Alphabet
Udgivet 17. sep 2014 | Af: christian_jacobsen | Set i biografen
Med indføringen af den nye heldagsskole herhjemme og den medfølgende debat skulle man tro, der var tale om bestillingsarbejde, når “Alphabet” nu rammer biograferne. Dokumentaren leverer et kritisk blik på det moderne skolesystem og dets syn på læring og intelligens. Men trods sit vigtige budskab så begår den en elementær fejl i forhold til præsentationen af sit emne: Vi mangler modargumenter.
Og spejlingen med Kina er ikke ny. I nyere tid oplevede vi det i den danskproducerede dokumentarserie “9.z mod Kina”, der satte en almindelig leverpostejs-dansk skoleklasse op imod en kinesisk skoleklasse for at undersøge, hvem der var bedst. Og det blev tydeligt, at tests og paratviden måske ikke var alfa og omega på vejen mod den fremtidssikrede folkeskole. I “Alphabet” er man heller ikke i tvivl om, hvad holdningen er mht. den kinesiske tilgang til undervisning fra filmskabernes side. Billeder af endeløse rækker af skoleelever, terpende så det driver, og statistikker og fortællinger om de unges frustrationer og følelse af fortabelse i en verden, der har glemt at se på mennesket i kampen om de højeste tal, skyller ind over os. En scene, hvor en pavestolt mor fremviser en regulær vifte af hendes søn diplomer for diverse udmærkelser i skolen, gør særligt indtryk. Her ses det tydeligt, hvordan alt lige fra højdespring til matematiske evner er blevet til en industri for diverse vurderingsinstanser. Og da moren storsmilende hænger sønnikes medalje om hans hals, ses det tydeligt i drengens øjne, hvordan det glitrende sølv tynger ham, mens moren selv blafrer i skyerne af ren og skær fryd.
Der er langt fra Kinas snorlige rækker til den løsslupne boheme-stemning, der møder, da scenen skifter, og vi bliver introduceret for en tysk-fransk malerlærer og en mand ved navn André Stern. Førstnævnte introducerer os for sine malerklasser, der i store træk går ud på at lade børn være børn og skabe rammer for, at de kan udleve og udtrykke deres kreativitet. Men noget er begyndt at ændre sig, konstaterer han. Da han bladrer igennem mange års store samlinger af børnetegninger, ser vi, hvordan billeder af huse langsomt ændrer sig til mere grafiske mønstre. Det skyldes den negative udvikling i samfundet, bliver vi fortalt. Hos André Stern er budskabet tilsvarende. Han har formået at vokse op med muligheden for selv at vælge, hvad han havde lyst til at lære. På trods af ikke at have indgået i det normale skolesystem er han blevet flydende i adskillige sprog og er tilmed blevet en respekteret og dygtig guitarbygger. Derudover er han blevet et mere helt og roligt menneske, fordi han aldrig har skullet bekymre sig om det pres, der udgør en stor del af skolernes DNA, mener han selv. Men er det så simpelt? Jeg rykkede lidt rundt i biografsædet ved antydningen af, at mennesket lærer bedst, når det lærer frit og uden formelle rammer. Det føles forsimplet, og man sidder konstant og venter på, at repræsentanter fra den modsatte part får skærmtid, så vi kan høre, hvorfor vi har skole i stedet for fri leg.
“Alphabet” (gen)åbner det brændvarme emne om læring og skole op. Men selv om budskabet er sympatisk, er virkemidler og billeder alt for åbenlyse og manipulerende. Vi kommer langt omkring emnets facetter, men modargumenterne får næsten ikke plads, hvilket må siges at være et stort svigt, hvis denne diskussion rent faktisk skal lede til forandringer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet