”I kommer aldrig til at forstå det. Hør bare, hvad jeg siger.”

Sådan sagde hovedpersonen Kaja i begyndelsen af “Utøya 22. juli“, mens hun stirrede direkte ind i kameraet.

Norske Erik Poppes film om terrorangrebet på Utøya fra tidligere på året var nemlig ikke et forsøg på at forstå eller forklare noget som helst. Den var snarere et mindesmærke over en oplevelse. Et langt one-take, hvor angrebets 72 minutter udspillede sig i realtid.

Kaos, rædsel, total forvirring. Selv kameraet begravede blikket i skovbunden, når panikken blev for stærk.

Sådan er det ikke i Paul Greengrass’ “22 July”. Her er blikket løftet. Nøgternt registrerende. Søgende efter et overblik. Men heldigvis uden at påstå at gennemskue det hele. Det tilfalder heller ikke Greengrass at forstå og forklare.

Det kunne ellers være dejligt, hvis man bare kunne pege konkluderende på en ulykkelig barndom, internettets ekkokamre, voldelige computerspil, undertrykt homoseksualitet, psykisk sygdom eller en anden af de mere eller mindre begavede forklaringer på Breiviks ugerning, der er blevet luftet, siden den dag i 2011.

Greengrass har baseret sin Utøya-film på den norske journalist og forfatter Åsne Seierstads bog “En af os”. Allerede titlen lukker ned for nemme bortforklaringer. Hvad man ikke kan forstå og forklare, må man forsøge at beskrive. Så detaljeret som muligt.

Seierstad beskriver i sin bog, præcis hvor kuglerne trænger ind i kroppene på ofrene. Hvilke organer, de rammer på vejen. Hvor i hjernen kuglesplinterne ender.

Greengrass forsøger noget lignende. En detaljeret beskrivelse.

“22 July” begynder dagen inden angrebet. Breivik pakker den hvide varevogn, der senere skal eksplodere foran regeringskvarteret i Oslo. Der krydsklippes til Utøya, hvor en bådfuld unge mennesker springer i land. Så til statsminister Stoltenberg, der forbereder sit kommende besøg på ungdomslejren. Det store overblik etableres med det samme.

Selve angrebet er hurtigere afviklet end i Poppes film. Det er stadig svært at se på. Men her følger vi både ofrene – især teenageren Viljar og hans lillebror, Torje – og Breivik.

Situationen bliver på den måde nemmere at overskue. Greengrass prøver at beskrive, hvad der skete. Poppe prøvede at formidle, hvordan det føltes.

Desuden ligger hovedvægten i “22 July” ikke på selve angrebene, men mere på efterspillet.

Den beskriver Viljars kamp for at genvinde førligheden efter at være blevet skudt fem gange. Den kommer omkring hans forældre, Breiviks mor, Stoltenbergs selvransagning, Breiviks selvopfattelse, norsk højreekstremisme og forsvarsadvokaten Geir Lippestads kvaler ved at forsvare Norges mest forhadte mand.

Vi kommer hele vejen rundt. I det nøgterne overbliks navn. Resultatet er en helt igennem sober gengivelse. Jeg havde heller ikke forventet mindre af instruktøren bag “Bloody Sunday” og “United 93”.

Men hvad “22 July” vinder i overblik, mister den i nærvær. Greengrass’ film er godt en time længere end Poppes. Men den føles kortere. Den gør ikke lige så ondt. At de (ellers fremragende) norske skuespillere taler på engelsk spiller måske også en rolle.

Undervejs strejfer Greengrass dog noget, der kunne være blevet et perspektiv, som kunne have løftet blikket yderligere. Mod noget mere principielt.

For hvordan balancerer man retssikkerhed og retfærdighedssans, når man står over for en som Breivik? Kan man leve med, at han bliver erklæret sindssyg og ryger på et psykiatrisk hospital i stedet for i fængsel? Og kan man fratage ham retten til at udtale sig ved sin retssag og drive propaganda for sin sag?

Men Greengrass presser ikke de store pointer igennem. Hverken når det gælder årsager eller eftervirkninger. Det er godt, han ikke tilbyder et forkromet ‘hvorfor’. Men han kunne godt have villet mere med sin genfortælling. Rettet blikket fremad.

Han nøjes med at løfte blikket over den umiddelbare rædsel. Skabe lidt overblik over begivenhederne.

Men også fra Greengrass’ synsvinkel er den 22. juli umulig at forstå.