at være et modigt tiltag, ender faretruende tæt på ren amatørproduktion af værste skuffe.
Der er ellers lagt op til en interessant konflikt. Både den etniske ‘Romeo og Julie’ historie mellem kæresteparret Mie (Joy K. Petersen) og Shadi (Mohammed-Ali Bakier), samt Shadis dilemma omkring tilliden til hans storebror Tareq (Subhi Hassan), er oplagte udgangspunkter for et spændende drama. Samtidig er det forfriskende at se racismeproblematikken og indvandredebatten blive taget op på det danske lærred, for det er om noget emner som trænger til at diskuteres og nuanceres.
Det er derfor ikke bare skuffende, men direkte forargende, at to ellers så kompetente kræfter som instruktør Annette K. Olesen, der bragte os ensemblestykket “Små ulykker” og den udmærkede “Forbrydelser”, samt manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, der har haft en hånd med i et hav af danske filmsucceser, ender med en så bovlam og tandløs opvisning i overspillede ligegyldigheder.
Man har først og fremmest gerne ville inkludere så mange personlige historier som muligt, men Aakeson og Olesen er ingen Robert Altman, og resultatet bliver blot, at vi aldrig kommer tæt på de pågældende personer, hvorved deres dilemmaer ikke formår at røre os. Mie og Shadis forhold, som burde være en grundsten i historien, forbliver et postulat – hvor er deres følelser for hinanden? Samtidig ødelægges mange af filmens dramatiske højdepunkter af en ubændig lyst til overspil, pinlig, næsten karikeret dialog (man tror nogle gange man er endt i et dansk tv-spil fra starten af 80’erne) og en fatal fejlcasting af amatørskuespillere. Især Brian Lentz i rollen som Ole brillerer med en så kunstig fremtoning, at man ikke kan andet end slå sig for panden og grine. Men også Helle Hertz i rollen som den naive mormor tager kegler i tåkrummende replikker, der som regel lugter langt væk af plotdreven konstruktion. Gang på gang bankes tilskueren i hovedet med pointen, som om instruktør og manuskriptforfatter var bange for, at vi skulle overse, hvad der allerede er bøjet i neon i samtlige scener. Det er et uforskammet forsøg på at gå efter det lette og det tydelige, i stedet for at stole på publikums intelligens og vælge det subtile i antydningens kunst.
De steder hvor “1:1” fungerer bedst er uden tvivl i scenerne mellem Shadi, Tareq og deres familie. Billedet af det palæstinensiske hjem midt i forstadens belastede miljø, hvor vold, usikkerhed og angst for det fremmede bider sig selv i halen, er fascinerende og ærligt skildret, men dog ikke helt støvsuget for klassiske indvandreklichéer. Og ironisk nok er det amatøren Subhi Hassan der leverer den mest troværdige og intense skuespilpræstation i filmen, som den hidsige Tareq, der prøver at holde sin sti ren.
Teknisk set er “1:1” ganske hæderlig, selvom billedsiden til tider synes at stå i højere kurs end handlingens troværdighed – mange billeder er således udelukkende konstrueret for det visuelle lirs skyld. Filmens score er egentlig meget vellykket, med sin enlige varslende cello, der dog lader sig inspirere lige lovlig meget af “Requiem for a Dream”.

“1:1” kunne være blevet et kærkomment indspark i dansk socialpolitik, eller måske bare et gribende drama med indvandreghettoen som ulmende baggrund. Trods den vigtige tematik er filmen ingen af delene, men i stedet en tam skuffelse, der viser med al tydelighed at idé og udførelse ikke altid er forligelige.

Trailer

Kort om filmen

Fredag nat i en københavnsk forstad overfaldes 19-årige Per brutalt og indlægges på intensiv i koma. Hans mor, Søs, kæmper med følelsen af at bære en del af ansvaret for Pers tilstand, ved måske alt for længe at have insisteret på at blive boende i et kvarter, de fleste danskere for længst er flyttet fra. Nu svæver hendes søn mellem liv og død, men i aviserne er han blot endnu en overskrift om volden i ghettoerne. Mie, Pers lillesøster på 16, søger trøst hos sin kæreste, Shadi, hvis forældre kommer fra Palæstina. Men Shadi har svært ved at trøste hende, for samme nat ser han sin storebror, der er tidligere straffet, på badeværelset i færd med at vaske blod af sit tøj. Shadis storebror nægter at have noget at gøre med overfaldet, og Shadi siger ingenting, mens tvivlen i ham vokser…