Mænd bliver skabt af myterDet er svært ikke at have høje forventninger, når instruktøren James Mangold har film som “Copland”, “Girl, Interrupted” og senest “Walk the Line” stående på sit generalieblad. Så meget desto større bliver skuffelsen derfor også, når allernyeste tilføjelse til listen er et stereotypt forsøg ud i westerngenren, nemlig den jævne “3:10 to Yuma”, der kun delvist er lykkedes med sit forehavende.

Historien, der fortælles, er velkendt og inden for sin genre førhen set i talrige afskygninger med 1860’ernes nybyggerier på det amerikanske kontinent som lovløst og uslebent bagtæppe. Over for hinanden står to mænd, Daniel Evans, som har loven på sin side og blot forsøger at brødføde sin familie ved at vogte sine høveder og stå imod jernbanens hårdhændede forsøg på at gøre krav på hans ranch, og så den berygtede og lovløse bandeleder, Ben Wade, som tilsyneladende er uden moral og ikke skyr nogen midler for berigelsens gunst. Således er landevejsrøverier af skarpt bevogtede diligencer noget, der hører til hverdagens orden i det afsidesliggende lillebysamfund, Brisbee.

Det kan være genstand for diskussion, om nutidens westerns pinedød skal bibevare et fastlåst greb om traditionerne og ignorere fornyelse af nogen som helst art. Dog kunne det have gavnet “3:10 to Yuma” med et friskt pust, for i sig selv har filmen ikke meget nyt at traktere med, men holder sig til de vante rammer, og selve opgøret mellem to mænd, der er deres egne lykkes smede, forekommer også en smule banalt. Evans er økonomisk en hårdt presset mand, da tørken er slået fejl, og der er økonomisk bud efter hans elskede jord. Derfor melder han sig beredvilligt som oppasser med en løsesum i sigte, da Ben Wade netop tages til fange, og der er brug for mænd af den rette støbning til at føre forbryderen på sin vej mod galgen i statsfængslet Yuma.

Det er imidlertid ikke kun økonomiske overvejelser, der ligger bag beslutningen for den etbenede ranchejer – det andet ben mistede han i borgerkrigen ikke mange år forinden. Børnene ser ikke op til deres far, og særligt den ældste – William – håner faderens manglende mod. Men med den impulsive fangetransport ses en mulighed for oprejsning. Trods enkelte veludførte opgør, hvor kuglerne flyver om ørerne på de implicerede, og grænsen mellem liv og død hurtigt udviskes, keder “3:10 to Yuma” et ganske betragteligt stykke af vejen. Der mangler simpelthen dynamik, og først meget sent i filmen udvikler der sig – imellem de to mænd – en særlig kemi, som til gengæld bærer de døende minutter flot i mål. Lynet er langt om længe slået ned.

Med det sagt er hårdheden og det golde ved nybyggerlivet i den amerikanske udørk godt skitseret og i øvrigt vel repræsenteret i en af de væsentligste biroller ved legendariske Peter Fonda, som nok bedst huskes for at beride de motoriserede hestekræfter i “Easy Rider” (1969), men her har han skiftet metal ud med en mere lebendiggjort varmblodsudgave. Han står dog ikke distancen, og det er også fortrinsvis de to bærende roller, der har fokus. Heri finder vi Christian Bale og Russell Crowe, som er ulasteligt sammentømret i længere passager og med tilpas afmålt coolness og attitude eksekverer deres respektive karakterer i et univers, hvor regulær overlevelse er dagens ret.

Menneskets møde med naturen er nemlig trukket i forgrunden, og faren ved at transportere en straffefange frem til den fangetransport, som på et designeret klokkeslæt skal køre Ben Wade det sidste stykke vej mod galgen – heraf filmens titel – synes minimal i forhold til jernbanens ekspropriering og indianernes aggressiviteter, om end den tilfangetagne bandeleders egne og dedikerede folk også gør deres til at befri deres anfører. Trods et traditionelt præg er “3:10 to Yuma” velfortalt og underholder særligt i den anden og bedre halvdel. Fornægtes kan dog ikke et par løse ender, og den kortvarige sidehistorie mellem Ben Wade og en bordelmutter virker kluntet og forløses i øvrigt aldrig.

“3:10 to Yuma” er smuk og indtagende at se på, og de panoramiske vidder og kulisseagtige landsbyer gør sig godt i baggrunden, når menneskets møde med naturen mytologiseres, og hvor kun mænd med det rette mod trækkes i forgrunden som ikoner. Men spørgsmålet er, om det er en opgave Dan Evans overhovedet evner at løfte, når han konstant er prygelknabe for den hovmodige jernbanebestyrelse, skortes af sine drenge og desuden humper rundt på et ben. Men lige præcis der har James Mangold haft fat i noget rigtigt og inden for et traditionsbundet og på sin vis forudsigeligt spændingsfelt skabt en almengyldig og væsentlig fortælling.

