Filmen”Adams æbler” er en historie om det gode imod det onde. Ved filmens start er man ikke i tvivl om hvem der er ond og hvem der er god. Nynazisten Adam (Ulrich Thomsen) skal udsluses fra fængslet ved at yde samfundstjeneste i en lille dansk kirke på landet, ledet af præsten Ivan (Mads Mikkelsen). Adams opførsel og udstråling siger alt… han er OND. Den joviale og evigglade præst Ivan er jo godheden selv. Eller hvad?

Man skal ikke skue hunden på hårene og i løbet af filmen vil det gå op for både publikum og filmens hovedperson Adam, at det ikke er helt så åbenlyst endda. Ivan har nemlig et ret forkvaklet syn på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. For ham er alt sort og hvidt og han er overbevist om at djævelen er ude på at teste Adam. Der opstår et rivaliserende forhold imellem de to. Ivan forsøger at overbevise Adam om sin tro, imens Adam blot forsøger at knække Ivan og hans rolige gemyt. Og det er et slag der ikke nødvendigvis ender som man tror.

De to hovedpersoner får følgeskab af indvandreren Khalid (Ali Kazim), der røver tankstationer, alkoholikeren Gunnar (Nicolas Bro) og den deprimerede journalist Sarah (Paprika Steen). Det er et ret broget persongalleri og det er klart til filmens fordel. Alle karaktererne viser ubehagelige sider af deres personligheder og der er som sådan ikke nogen helt eller skurk i filmen. Skal man sætte den på spidsen kan man argumentere for, at den person i filmen som er mest normal og som ser realistisk på verden, er nynazisten Adam. Og det er jo en skræmmende tanke.

Filmen har nogle af de i øjeblikket mest populære danske skuespillere på rollelisten, og det er både godt og skidt. Godt fordi niveauet af skuespillet er rigtigt højt og skidt fordi det er lidt træls at se på de samme ansigter igen og igen og igen. Det er især et problem for Mads Mikkelsen der, uden at kunne gøre for det, spiller næsten den samme rolle som han gjorde i “De grønne slagtere”. Det lugter lidt for meget af genbrug både fra Mikkelsens side, men også fra manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens side.

Anders Thomas Jensen har også instrueret filmen, der er hans tredje spillefilm. Han debuterede med “Blinkende lygter” og fulgte op på succesen med “De grønne slagtere”. Genren er endnu engang den sorte komedie og det er både godt og skidt. Godt fordi Anders Thomas Jensen er i stand til at skrive hylende sjove scener og bidende skarp dialog. Skidt fordi de tre film ligner hinanden en kende for meget. Lidt fornyelse ville klæde Hr. Jensen.

Ser man bort fra den lille snert af genbrug, så er “Adams æbler” en rigtig god og sjov film, der byder på komedie blandet med lidt mere alvorlige emner. Filmen behandler disse emner med sort og morbid humor og selv filmens (meget) voldelige scener er i stand til at frembringe latter. De serveres på en sådan måde, at man simpelthen ikke kan lade være. Så man skal nok have en lidt speciel form for humor for at kunne nyde “Adams æbler”, men har man det er filmen absolut værd at tage et kig på.

Video”Adams æbler” præsenteres på billedsiden af et anamorphic widescreen transfer i 2.35:1 aspect ratio. Filmen udspiller sig på landet og de grønne marker fremstår spillevende. Ligeledes er der en del mørke scener, med gode detaljer i skyggerne. Generelt kan det dog siges at filmen har et lidt tåget look hvilket går lidt ud over detaljegraden. Artefakter, kompressionsproblemer eller edge-enhancement er dog ikke at spore i scenerne og alt i alt er det et rigtig godt transfer vi har med at gøre.

AudioPå lydsiden er der to lydspor i hhv. Dolby Digital 5.1 og DTS. Det er ikke en film som lægger op til de vilde action sekvenser og det høres især på surround højtalerne, som primært bruges til filmens soundtrack, med enkelte lydeffekter i ny og næ. Subwooferen er dog godt repræsenteret, både igennem musikken men også i nogle af filmens uvejrsscener hvor det buldrer og brager godt. Dialogen er placeret vel i centerhøjtaleren og der er ingen støj eller susen at høre.

EkstramaterialeEkstramaterialet er en smule skuffende og ret begrænset i omfang. Først og fremmest er der et “Bag om filmen” program på ca. 25 minutter som fortæller om filmens oprindelse og skabelse. Programmet indeholder interviews med bl.a. Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsen, og hører bestemt til i den lette ende. Dernæst er der en række slettede scener, som ikke bibringer noget synderligt til filmen og endelig er der en opskrift på æblekage, skrevet af Claus Meyer.

Siger man “dansk film” er det efterhånden næsten umuligt ikke at følge det op med navnet Anders Thomas Jensen. Trods det at han indtil nu kun har instrueret tre spillefilm, er han alligevel en af Danmarks mest veletablerede personer i filmbranchen. Kigger man tilbage på de sidste 5-6 års største danske succeser, har Anders Thomas Jensen bogstaveligt talt haft sine fingre med i tilblivelsen af stort set dem alle i form af manuskriptforfatter. Listen er lang og tæller blandt andre “I Kina spiser de hunde”, “Mifunes sidste sang”, “Rembrandt” og “Brødre”. Nu er han tilbage med sin tredje film som instruktør, “Adams æbler”, som traditionen tro er en komedie af den sorte skole.

Skulle man være i tvivl, når man sætter sig trygt tilrette i biografsædet, gøres tvivlen til skamme allerede i filmens første sekunder – dette er med sikkerhed en Anders Thomas Jensen-film. Se blot på rollelisten: Nicolas Bro, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Ole Thestrup, Nicolaj Lie Kaas og Thomas Villumsen – sidstnævnte dog i en lille og ukrediteret rolle. Et stjernecast af dimensioner – efter danske forhold – men om filmen lever højt på det eller lider under det, må afhænge af hvor træt man er af gengangeriet i dansk film.

På trods af at flere af skuespillernes medieskabte ikon-personligheder efterhånden er blevet større end de karakterer de spiller, er det alligevel lykkedes at stable nogle ganske troværdige figurer på benene. Ulrich Thomsen spiller en forstyrret og vred mand, som med stærk bitterhed opfatter hele verden som værende imod ham. Thomsen gør det godt – ligesom han har gjort det før. Ole Thestrup er det sære comic relief og Nicolas Bro den usle taber. Lige efter bogen og sædvane. Mads Mikkelsen bliver dog ved med at imponere og overraske. Hans karakter, Ivan, minder måske en smule om Sven Sved fra “De grønne slagtere”, men han er overbevisende, og som sædvanlig er den komiske timing i top.

En klassisk forfatterteknik er at fange sit publikum fra starten af. Anders Thomas Jensen er en mester på det punkt. De første 10 minutter af “Adams æbler” er hysterisk morsomme, og Jensen gør brug af sine skarpeste virkemidler – de velskrevne, vittige dialoger og de små akavede situationer personerne imellem. Problemet i filmen er bare, at resten af historien ikke helt lever op til de forventninger, som stables på benene. Næsten al komikken fyres af på ingen tid, og når først karaktererne er introduceret, bliver man som publikum ikke rigtigt interesseret i at kende dem under overfladen. Hvilket man i flere af tilfældene heller ikke kommer til.

Det er dejligt at se, at dansk film er ved at have trukket sig fri af dogme-regimets mangel på billedæstetik. Anders Thomas Jensen (i følgeskab af fotografen Sebastian Blenkov) er med de
dystre og tungsindige billeder i “De grønne slagtere” og “Adams Æblers” en forgangsmand i denne udvikling. Ligesom Nicolaj Arcels “Kongekabale” er filmen meget inspireret af det amerikanske mainstream-udtryk. Det har dog også sin negative side i form af musikken. Alle stemninger underbygges af halvkedelig klassisk musik, og man får næsten fornemmelsen af, at Anders Thomas Jensen har været bange for, at visse scener ikke ville virke uden musikkens pointering.