Går cyborgs på lokum? Det er det spørgsmål, jeg tager med mig videre fra manga-filmatiseringen “Alita: Battle Angel”.

Egentlig er det et andet spørgsmål, som James Cameron og Robert Rodriguez driver handlingen frem med: Hvem var Alita, før hun blev Alita?

Det uinteressante spørgsmål besvares delvist, men den store konklusion gemmes til en fortsættelse, der næppe bliver til virkelighed, når først Disney i fremtiden overtager den her bunke robot-skrot fra Fox.

Normalt er det et helt tredje spørgsmål, der behandles i cyborg-film. Hvad vil det sige at være menneske? Det spekulerede Scarlett Johanssons cyborg senest på i “Ghost in the Shell” – en langt bedre manga-filmatisering uden at være uforglemmelig.

Tilbage til mit spørgsmål. Jeg stiller det, fordi Alita konstant er sulten. Først spiser hun en appelsin, så en sandwich og endelig noget chokolade. Hvorfor? Hvor forsvinder maden hen i en robotkrop?

Spørgsmålet er altså ikke, om androider drømmer om elektriske får, men om cyborgs skal skide? Måske er det definitionen på det at være menneske? At lægge en lort.

I så fald er James Cameron meget menneskelig. Han har som producent lagt den her film-lort med et forsøg på at tørre den af på instruktør Robert Rodriguez. “Alita” stinker.

Rosa Salazar har i titelrollen af en eller anden grund anlagt sig et effekt-ansigt med øjne så store som en mangadukke, der ligner et menneske og ikke ligner et menneske på samme tid. Uhyggeligt!

Det giver ingen mening, fordi de øvrige indbyggere i Jernbyen ligner almindelige mennesker – med eller uden robotdele. Blandt andre drengen Hugo, som Alita straks young adult-forelsker sig i.

Han ligner et teenage-idol fra dengang, James Cameron var ung med bandana og læderjakke kørende på en svævende motorcykel. Hugo drømmer om at nå de riges by, Zalem.

Sådan har det været i enhver YA-film siden “The Hunger Games”, der begyndte oprøret fra District 12 imod Panem. Nu igen.

Vejen til Zalem går via Champions League i Motorball – en blanding imellem speedway og quidditch på rulleskøjter, der styres af Mahershala Alis gangster Vector, der styres af Nova, der også styrer Jennifer Connelly, der engang var gift med Christoph Waltz, der sammen havde den dræbte datter Alita, der nu er navnet på stykkets cyborg-pige.

Alita bliver nu Jæger-kriger, hvilket betyder konfrontation med Grewishka, der dræber en lille hund, som Alita redder i indledningen. Det skulle Grewishka aldrig have gjort, fordi der findes en Jæger-kriger med cyborg-hunde, som nu går John Wick på Grewishka, der arbejder for Vector, der fjernstyres af Nova, som er skurken i fortsættelsen, der aldrig kommer til at ske.

Heldigvis kan Alita ‘Panzer Kunst’, der kunne tyde på, at hun faktisk er en 300 år gammel kriger (måske titlens Battle Angel…), der bliver optimeret med FMR-teknologi, da hun tager på tilfældig gåtur med Hugo og vennerne til et nedstyrtet FMR-rumskib, som hun går ind i og finder en FMR-dragt, der gør, at hun både kan tæve Zapan med sværdet og vinde i Motorball, inden hun tilbyder sit FMR-hjerte til Hugo, der kysser hende i regnen. De young adult-elsker hinanden.

Alt dette skete, imens jeg bare spekulerede på, om Alita mon går på lokum? Som et ægte menneske.