Der er en bombe i ovnen

“Abduction” bliver ganske vist udsendt som en action-thriller, men mens man overværer den, kan man godt få en mistanke om, at den i virkeligheden burde have været markedsført som en komedie. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været til en pressevisning, hvor så mange tilskuere lo så højlydt.

Ingen af de grin var ganske vist tiltænkt fra filmskabernes side, og de skyldes ikke mindst en ekstremt klodset dialog; figurer, der opfører sig meningsløst; og sidst, men ikke mindst fra “Twilight”-stjernen Taylor Lautners mimik – eller rettere komplette mangel på samme.

Her spiller han en ganske almindelig teenager ved navn Nathan, der fra den ene dag til den anden får sin virkelighed vendt på hovedet, da han genkender sit eget ansigt på en webside for bortførte børn og opdager, at hans forældre i virkeligheden ikke er hans rigtige forældre. I stedet viser Nathan sig at være en vigtig brik i en international konspiration, og snart er både nogle lejemordere og CIA i hælende på knægten, der må flygte over stok og sten. Vores unge helt er imidlertid velbevandret i kampsport, for til alt held har hans “falske” far alle disse år holdt knægten i form med sadistisk træning – bare lige for det tilfældes skyld, at han en dag skulle blive jagtet af efterretningstjenesten.

Filmen er instrueret af John Singleton, der slog igennem helt tilbage i 1991 med “Boyz n the Hood”, men som ikke siden har imponeret synderligt, og der er heller ikke de store guldkorn at finde i denne omgang spion-film. Denne genre er godt nok proppet med tvivlsomme historier, men alligevel er historien i “Abduction” noget af det mest absurd-idiotiske vås, man kan tænke sig. Den er tilsyneladende sat sammen i tryg forventning om, at dens publikum er for ubegavet eller travlt optaget af at sms’e undervejs til at gennemskue de endeløse selvmodsigelser og meningsløse forviklinger. Dertil skal så lægges uendelige rækker af ufrivillig komisk dialog, der ville passe perfekt ind i en “Høj pistolføring”-film, men som her leveres uden antydningen af ironi. Min personlige favorit må uundgåeligt være ”Der er en bombe i ovnen!”

Hvor “Twilight”-serien lader Taylor Lautner stå lidt i baggrunden som en bi-figur, hvis rolle stort set består i at se ulykkelig ud, så er han denne gang i front i hovedrollen, og fra første scene er det pinefuldt tydeligt, at han ikke bringer stort andet end mavemuskler til filmen. Teenagestjerner får tit på puklen for deres manglende skuespilstalent, men jeg kan i al oprigtighed ikke erindre en af slagsen med en så komplet mangel på ansigtsudtryk som Lautner. Selv Channing Tatum er den rene Alec Guinness ved siden af. Som kompensation har Singleton omgivet Lautner med pålidelige navne som Alfred Molina, Sigourney Weaver, Jason Isaacs og sågar svenske Michael Nyqvist fra “Mænd der hader kvinder”, men eftersom ingen af deres roller er meget mere end lange cameos, slår det til som en skrædder i helvede.