American Teen
Udgivet 4. jun 2009 | Af: kaduffo | Set på DVD
”Der går ungdom til dans”, gjaldede husmandsorkestret Shu-Bi-Dua på diverse gøglermarkeder i de hedengangne 80’ere og henviste dengang til en glædesbebrust ungdom, for hvem livet lå lige for, og kærlighed, alkohol, fest og farver fyldte mest i bagagen. Livet har også i ungdommens vår mere at byde på, i hvert fald ifølge Nanette Burstein, der med den navlebeskuende dokumentarfilm “American Teen” tager temperaturen på den amerikanske ungdom netop nu.
De emner, der kommer til udtryk, er mangeartede og ofte tungsindige. Teenageårene er sjældent nemme at komme igennem, men her fremstilles udsigterne ligefrem som dystre. Udgangspunktet er en lokal high school i Warzaw, Indiana, hvor gennemsnitsbefolkningen indledningsvis beskrives som tilhørende den hvide middelklasse og i øvrigt stokkonservative. Så er det sagt. Men teenagerne er her nu nok, som de er flest og kæmper med lige så mange glæder og sorger, bristede drømme, fremtidsforhåbninger, mobning og brudte løfter som alle andre. I de mange intime situationer og interviews rammer “American Teen” noget umådeligt sårbart og uendeligt amerikansk på samme tid. Og det er en sjældenhed i sig selv.
“American Teen” har taget pulsen på en ungdomskultur i en fragmenteret og postmodernistisk tid, hvor tilværelsen og systemet stiller utopiske krav til sine medborgere. Det kan være svært at følge med uden at miste pusten, især hvis man slet ikke er kommet i gang med livet endnu. Nanette Burstein har nostalgiens briller på og ser med dette indblik tilbage på sin egen high school-tid. Eller sådan virker det i hvert fald. Tonen er slået an, og det fine og det følsomme i uskyldens år eksekveres elegant. Det er velkomponeret og dynamisk og betager på den lange bane.
“American Teen” præsenteres i et hæderligt anamorphic widescreen 1.77:1-format, hvor både kontrast og farvetemperatur trods enkelte udsving i begge lejre holder sig på et stabilt leje. Udtværinger forekommer ikke, mens edge-enhancement, digitale forstyrrelser og gryn dog indfinder sig i mindre grad. Et rimeligt transfer, hverken mere eller mindre.
På lydsiden præsenteres det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydformat, hvor dialogen generelt er tydelig og uden overstyringer, men dog ikke kan undsige sig visse utydelige passager. Største attraktion er det velvalgte og stemningsfulde score, mens atmosfæren underneden er hæderlig, men ikke noget videre at skrive hjem om.
Der er ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale på denne udgivelse.
“American Teen” tegner strukturen i den amerikanske drøm eller rettere den ungdom, som er udset til at videreføre samme. De mange portrætter er nuancerede og knugende og leveres med en gribende stemning, som særligt musikken kan takkes for. Det vil være et tilbageblik for nogle og et fremsyn for andre. For alle vil det dog være et selvudleverende følelsesridt, hvor den lidt infantile tilgang til udtrykket heldigvis reddes på stregen af de smækre illustrationer, men ind imellem alligevel savner lidt mere kreativ tænkning.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet