Avengers: Endgame
Udgivet 23. apr 2019 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
’Det her bliver en tåreperser'. Sådan cirka siger Tony Stark i en videobesked til sin elskede Pepper Potts i begyndelsen af denne afslutning på Marvel Cinematic Universe. Han får ret.
Derfor var jeg også glad for at være tildækket med 3D-briller undervejs i de 181 rørende minutter. Slutspillet er hårdt.
Hvis det da overhovedet har fundet sted? Tony døser i indledningen hen af udmattelse. Der er gået dage og uger siden Thanos knipsede halvdelen af universets befolkninger væk i “Infinity War”.
Der er hverken mad eller brændstof tilbage. Døs bliver til drøm. Det ligner enden, før den er begyndt. Måske slutter “Endgame” faktisk her efter få minutter? Thanos vandt, fordi vi ikke arbejdede sammen.
Resten er en drøm. En drøm om, hvordan 22 MCU-film bør ende. Med gråd, grin og en slutning, der binder det hele sammen. Fra “The Avengers” over “Thor: The Dark World” til “Guardians of the Galaxy”.
Alle 21 – uanset kvalitet – giver mening i “Endgame”. Hvilken bedrift.
Eller måske vågner Tony rent faktisk i et nærmest religiøst øjeblik. Et mirakel sker.
For “Endgame” er på mange måder en religiøs film – og langt fra som de andre 21, hvor hjemstavnen skal forsvares imod en ydre (eller indre) fjende.
Det handler ikke længere om at forhindre et angreb – det mislykkedes som bekendt i “Infinity War”.
“Endgame” handler i stedet om at acceptere nederlaget. Om at bearbejde det. Det er tungt.
Steve Rogers går i terapigruppe, imens Thor drikker og spiller Fortnite. Natasha forsøger at redde den halve verden, der er tilbage – Hawkeye søger hævn i Tokyo.
Sådan kan “Infinity War” bearbejdes på forskellige måder. Jeg selv har brugt et år på at komme mig.
“Endgame” er det rigtige svar på “Infinity War”, hvor Thanos tog fokus med en ond plan om at gøre det gode. Sikre fremtiden.
Men “Endgame” er ikke så meget en rejse til fremtiden, som den er en nostalgisk rejse tilbage til den fortid, som Kevin Feige og Marvel Studios grundlagde i 2008 med “Iron Man”. Det hele virker nu som en del af en samlet plan.
Det er en manuskript-bedrift af de allerstørste. Det er Russo-brødrenes faste MCU-forfattere – Christopher Markus og Stephen McFeely – som står bag.
De har skrevet 11 års selvmodsigelser, plothuller og til tider direkte vrøvl sammen til en afsluttende syntese, der giver mening. Dét er et mirakel.
Til tider har de skrevet “Endgame” nærmest forhastet – selv om den er tre timer lang. Med samme urolige rytme som i “Infinity War”, der heller aldrig satte sig, men hele tiden var på vej frem mod et knips.
“Endgame” er i stedet på vej frem mod et slag, der får slagene om New York, Sokovia og Wakanda til i sammenligning at minde om Marvel-dag på provinsteatret i Sønder Omme.
Slaget om det hele her i “Endgame” er det største, jeg har set, siden Aragorn og de andre kæmpede til det sidste imod Sauron.
Alligevel er det plads til de små slag i det store. Alle får plads – et øjeblik, der bekræfter pointen om, at MCU handler om sammenhold. Om hvad mange gode kan gøre sammen.
Derfor ender “Endgame” og MCU som en drøm af en bedrift. En tåreperser. En sorg. En kamp. For kærlighed og kammerater. Nu er det slut.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet