Gamle billeder

“Alletiders kvinder” handler meget lidt om kvinder. I stedet får vi serveret et par indblik i teenage-drengen Jamies liv – og det endda kun overfladisk og i brudstykker for “Alletiders kvinder” er mest interesseret i at fremvise 1970’erne som et diasshow. Titlens kvinder reduceres i stedet til skiftende voice over-fortællere, der nostalgisk iscenesætter de gode, gamle dage: Hvor var 70’erne dog interessante, og se lige, hvordan tingene så ud dengang! Lyspunktet under overfladen er alletiders Annette Bening, når hun viser sig frem som mor til Jamie – i stedet for at fortælle og fortælle og…

Der er ellers flere tilløb til at komme ned under den nostalgiske overflade. Vi møder mor Dorothea og sønnen Jamie, der alene i det store hus lejer værelser ud til William og Abbie. Jamies far siger kun hej med fødselsdagskort og telefonopkald. Her kommer William ind i billedet. Hvordan bliver man en mand? Se på William, lyder beskeden til Jamie, og så står den ellers på maskulin nedrivning. ’This is like, really boring', sukker Jamie. Dybere bliver det aldrig. Boring!

Den originale titel, “20th Century Women”, slår den historiske tone an. Konkret er vi i 70’erne. Det kan dårligt ses. Det virker, som om instruktør Mike Mills har svært ved at fremkalde en svunden tid foruden de par trompetbukser, William render rundt i. Den øvrige tur i tidsmaskinen iscenesættes med gamle fotos efter gamle fotos. Det er som at være tilbage i folkeskolen til en kikset powerpoint-præsentation. Sådan så biler ud i 50’erne, sådan så en flot kvinde ud i 30’erne, ’Sådan så de ud,' fortæller Dorothea, mens vi ser en serie billeder af et punkband, Jamie er til koncert med.

Det er historiefortælling på den dovne måde. Vi ser ikke Dorothea have det svært med at opdrage en teenagesøn på egen hånd, det fortæller hun os. Det bliver bare en påstand. Ligesom at Jamie skulle have det svært med at finde sig selv som mand. Det vidste jeg heller ikke, før Dorothea fortæller det henover et foto af mænd fra 1930’erne.

Til gengæld ser det ud til, at skuespillerne har haft det sjovt med deres roller. I særdeleshed Bening som Dorothea strør om sig med citerbare linjer – og cigaretter. Jeg tror ikke, der er en eneste scene, hvor Dorothea ikke pulser løs, imens hun spyr bitter livsvisdom ud. Billy Crudup er lige så stærk som William, der spilles som en mand, der er splittet mellem jakkesæt og hippiemeditation. Nedrivning er hans mellemting for nu.