Marvel-bunkepul er bedre i toeren

”Det giver ingen mening,” konstaterer Jeremy Renners bue-og-pil-skydende Hawkeye, da han i kamp imod en ond robothær forsøger at forklare, hvad der er op og ned i “Avengers: Age of Ultron”. ”Who cares?” bliver hans svar. Sådan er det med film fra Marvel. De giver ingen mening, og det skal de sikkert heller ikke. Men faktisk er anden omgang med hele hævnerholdet samlet et af de mere vellykkede Marvel-forsøg på at tilsætte mening til de mange bygninger, der smadres undervejs.

Forsøget på mere mening skal primært krediteres den blankglatte skurkerobot Ultron, der med James Spaders drilske stemmeføring næsten er mere kronisk ironisk end Iron Man og resten af A-holdet. Og det er meget! Men når han ikke har travlt med ironisk at punktere sine egne skurkemonologer, så vil Ultron faktisk noget med sine fæle skurkeplaner. Han vil frelse menneskene fra deres værste fjende; dem selv. Som en moderne Noa vil Ultron begynde forfra uden den farlige menneskehed. Uden Avengers.

Det er et fremskridt fra etteren, “The Avengers”, hvor genbrugsskurken Loki ville indhylle verden i mørke. Bare fordi. Det ville han allerede i “Thor”, hvor titelrollen tævede ham ene gud. Derfor var det meget lidt spændende, da Thor igen skulle kæmpe imod Loki nu bare med Iron Man, Hulk, Captain America, Black Widow og Hawkeye på holdet. Indre logik er ikke Marvels styrke. Hvorfor har Thor – en flyvende gud med tordenhammer – brug for hjælp fra en fyr med bue og pil eller en lækker tøs i latex? Og hvorfor er det kun enkelte, udvalgte skurke, der er slemme nok, til at hele hævnerholdet gider at mødes til forsvar for Jorden/USA? Hvor var Bruce, Thor og Tony, da Steve Rogers’ Captain A kæmpede imod vintersoldaten i den seneste solofilm fra Marvel? Det giver ingen mening, who cares.

Min mening om “Avengers: Age of Ultron” er, at de mange helte i dragt er bedst, når de kæmper. Ikke imod endnu en glasfacade på et højhus eller en CGI-robot, men imod sig selv. Bruce Banner, der kæmper med sit mod; tør han vise sine følelser for den sorte snigmorderenke? Tony, der krigstraumatiseret vil beskytte alle, hele verden, ved at bygge den ultronmative beskytterrobot, hvilket leder frem til en meningsfuld pointe: Flere våben, overvågning og beskyttelse er vores egen værste fjende. Mest personligt bliver portrættet af den overraskende hovedperson, den almindelige Hawkeye, der ikke engang har sin egen film at blære sig med. Han får en historie, noget at miste. Det var ham, jeg frygtede, der skulle ske noget med.

Ærgerligt nok er der ikke tid nok til at udfolde enkelthistorierne. Det er som med en buffet, det hele skal op på tallerkenen. Noget for alle. Piger, grønne, guder og kaptajner med skjold. Og så skal der jo være plads til en times langt slutslag imod den ondeste af alle onde badguys, som en franchise-sequel med en allerede planlagt film nr. tre og fire kan byde. Heldigvis er det endelige opgør flyttet fra en by af glas til en i mursten. Det ser bare federe ud, når Hulk smadrer en bygning, der er gammel og tung.