Når piger er bedst, og idéer er værst

Der går ikke mange sekunder, fra “Bachelorette” går i gang, og til man ved, nøjagtig hvorfor Hollywood har valgt at satse på en film om brudepiger, der går over grænsen. For når nu “Bridesmaids” blev et overraskende stort hit sidste år, hvorfor så ikke spille det sikre kort og lave en film, der handler om præcist det samme? Og så endda med en titel, der snildt kunne forveksles med den anden.

Regan, Gena, Katie og Becky er veninder. Regan er en temperamentsfuld kontrolfreak, der ikke ved, hvad hun skal stille op med sit liv. Gena lever på sprut og fester og er stadig ikke kommet over ungdomskæresten Clyde, som hun kom sammen med i gymnasiet. Katie er en smådum, men godmodig salgsekspedient i en modebutik, og Becky er gruppens kiksede sidestykke. Det er da heller ikke hende, som de andre veninder forventer vil blive gift som den første. Til de andres fælles misundelse og store fortrydelse bliver Becky forlovet, og hun vil gerne have de andre tøser som brudepiger. Aftenen før brylluppet drukner de tre veninder deres sorger i alkohol og ender selvfølgelig med at rive brudekjolen midt over. Nu er gode råd dyre, og de må begive sig ud i natten for at redde kjolen, brylluppet og tilmed deres venskaber, før vielsen går i gang.

Det er svært ikke at sammenligne de tre veninder og deres konstante uheld med både begivenhederne og karaktererne i “Bridesmaids”, hvilket bestemt ikke er hensigtsmæssigt, eftersom alt i “Bridesmaids” var bedre end her i “Bachelorette”. Intet mindre. Energien var højere, og forholdene mellem personerne var stærkere og mere troværdige. Samtidig var den film et friskt pust, hvor “Bachelorette” til sammenligning bare virker som en halvlunken discountsag. ”Det er, som om de sidste ti år af mit liv har været en koncert”, siger den frustrerede Gena på et tidspunkt, ”og lige pludseligt finder jeg ud af, at jeg ikke kan lide bandet, der spiller”. Det er egentlig en meget god beskrivelse af “Bachelorette”, for midt i filmen tvinges man selv til at overveje, om man egentlig bryder sig om det, man sidder og overværer. Svaret er et entydigt nej.

Der er dog også visse lyspunkter. Rebel Wilson er elskværdig som altid i rollen som den kiksede Becky, der engang blev kaldt for Grisefjæs af sine veninder. Og selvom hun måske ikke er lige så rar som sin veninde, udstråler Lizzy Caplan, der spiller den evigt sarkastiske og forbitrede Gena, en stålvilje og en uforstilt humor bag al vreden, som gør indtryk. Det er de to kvinder, der stjæler rampelyset, hvorimod man hurtigt glemmer Isla Fisher, der ikke har meget at gøre godt med i rollen som den blanke Katie, og Kirsten Dunst, som ikke virker troværdig som en skrap karrierekælling, der umiddelbart har styr på det hele. Både Dunst og Fisher er sublime skuespillerinder, når de får lov til at vise det. Det gør de bare ikke her.

Dermed ikke sagt, at “Bachelorette” ikke prøver at fungere. Den vil især gerne være fræk, og instruktøren Leslye Headland prøver derfor evindeligt at få klemt så mange seksuelle referencer ind som overhovedet muligt. Samtidig vil hun gerne lave en film, der portrætter piger, når de er allerværst. Det lykkes hende dog heller ikke, eftersom hverken Regan, Katie eller Gena er så ondskabsfulde eller intrigante, som Headland går rundt og tror, at de er. Hvis man gerne vil se på ondskabsfulde piger, burde man i stedet erhverve den moderne ungdomsklassiker “Mean Girls”, der virkelig ved, hvor modbydelige piger kan være over for hinanden, samtidigt med at de kalder sig veninder.