Video”3:10 to Yuma” eksekveres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som dog rummer en anseelig del tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener. Derudover er der dog ikke nævneværdige eksempler på digitale forstyrrelser, blødhed eller udtværinger, og både kontrast og farver gør sig glimrende.

AudioEn tand bedre er ikke desto mindre lyden, der ikke kan sættes en finger på. Den afspilles nemlig i de engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor og DTS ES 6.1-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er tydelig og uden en snert af overstyringer. Højtalersystemet kommer i øvrigt til sin fulde ret, når atmosfæren med sine mange distinkte effektlyde og lydpanoreringer afsløres i et rent sansebombardement for øregangene, som særligt gør sig gældende i filmens vellykkede skuddueller.

EkstramaterialeDer er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Effektiv men klassisk westernUd over få punktnedslag, som f.eks. de bedste af Sergio Leones spagettiwesterns, Clint Eastwoods dekonstruktion af genren med “De nådesløse” eller den seneste “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” så har westerns for undertegnede været lig med stiliserede forsøg på at glamourisere den myte, som er USA’s barndom. Hos koryfæer som Ford og Hawks er det vilde vesten blevet synonym med sort/hvide stereotyper af ejegode ranchers, heltemodige gunslingers og skalperende rødhuder, og John Wayne lagde om nogen billet ind på definitionen af den amerikanske helt. Med “3:10 til Yuma” har James Mangold kreeret en underholdende, men også ganske stereotyp western, i familie med senere tiders forsøg på at kopiere the good ol’ boys, så som “Open Range” eller “Wyatt Earp”.

Kvægavleren Dan Evans er i pengeproblemer, da jernbanen vil have hans grund, som han i forvejen har forgældet, og derfor tager han imod tilbuddet om at eskortere den berygtede forbryder Ben Wade til den nærmeste by, hvor han skal sættes på toget mod fængslet i Yuma. Med sig har Evans en række lovhåndhævere, men Wades bande har ikke tænkt sig at lade deres leder blive først bag lås og slå. Undervejs på den farlige færd kommer bondemanden og bankrøveren tættere på hinanden, men trods at oddsene langsomt arter sig i Wades favør, så har Evans i sinde at fuldføre sin opgave, koste hvad det vil.

“3:10 til Yuma” er en genindspilning af originalfilmen fra 1957, der byggede på forfatteren Elmore Leonards novelle. Leonard er nok mest kendt for sine lurvede forbryderromaner, der har lagt grund til f.eks. “Jackie Brown” og “Out of Sight”. Hans pulpede univers gør sig dog også ganske glimrende i det gamle, støvede vesten, hvor en mand er en mand, og en kvinde som regel står for det erotiske eller kulinariske indslag. I hænderne på instruktøren James Mangold, der senest gjorde sig bemærket med et andet Americana-klenodie – Johnny Cash i filmen “Walk the Line” – er der tale om en western efter alle kunstens regler, og er man fan af genren, vil man ikke gå forgæves.

Det mærkes dog på manuskriptsiden, at forfatterne ikke just er vandt til at takle tunge emner eller nuancerede problemer (de to herrer har bl.a. “2 Fast 2 Furious”, samt genindspilningen af “Klatretøsen” på deres cv), og derfor bliver konflikten og kontrasten mellem de to hovedroller heller ikke synderligt spændende. Man har valgt Russel Crowe til at spille den karismatiske forbryderlegende Wade, men har undladt at gøre ham for usympatisk, trods karakterens fortid, hvilket nok skyldes skuespillerens efterhånden cementerede popularitet. Wade er egentlig et ubehageligt menneske, men hans ugerninger legitimeres i filmen ved i stedet at iscenesætte de fleste af hans modstandere som dumme svin. Den etiske kamp, som kunne have manifesteret sig mellem Crowes Wade og Christian Bales ejegode Evans, og som kunne have nuanceret begge karakterer, ender i stedet i en noget søgt syndsforladelse for Wades part, hvor de to som en anden Butch Cassidy og The Sundance Kid flygter gennem kugleregn fra lovmænd og Wades bande, for at nå det omstridte tog.

Generelt holdes det klassiske (og i visse henseender noget gammeldags) plot dog flot i gang af de veloplagte skuespillere, hvor Bale gør sit for at gøre sin skabelon af et ideal til en troværdig karakter, mens de mest fornøjelige stunder er i selskab med en diabolsk Ben Foster i rollen som Wades uhyggeligt trofaste håndlanger, samt Peter Fondas sejlivede Pinkerton-sherif. At Evans’ irriterende søn skal blandes ind i løjerne er dog en handlingstråd, som man godt kunne have undværet.