Æsketroldene
Udgivet 11. sep 2014 | Af: paideia | Set i biografen
“Æsketroldene” beviser desværre, at selv de bedste intentioner nogle gange ikke er nok. Det er den nyeste film fra animationsstudiet Laika. I en verden, hvor 3D-animation dominerer, har de specialiseret sig i noget så gammeldags som stop-motion-animation. Og de har endda succes med det. De har tidligere lavet “Coraline” og “ParaNorman”, der har fået stor ros og i øvrigt begge er blevet nomineret til en Oscar. “Æsketroldene” bliver muligvis deres store kommercielle gennembrud, men det vil i så fald ikke være på grund af den forvanskning af filmen, jeg så.
Iscenesættelsen bugner af overskud og skaberglæde. Man har konstant lyst til at stoppe op og nærstudere baggrund eller figurerne. I Ostebroby bydes der på overfyldte osteborde, filmens skurk i dametøj, indviklede Storm P-maskiner, kunstfærdigt udformede dragter og en masse andet, der pirrer nysgerrigheden. Den mindede mig om en lidt mere eventyragtig version af Tim Burtons verdener. Figurernes ansigter er utroligt udtryksfulde, hvilket bl.a. er et resultat af Laikas nyskabende brug af 3D-printning, der gør det meget nemmere og hurtigere at producere dem. Lige så meget energi og kærlighed, som der er lagt i karakterernes fysiske fremtoning, har man fra produktionsselskabet lagt i stemmerne.
De ydre problemer truer med at tage al opmærksomhed fra den fint fortalte historie om, hvordan forældre aldrig lytter til deres børn, og at familie ikke nødvendigvis er noget biologisk. Hovedpersonen, Æg, opfostres af æsketroldene, mens indbyggerne i Ostebroby ihærdigt forsøger at udrydde dem. Da Æg møder den forbløffende blodtørstige datter af byens overhoved, viser det sig, at verden ikke helt er, som alle gik rundt og troede. “Æsketroldene” lægger uden forbehold sin sympati og identifikation hos børnene, hvilket både er et sympatisk og klogt greb. Alt for mange animationsfilm har så travlt med at underholde forældrene, at de glemmer børnene, men “Æsketroldene” holder fast på sit primære publikum, mens den stadig leverer skæv humor og indforståede referencer til de voksne.
Som anmelder kan jeg kun bedømme, hvad jeg rent faktisk har set i biografen. I dette tilfælde er det utroligt ærgerligt, at elementer, som filmskaberne ikke rigtigt har kunnet kontrollere, har en stor, negativ effekt på filmoplevelsen. Hvis man har mulighed for det, vil jeg anbefale, at man opsøger en engelsk udgave af filmen og i hvert fald undgår 3D-visningerne. Ellers er jeg bange for, at man vil blive slemt skuffet. Det betyder sandsynligvis, at filmen aldrig får den succes i sin målgruppe, som den i grunden fortjener, hvilket er synd, men man kan kun håbe på, at Laika fortsætter med at lave fantastiske børnefilm, som så forhåbentlig bliver bedre behandlet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet