Et magiløst eventyr

Det er altid mere frustrerende at se en film med en grundlæggende god ide gå galt, end blot en som allerede fra starten ligner en fejltagelse, og som man derfor ikke når at opbygge de store forventninger til.

Et eksempel på det førstnævnte kan overværes i Adam Sandlers nyeste komedie “Bedtime Stories”, der i modsætning til de fleste af hans værker er udformet som en bred familiefilm, som de fleste – i hvert fald i teorien – burde kunne sætte pris på. Her har Sandler udskiftet sin sædvanlige grove kæft med et mere neddæmpet ordvalg, der formodentlig kun ville kunne forulempe de færreste.

Han spiller som så mange gange før en lidt kluntet og ikke alt for kvik figur – altmuligmanden Skeeter, hvis far i sin tid opbyggede det hotel, som han i dag arbejder på. Faderen kom dog i økonomiske problemer og solgte derfor hotellet til den snu forretningsmand Nottingham, til gengæld for at Skeeter måtte beholde sit arbejde på hotellet og en dag komme til at bestyre det. Mange år senere er løftet dog endnu ikke blevet indfriet, og mens Skeeter skifter pærer og renser lokummer, ser den sleske Duncan ud til at blive den kommende hoteldirektør.

Da Skeeter skal passe sin søsters børn, finder han selv på godnathistorier til dem og lader dem handle om sit eget liv blot placeret i forskellige eventyrlige omgivelser. De får dog en overraskende virkning: Hver gang, han har digtet en ny historie, sker dens begivenheder efterfølgende i den virkelige verden.

Dermed åbner der sig en mulighed for, at vores hovedperson kan få alle sine ønsker opfyldt, og derved er den første sten også lagt til en fantasifuld historie med potentiale. Den lovende ide bliver imidlertid aldrig ordentligt anvendt, og filmen synes i stedet at være ganske rådvild mht., hvordan den skal fortætte og forløse historien. I stedet trækkes vi gennem de værste klicheer fra den store filmhåndbog, mens vi udsættes for det ene mere umorsomme optrin efter det andet. Filmen fremviser adskillige computerskabte verdener, når Skeeter lader sine fortællinger udspille sig i det gamle rom, middelalderen eller et fremtidsunivers, og de visuelle effekter har tydeligvis kostet nogle knaster, men filmen får alligevel meget lidt ud af dem. Den værste effekt er dog en kæle-hamster, som har fået CGI-skabte øjne på størrelse med bordtennisbolde. Det er vist meningen, det skal være nuttet, men virkningen bliver i stedet temmelig klam og foruroligende.