Schlap af en movie!

Der er sommersmukt i et solbeskinnet Brøndby Strand. Tilsæt lidt flere fuglefløjt og blå kaffekander, og det ville ikke være overraskende at se den originale rebel, Poul Reichardt, cribwalke rundt om hjørnet med et smørret smil, fløjtende sin seneste banger. Historiefortællingi “Ækte Vare” er nogenlunde lige så radikal som Morten Korch, men Poul er trukket i den store hættetrøje, og “Er du dus med himlens fugle” har fået en tungere bas. Vi er stadig i lille Danmark, men der er andre problemer, end hvem der skal arve gården og have lille Toves hånd. De forandrede vilkår er ikke hovedfokus i Fenar Ahmads nye film, men i kraft af sine øjebliksbilleder fra en af Danmarks ghettoer lader den alligevel sin simple historie med nogle skarpe patroner af social kritik.

Bedst udtrykt i de første linjer af Gillis “Knokler Hårdt”, der løber som en rød tråd gennem filmen:
”Sorte penge fuck SU
Gjort det længe, det glemt nu
Fuck industrien og vær kendt nu
Gør det til gaden og ghettoen.”
Held og lykke med at gøre EU’s patentdomstol til det anliggende som samler nationen. Der er egentlig ikke så megen vrede rettet imod systemet, snarere en attitude af: ’Når I er ligeglade med os, er vi 100 gange så ligeglade med jer.' Så Mikael og hans venner passer sig selv derude i Brøndby Strand. Småskænderier, smårapserier, små rap-battles. Daymer, drix og lidt parrash Obama. Det er først da den populære rapper Apollo opdager ham og gør ham til tekstforfatter, at der kommer lidt ild i den unge mands øjne. Den ældgamle kamp imellem succes og sell-out går i gang.

Det er set før og kunne sagtens illustreres i en fire minutters musikvideo. Og æstetikken spiller også op til hiphoppens mange klichéer: Køreture i store, sorte biler i lækker slow-motion. Løbeture væk fra knæk i mindst lige så lækker slow-motion. Men der er grund til at glæde sig over, at Fenar Ahmad ikke har villet nøjes med at blive delt på Youtube.

Filmen skubber stille og roligt sine personer fremad og skaber et miljø, der ikke er falsk farligt eller overdrevet. Der er en god portion autenticitet i samspillet mellem vennerne, der kæmper for at skabe noget sammen, men er for gode til at distrahere hinanden. Mange af replikkerne er improviseret frem af hovedrolleindehaverne, der for de flestes vedkommende ikke er skuespillere, men musikere. Gilli spiller selv Mikael, og han er omgivet af sit rigtige crew: BennyJams, Sivas og en masse andre, der giver musikken en lige så stor plads som historiefortællingen. Det er ikke en biografisk film, men ligesom virkelighedens fissehuls-sensationer er beats og rim den ægte vare. Helt modsat Apollo, der læner sig op ad Mikael og håber på, der smitter noget farlig streetkredit af på hans alt for rene wife-beater. Det mindst hårde i verden er konstant at råbe om, hvor hård du er.

“Ækte Vare” smider ikke om sig med pistoler og biljagter i et forsøg på at byde sig til. Som en sand gangster hviler den i skyggerne og venter på de rigtige tidspunkter til at spille sine kort. Den centrale konflikt er ikke voldsomt interessant, men det er til gengæld stemningen og det perfekt flabede lydspor fra den sorteste sorte undergrundsmuld. Der er en rugende uro under den tunge bas, som går igen i hovedpersonernes jagede blik. Lige om lidt eksploderer det hele lige i synet på dig. Næverne knyttes, musklerne strammes og uvisheden om, hvornår den hårdtspændte atmosfære udløses, bliver til et næsten fysisk ubehag. At de store brag faktisk udebliver, er bare med til at underbygge stilstanden og desperationen. Der er måske en vej ud, men oftest ender drengene med at sparke og slå i en virkelig tung dyne af Brøndby Strand’sk beton.