I skovens dybe stille ro

Intet under, at netop den tyrkiske “Honning” vandt dette års Guldbjørn i Berlin, for som juryformand sad den excentriske tyske instruktør Werner Herzog. “Honning” minder nemlig i mangt og meget om en typisk Herzog-film med lange dvælende naturbilleder, minimal dialog og menneskets forhold til den vilde natur som tematisk omdrejningspunkt.

Et sted oppe i det skovrige anatolske højland bor den 6-årige Yusuf med sine forældre under trænge kår. Her går tiden med at traske i faderens fodspor ind i de mørke skove for at samle honning fra bistader i en halsbrækkende højde. Skolen skal passes, men Yusuf finder sig bedst tilrette ved faderens side, hvor han ikke behøver at bekymre sig om en begyndende stammen. Så da faderen en dag forsvinder, bryder Yusufs spinkle barneverden sammen.

Der gives tid i “Honning”. Tid til at se en barket mand forberede at bestige et enormt træ. Tid til at se det hårde fysiske arbejde i alt dets svedende anstrengelse. Det er nøgternt beskrivende og sine steder ligefrem poetisk, som da Yusuf i sin barnlige naivitet forsøger at gribe månen, der genspejles i vandoverfladen.

Det største drama skal findes i hverdagens mindste hændelser, som de gamle neorealister i efterkrigstidens Italien sagde det. “Honning” er så afgjort i familie med dette udsagn. Problemet er bare, at de små detaljer i hverdagsskildringen ofte er tømt for drama og reduceret til triviel trummerum. Faderens forsvinden er umiddelbart meget dramatisk, men fordi han filmen igennem forekommer sært fraværende, udebliver det følelsesmæssige engagement i den dramatiske hændelse. I virkeligheden er der mest dramatik i skolestuen, hvor Yusuf må kæmpe med en stammende nervøsitet, som står i vejen for anerkendelse fra klassen og den overraskende pædagogiske lærer. Her finder også et jalousimotiveret forræderi sted, da Yusuf i et øjebliks egoisme bytter sidemandens fyldte stilehæfte ud med sit eget blanke. Kammeraten må bøde, Yusuf slipper. Det er højspændt erkendelse af skyld, som giver mindelser om iranske Abbas Kiarostamis “Hvor er min vens hus?”.

At bygge en fortælling på langsomhed og detaljer frem for tempo og spændingsprogression er absolut ikke et minus, men det kræver så meget desto mere af instruktøren. En handlingsbåret fortælling kan næsten køre af sig selv, men en film som “Honning” kræver derimod, at detaljerne og de dvælende sekvenser er så interessante, at man lader sig hengive til dem. Det stille, hårde liv hos en tyrkisk biavler er nok eksotisk at observere, men genererer ikke den nødvendige fascination, der retfærdiggør næsten to timers spilletid.