En krympet Marvel-film

“Ant-Man” er en lille film. For selv om den deler univers med Avengers-holdet, så er der ingen byer, der løftes fra jorden, eller onde guder, som vil indhylle verden i mørke. I stedet kæmper den krympede helt og skurk til den bitre, standardiserede Marvel-ende på en togbane, der har hjemme på et børneværelse. Her er ingen storhed, men derimod endnu en ond opfinderskurk, som drømmer om at producere dommedagsvåben til slemme mænd med penge.

Det er sådan, de fleste Marvel-helte skabes. Militærmænd, der vil (stoppe) krig, opfinder en Iron Man-dragt eller en supersoldat med et Captain America-skjold. Og så er der jo altid onde Oscorp, der har nogle helt særlige Spiders. “Ant-Man” kommer fra det samme filmlaboratorium. Her har den onde opfinder skabt en farlig krympedragt, som han vil sælge til højestbydende – med mindre en helt med sin egen krympedragt kan nå at stjæle den først. Så simpelt er det, nærmest dovent.

Alligevel er “Ant-Man” ikke helt som de andre. Den dyrker det absurde i, at superhelteevnerne her består i at blive mindre. Derfor er den også blevet en lille Marvel-film, der næsten kun udspiller sig i skurkeborgen, Cross Technological Enterprises, og så hjemme hos den oprindelige Ant-Man, Hank Pym, der spilles med dejligt rusten mentor-attitude af Michael Douglas. Han har selv oplært skurken, der spilles ud af den mest lige skurkevej af skaldede Corey Stoll. Han er ond. Bare fordi. Ham må Pym nu stoppe, men er selv blevet for gammel til at trække i myredragten. Af mere uklare årsager må datteren Hope heller ikke hoppe i dragten. I Evangeline Lillys skikkelse, iført en slags sort hjelm af en paryk, må Hope nøjes med at være sexet sidekick og sørge over sin afdøde mor.

Således overleveres Ant-Man-opgaven til den mislykkede far og indbrudstyv, Scott Lang, der spilles ‘nede-på-jorden’-kækt af Paul Rudd, som er et overraskende almindeligt valg til en Man, der skal redde dagen. Rudd bidrager til fornemmelsen af en på alle måder mindre superheltefilm, hvilket skal forstås positivt. Hvad der ikke var så positivt ved den IMAX-3D-udgave, jeg så “Ant-Man” i, var en film ude af fokus. Bogstaveligt talt. For de tempofyldte myreløjer med mange klip og hurtige panoreringer op, ned og til siden gav ikke en superhelt i fokus, men en udtværet Ant-Man uskarpt på vej fra A til B.

Det er en skam. For actionscenerne hører til blandt Marvels mest opfindsomme. Ja, hele udførelsen af den formindskede mand er attraktionen. Lige fra 60’ernes “Den fantastiske rejse” til “Skat, børnene er skrumpet” har film leget med at krympe mennesker, så de kan sendes med ubåd ind i blodårene på et menneske eller bare opleve baghaven som en uendelig jungle. For Ant-Man er det pludselig vandet i badekarret, der opleves som en guddommelig syndflod, som dramatisk skyller ham ind på et diskotek, hvor han desperat forsøger at holde fast i rillen på en lp, imens han forsøger at undgå den dræbende pickup-nål. I disse små øjeblikke er der nyt fra Marvel.