Ai Weiwei The Fake Case

InstruktionAndreas Johnsen

MedvirkendeAi Weiwei

Længde86 min

GenreDrama, Dokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen30/11/2013


Anmeldelse

Ai Weiwei The Fake Case

5 6
Ai Weiweis tilstand og Kinas stilstand

Et par gange i Andreas Johnsens ret fantastiske “Ai Weiwei The Fake Case” nævner Ai Weiwei, at mennesker, der bor uden for Kina, aldrig helt vil kunne forstå hverdagen under det kommunistiske styre. Så selv om kameraet kommer utroligt tæt på den kinesiske verdensstjerne, nedskyder hovedpersonen selv forestillingen om, at en undersøgende dokumentar kan bringe sine tilskuere tættere på sandheden. Filmens kvaliteter ligger snarere i dens evne til at dokumentere og indgå i Ai Weiweis personlige projekt, der også er gået hen og blevet en slags forbandelse for ham.

Ai Weiwei vil ikke trues til tavshed. Udfordringen tages ellers i dén grad op. Ikke kun af regeringen med dens politiagenter og kontrolopkald – alle vil vide, hvad han laver. Den aften, manden kommer hjem efter 80 dages fængsling med to soldater som sove-, spise- og skidekammerater, venter Johnsen og adskillige andre journalisthold allerede med deres kameraer. Klar til optagelse. Kommunistpartiet vil have deres daglige afrapportering, og verdenspressen vil have sin historie.

Det enorme pres, som Ai Weiweis lille familie oplever, sætter filmen i historisk kontekst ved at interviewe hans mor, der så sin intellektuelle mand blive fængslet for over 50 år siden. Hun er selvfølgelig bange for, at historien gentager sig, men det er, som om de følelser ikke helt bliver konkrete på trods af frygtsomme blikke og hændervriden. Bedre skildret er samarbejdet med kunstnerkolleger, der nervøst følger hans eksempel, samt nogle seriøst morsomme møder med en amerikansk gallerist, som faktisk ikke har forstået en skid af det hele.

Fair nok, det er efterhånden også en temmelig kompleks situation. Regeringen overvåger ham, men Ai Weiweis kunst og eneste våben består samtidig i at vise sig frem. Den dobbelthed følger ham filmen igennem, og det er her, det begyndte at vende sig i mig. For kunstneren mister langsomt kontrollen, og mennesket bag må se passivt til under stadigt tungere øjenlåg, mens han bliver forfulgt og fotograferet op i en krog. Flere gange beder han journalister stoppe deres spørgsmål. Han falder i søvn midt under en samtale med en god ven. Selv Johnsens blidt vuggende linse lader til at irritere ham.

Vi møver os alle ind på ham, og til sidst oplevede jeg et fysisk ubehag ved alle de kameraer og smartphones, der konstant er i billedet. Kampen for retfærdighed glider i baggrunden, og man ønsker egentlig bare Ai Weiwei lidt fred. Den må han selv finde – freden. Den venlige mand viser selv vejen ved at skrige politiet lige op i ansigtet, så ingen for én gangs skyld er i tvivl. Slut med skjult kritik, poetisk fuglefrøs-kunst og sarkastiske essays om Beijing. Skrid ud af min forhave, panser!

Jeg må jo nok erkende, at han har ret ham Ai Weiwei. Ingen kan forstå Kina. Og dem, der ønskede en lærerig tur rundt om en af verdens vigtigste kunstnere, må også blive lidt skuffede. Nej, den helt store styrke ved “Ai Weiwei The Fake Case” er den kvalme (jo sgu!), den giver dig over medierne og deres begrænsninger i et spørgsmål som dette. Vi kan som nysgerrige, vidende mennesker forsøge at trænge ind med vores kameraer og dokumentere og analysere osv. osv. osv… men selv hvis vi gør vores arbejde rigtig godt, som her, ender vi med at slå hovedet mod en kinesisk mur. Ømme i skallen kan vi så “trøste” os med en lidt større indsigt i lammelsen og frustrationen, der kommer af aldrig at have haft, og ikke vide, om man nogensinde får sin egen frie stemme.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Da den verdensberømte kunstner Ai Weiwei løslades efter 81 dages isolation i et kinesisk fængsel, er han kun en skygge af sig selv. Han lider af søvnproblemer og hukommelsestab, hans hjem og studie overvåges af 18 kameraer og konstant politiopbud, og han er underlagt massive restriktioner. Journalister, kunstverdenen og hans familie gør alle krav på opmærksomhed, og oven i dét anklager den kinesiske stat ham for gigantisk skattesnyd i millionklassen – en sag han døber “The Fake Case” på grund af de åbenlyse falske forudsætninger og anklager. Da almindelige kinesere kaster pengesedler ind over Ai Weiweis overvågede mure for at støtte ham i skattesagen, giver det Ai Weiwei fornyet tro på, at Kina står over for forandring. En forandring han vil kæmpe til det sidste for at se ske.