Lige siden Ridley Scott pustede nyt liv i “sværd-og-sandal”-filmen med “Gladiator” er der mange der har prøvet, at gøre ham kunsten efter eller bare forsøgt at ride med på succesens bølge. Således har vi indenfor de sidste par år været vidne til en del livtag med de sværdsvingende helte i film som “Kong Arthur”, “Troja” og nu seneste skud på stammen: “Alexander”, om erobreren Alexander den Store. Fælles for dem alle er, at de forsøger at blande myte med realisme, og Oliver Stones film er ingen undtagelse. Det synes dog at være nærliggende for instruktøren, som før har provokeret filmpublikum med sine skarpe afmytificeringer af store legender, som John F. Kennedy i “JFK” eller Richard Nixon i “Nixon”. Men i “Alexander” er det som om Stone ikke kan bestemme sig for hvad han vil – er det en episk tragedie eller er det et forsøg på at fortælle den sande historie om manden bag myten?

Der er ellers ikke sparet på de store armbevægelser. Både filmens overdådige billedside, de smukke landskaber, de eksotiske kostumer og den svulstige musik (Vangelis, der dog ikke leverer nogle ørehængere a la “Blade Runner”-temaet) er mere end nok til at understrege, at her er der tale om en storfilm. Men selve historien følger desværre ikke trop. Filmens fortæller – en af Alexanders trofaste generaler Ptolemy – der som gammel fortæller historien om hvem hans herre virkelig var, understreger nemlig fra starten af, at Alexander er den mest fantastiske, utrolige, spændende, ja næsten gude-agtige person som nogensinde har levet. Problemet er bare, at historien om hans liv som den fortælles ikke er synderlig interessant og efterlader en med en fornemmelse af, at man blev lovet for meget.

På en længde af næsten tre timer er det forunderligt, at der ikke vises mere end to store slag, når man tænker på hvor mange krige han udkæmpede og man får derfor heller ikke opfattelsen af, at han er nogen legendarisk general. Derimod ser man ham begå fatale fejl i begge slag, hvilket ikke just forstærker dette ideal. Han omtales ofte som søn af Zeus og ser sig selv som Herkules’ overmand, men filmen viser aldrig rigtig denne påståede overlegenhed. Stone gør ellers alt for at vi skal fange denne sammenligning, ved hele tiden at vise vægmalerier af sagnhelte som Alexander sidestilles med. På den måde er der lagt op til en tragedie, der forudsiger sig selv, og publikum skal hele tiden mindes om hvilken undergang som lurer forude. Det er en skam at han ikke nøjes med at antyde dette subtilt, men i stedet vælger at slå alting fast med syvtommersøm. At filmen starter med ordene “Lykken står den kække bi” virker derfor også malplaceret, da der snarere burde have stået “hovmod står for fald”, som er filmens tydelige tema.

Men hvor tragedien skæres ud i pap, så er Stone ikke nær så rundhåndet hvad angår karakterbeskrivelserne og deres interne forhold. Ofte er personernes motivationer og handlinger inkonsekvente og stærkt modstridende. F.eks. undrer man sig over hvorfor Alexanders far, Phillip, det ene øjeblik forbander sin søn, det næste beundrer ham næsegrus, derpå slår hånden af ham, for umiddelbart efter at fortælle ham, at alt er i orden. Den samme inkonsekvente adfærd melder sig hos Alexanders forhold til sin mor Olympias, som han i en scene hader og i den næste elsker. I det hele taget er Alexanders motivationer og ambitioner ikke særlig tydelige. Er hans fortale for imperialisme begrundet ud fra naive idealer om alle racers fredelige sameksistens eller er dette blot hans Machiavelli-lignende skalkeskjul? Det er problematisk, at man ikke kommer rigtig ind under huden på den person som filmen netop forsøger at dissekere. Her er altså ikke tale om ambivalens, men om dårlige persontegninger.

Der spilles generelt godt over hele linjen – Colin Farrell leverer en solid præstation i titelrollen og især i takt med, at tragedien udfoldes træder han rigtig i karakter. Angelina Jolie er både smuk men også fandenivoldsk og dødeligt manipulerende som Alexanders mor, der har evner ud over det sædvanlige. Val Kilmer får et fortjent comeback til storfilmen i rollen som Kong Phillip, mens Rosario Dawson ikke leverer meget mere end en nøgen kvindekrop og en kraftig accent som Alexanders kone Roxane. Hvad angår Jared Leto, der spiller Alexanders elsker og gode ven Hephaiston, så er han lige lovlig fåmælt og Stone tør tydeligvis ikke gå linen helt ud i beskrivelsen af deres homoseksuelle forhold. Ikke engang et kys bliver det til, selvom der ellers lægges op til en interessant kærlighedshistorie, tsk, tsk… En anden ting som man lige skal vænne sig til er, at alle makedonere i filmen taler irsk (!), mens alle andre taler britisk eller engelsk med en tyk udenlandsk accent. Dette virker mange gange distraherende og generende for filmen.

Der er en god blanding af både drama og action i filmen, selvom der nok kunne have været flere kampscener. Disse virker nemlig rigtig godt, og idéen med at overskueliggøre kamppladsen ved at klippe mellem panoramabilleder fra luften og billeder af de enkelte hærenheder forsynet med stedsbeskrivelse, så vi ved at nu befinder vi os f.eks. på venstre flanke, fungerer fremragende. Også det fatale slag hvor Alexanders hær er oppe imod elefantryttere bliver visuelt levendegjort, da hovedpersonen såres og alle omgivelserne pludselig ses i et blodigt skær af rødt. Det bringer næsten tanker frem om Zhang Yimous film! Hvad angår filmens drama, så er dette heldigvis befriet for ironisk selvbevidsthed eller humoristiske elementer i form af anakronistiske one-liners etc. Selve strukturen, som er en lineær gennemgang af Alexanders liv fra barn til hans død, er også ret stringent (om end lidt langtrukken), med undtagelse af et pludselig umotiveret spring otte år tilbage i tid i anden halvdel af filmen. Der synes ikke at være nogen grund til dette løsrevne flashback, som i stedet bare virker forstyrrende og truer med at ødelægge filmens flow.