Ai Weiwei The Fake Case
Udgivet 28. nov 2013 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Et par gange i Andreas Johnsens ret fantastiske “Ai Weiwei The Fake Case” nævner Ai Weiwei, at mennesker, der bor uden for Kina, aldrig helt vil kunne forstå hverdagen under det kommunistiske styre. Så selv om kameraet kommer utroligt tæt på den kinesiske verdensstjerne, nedskyder hovedpersonen selv forestillingen om, at en undersøgende dokumentar kan bringe sine tilskuere tættere på sandheden. Filmens kvaliteter ligger snarere i dens evne til at dokumentere og indgå i Ai Weiweis personlige projekt, der også er gået hen og blevet en slags forbandelse for ham.
Det enorme pres, som Ai Weiweis lille familie oplever, sætter filmen i historisk kontekst ved at interviewe hans mor, der så sin intellektuelle mand blive fængslet for over 50 år siden. Hun er selvfølgelig bange for, at historien gentager sig, men det er, som om de følelser ikke helt bliver konkrete på trods af frygtsomme blikke og hændervriden. Bedre skildret er samarbejdet med kunstnerkolleger, der nervøst følger hans eksempel, samt nogle seriøst morsomme møder med en amerikansk gallerist, som faktisk ikke har forstået en skid af det hele.
Vi møver os alle ind på ham, og til sidst oplevede jeg et fysisk ubehag ved alle de kameraer og smartphones, der konstant er i billedet. Kampen for retfærdighed glider i baggrunden, og man ønsker egentlig bare Ai Weiwei lidt fred. Den må han selv finde – freden. Den venlige mand viser selv vejen ved at skrige politiet lige op i ansigtet, så ingen for én gangs skyld er i tvivl. Slut med skjult kritik, poetisk fuglefrøs-kunst og sarkastiske essays om Beijing. Skrid ud af min forhave, panser!
Jeg må jo nok erkende, at han har ret ham Ai Weiwei. Ingen kan forstå Kina. Og dem, der ønskede en lærerig tur rundt om en af verdens vigtigste kunstnere, må også blive lidt skuffede. Nej, den helt store styrke ved “Ai Weiwei The Fake Case” er den kvalme (jo sgu!), den giver dig over medierne og deres begrænsninger i et spørgsmål som dette. Vi kan som nysgerrige, vidende mennesker forsøge at trænge ind med vores kameraer og dokumentere og analysere osv. osv. osv… men selv hvis vi gør vores arbejde rigtig godt, som her, ender vi med at slå hovedet mod en kinesisk mur. Ømme i skallen kan vi så “trøste” os med en lidt større indsigt i lammelsen og frustrationen, der kommer af aldrig at have haft, og ikke vide, om man nogensinde får sin egen frie stemme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet