Utøya 22. juli

InstruktionErik Poppe

MedvirkendeAndrea Berntzen, Aleksander Holmen, Brede Fristad

Længde90 min

IMDbVis på IMDb

I biografen03/05/2018

Anmeldelse

Utøya 22. juli

4 6

 

72 minutter. Så lang tid gik der. Fra Anders Behring Breivik indledte sit terror-angreb på den norske ø Utøya, til politiet ankom. Rystende.

 

Det er også rystende at se “Utøya 22. juli”. Filmen om angrebet. Minut for minut. Samme 72 minutters angreb uden afbrydelse. Uden klip.

 

Det hele er ud i et, ligesom de unge mennesker på øen oplevede det. Et mareridt uden pauser.

 

Men det bliver aldrig en massakre med fokus på terroristen. Han er en fraværende ondskab af højlydte skud, der dræbte 77 børn og unge for syv år siden.

 

Det greb er gysende godt. Det mest uhyggelige er det, du ikke kan se. Bare tænk på “Alien”. Hvor er han? Det er spørgsmålet, som Kaja konstant og i rædsel stiller sig selv.

 

Hun er hovedpersonen. Som Saul, der gennemlevede nazismens mareridt i “Sauls søn” i en koncentrationslejr. Også i ét klip.

 

Med Kaja og de unge i centrum så flytter Erik Poppe sobert fokus fra psykopaten til ofrene.

 

De er helt almindelige unge på teltlejr. En politisk Roskilde Festival, hvor Kaja diskuterer krigen i Afghanistan, imens Magnus bare er med for at ‘lave damer’.

 

Det er her i ventetiden på angrebet, at jeg var mest nervøs. For jeg vidste, at Breivik er på vej efter terror-bombningen inde i Oslo. Det er et spørgsmål om tid.

 

Skrig! Det er bare en pige, der hviner af glæde. Pyha. Det er ikke endnu. Der går 17 minutter med ulidelig ventetid, og hvor Kaja fortæller, at der er dårligt mobil-signal.

 

Det er et dårligt signal, når en terrorist er på vej med en mission drab, som forvandler den uskyldige ungdoms-festival til en virkelighedens “The Hunger Games”, hvor alle kan dø.

 

Efter 17 minutter begynder de 72 minutter med tunge skud på lydsiden. Han er derude et sted. Kaja gemmer sig. Det samme gør kameraet, der er med, hvor Kaja går, løber, frygter og græder.

 

Kameraet går også med ind i teltet, da Kaja leder efter lillesøster. Hun har over mobilen lovet mor at finde hende. At redde hende sikkert med hjem.

 

Pludselig forvandles scenen til noget, der minder om “Jurassic Park”. Bæstet er lige udenfor. Stille! Det er gysende.

 

Sådan er “Utøya 22. juli” en perfekt 1:1-gengivelse af, hvordan det må have været at være fanget på en ø sammen med et dræbende bæst. Et monster.

 

Men i modsætning til “Sauls søn” så bliver jeg ikke klogere på ondskaben, selv om Poppe i infotekster forsøger at beskrive Breivik som en del af en international trend og tendens.

 

Det forsøgte Breivik også selv efter angrebet. Vi er mange, forklarede han. Men det tror jeg egentlig ikke på.

 

Han var derimod efter sigende en psykisk syg stakkel, der spillede for meget computer.

 

Derfor er “Utøya 22. juli” også en af- og begrænset filmoplevelse.

 

Om de rystende 72 minutter for syv år siden. Minut for minut. Hverken mere eller mindre.

 

Utøya 22. juli / Filmz.dk

 

Trailer