22 Jump Street
Udgivet 19. jun 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Hvordan laver man en god toer? Ingen ved det vist helt, for hvis det bare var så enkelt at tage alt, hvad man fik første gang og gøre det vildere og større, ville filmkunsten nok have nået sit zenit med “Politiskolen 7” og “American Pie 14”. Den frustration har tilsyneladende været for meget for Jonah Hill og drengene bag “21 Jump Street”. Derfor har de gjort den svære disciplin til den afgørende komiske drivkraft i en af de sjoveste sequels, jeg længe har set. Ved både at låne fra og række tunge ad de to ovennævnte filmserier, når Hill, Channing Tatum og Ice Cube i mål med det helt usandsynlige projekt at lave en seværdig efterfølger til efterfølgeren til tv-serien, der gjorde alt fra Johnny Depp til cowboytøj vældig populært.
I en hylemorsom åbningsscene ødelægger de en aktion mod nogle smuglere, selvom Hill går ’in character' som mexicansk narkogangster. I en lige så sjov næste scene giver en skeptisk Ron Swanson, undskyld Nick Offerman, drengene deres nye gamle opgave og når at få sagt en femten-seksten gange nærmest direkte ind i kameraet, at det er mere af det samme lort, men med et større budget. Og sådan bliver der fyldt på og fyldt på uden et øjebliks tøven. Alt er blevet opdateret, men kun lige så meget, at vi er helt med på, at de er helt med på, at vi er helt med. Hovedkvarteret er rykket lige over på den anden side af gaden til nr. 22, stoffet er et andet, men stadig lige underordnet, for det er stadig de to panserfisk og deres tur i et fremmed akvarium, der er det afgørende.
En sjov præmis er i sig selv ikke nok til at lave en komedie, og problemet er ofte, at grinene forsvinder i takt med, at man skal udfolde et plot og vise karakterernes motivationer. De kan jo ikke bare stå og fortælle vittigheder i halvanden time. Men manuskriptet i “22 Jump Street” holder en fin balance mellem akavede knald ved siden af en sur roommate og den reelle frygt for at miste sin bedste ven. Samtidig holdes tungen lige i munden i den blanding af action og humor, der ofte går så galt, fordi man lægger vægt på en masse eksplosioner, hvor Bruce Willis’ sidekick så kan give nogle dumme oneliners i pauserne imellem. Her er komikken integreret i actionscenerne, uden at nogle af delene taber kraft.
Jeg tror sjældent, at ordet ‘stadig’ er blevet brugt så mange gange som i den her anmeldelse. Og hvis man ikke syntes så godt om “21 Jump Street”, er det måske en meget god indikator for, om man skal tage i biografen igen. Hvis svaret er et ja, vil jeg gerne med, for det er så sjældent, at man kan grine højt, mens man smiler varmt til sine gode gamle buddies, der altid har været der. “22 Jump Street” er ikke en stor film, men den er udført med så meget flabethed, at jeg tilgiver, at den til sidst kører lidt i ring. Alle ting er set før – der er footballkampe, mobberi af nørderne og udstilling af de tomhjernede jocks. Der er de dårlige jokes om at blive skudt i pikken og biljagten i et køretøj, som ikke egner sig til andet end at transportere børn rundt i Tivoli. Men det ved Hill, Tatum og deres kumpaner udmærket godt. Derfor gør de det. Stadig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet