Børnenes tossedyre trafikklub

Jeg ved ikke, om man kan kalde det skuffelse. Den følelse man får af at overvære tredje omgang af “Biler”. Det er jo ikke, fordi serien på noget tidspunkt har hævet sig meget over effektiv reklamekampagne for madkasser, sengetøj og alskens andet plastic-merchandise. Alligevel er der noget trist ved at se de gamle racere få endnu en overfladisk omlakering. Sengetøjet og madkasserne bliver solgt med en nærmest opgivende attitude. Som en brugtvognsforhandler, der udmærket ved, at vi udmærket ved, at ballonerne og slikposerne bare skal få børnene til at tie stille, mens far spilder sine penge på skrammel.

Det har vist sig som både en åbenbaring og en sovepude, at Pixar med “Toy Story” foreslog, at børnenes legetøj var levende, tænkende væsner. Siden da har alt haft sit eget liv. Fly, computerspil, følelser. I den lille film, der vises inden “Biler 3”, er skolens glemmekasse blevet levende. Grebet åbner op for den slags ‘nåh ja, sgu da’-oplevelser, der er blevet animationsfilmens adelsmærke. Og automatgear. Som med bilerne, der tilmed hænger ret haltende sammen. For hvis alle drøner rundt på fire hjul, hvem har så nok fingerfærdighed i kardanakslen til at bygge både filmkameraer, tv-studier og store computersimulatorer?

Hvis man tænker for meget over sådan nogle småting, har man ikke tid til at spare op til det stensikkert kommende computerspil om Lynet McQueens dyst imod den fremadstormende Jackson Storm. To-fronts-angrebet på film og spilbranche er nærmest smuk i al sin kølige kalkule-tænkning. McQueen på film træner i en kæmpe computersimulator, træner for at vinde. De unge kunder kan i deres egen computersimulator træne, kæmpe, vinde, WOW! Det hele pakket ind i klassisk Hollywood-buskaber om ‘styrken i dig selv’ og deslige. Så kan man spurte fra den ene skærm med McQueen til den anden i sin McQueen pyjamas, mens man høj på McQueen-McDonalds drømmer om engang at få penge for sådan at løbe rundt i ring.

Den højenergiske stil kører uden pause, så forpustet, at man aner en tanke. Hvis McQueen-madkassen har været lidt for fuld af chokolademadder, er den nye karakter heldigvis en fitness-babe-bil(?!), der viser, hvordan hård selvdisciplin er den eneste vej til et smukt, neongult karosseri. Cruz, som hun hedder, er selvfølgelig blød under den tilsyneladende hårde motorhjelm, men hendes gentagelser af træningsmantraer og fokus på sejren stopper foruroligende sjældent. Selv om bilerne vokser følelsesmæssigt undervejs handler det stadig om at vinde, så man kan få SOLGT EN MASSE MERCHANDISE!

Ja, filmens egen forretningsmodel bliver såmænd lagt nogenlunde klart frem af den sleske Sterling, der er McQueens nye chef. Men det er egentlig ikke opgøret med ond storkapital, der er pointen, kun at den grimme bil med tænder(?!!) endnu engang skal lære, hvem han er. Det kræver den sædvanlige tur på landet og de sædvanlige møder med de sædvanlige bonderøvsklichéer. Denne gang er Lars Hjortshøjs bøvede Jyde-Brumle suppleret med nogle smadrede stockcar-biler, der taler syngende speedway-fynsk. Billedet af redneck-americana er ikke lige så nemt at oversætte som de fjollede replikker, men det er sandsynligvis noget med, at de djærve folk ude i Trump-land/Ole Olsen-by er mere i kontakt med deres rødder og på den måde hjælper med en eller anden form for indsigt.