Svenske Lars Lilholt synger på sidste vers

Alting kan gå itu. En film kan gå i tusind stykker. Det gør “Björn Afzelius: Tusen bitar”. I mangel på fokus og arkivmateriale eller bedre idéer bliver Folkhemmets bedst sælgende musikartist igennem tiden aldrig andet end en mystisk fremmed på forsiden af et LP-cover. Det dinglende svenskerhår, store revolutionære idealer, tragisk barndom, de mange kvinder og den manglende anerkendelse fra hjemlandet er ellers materiale nok til næsten tusind gode film.

Det begynder ellers spændende som en dokumentarisk detektivleg. Hemmeligheden om den reserverede troubadour, der blev danmarkskendt for sin forsvenskning af Anne Linnets hit “Tusind stykker”, kan nemlig findes i hans sangtekster, indledes der pirrende i en voice-over. Spændende. Jeg forestillede mig straks en film i stil med Anders Østergaards “Tintin og mig”, hvor tegneren Hergés livs op- og nedture kunne tekstfortolkes ud af de mange tegnede hæfter om Tintin. Hits fra de glade 70’er-dage med Hoola Bandoola Band over Globetrotters i 80’erne til det senere soloridt spilles ganske vist med stor sans for nostalgi vejen igennem “Björn Afzelius: Tusen bitar”, men afsløringer af hemmeligheder er der ingen af.

Da hovedpersonen selv er død af kræft tilbage i 1999, så bliver det op til hans livs vidner at fortælle historien om ham. Det begynder personligt i en af de bedste, mest rørende scener. En af Björns mange kvinder er ved at indspille teaterstykket om ham som ung. De boede i kollektiv sammen. Han skred. Rejste til Italien, men fandt tilbage, de fik et barn. Og han skred igen. Hun sidder der ved scenekanten og instruerer dem som unge. Hun savner dem, de var. Hun savner ham. En tåre i krogen.

Nu er fokus ved at blive sat på, hvem Björn Afzelius var. Lige indtil den personlige vinkel forlades til fordel for hans humanistiske, revolutionære side, der leder fortællingen videre til Nicaragua, hvor en socialistisk regering kommer til magten i 80’erne, men forsøges væltet af USA. Det pisser den indignerede svensker af, der sammen med makkeren Mikael Wiehe sætter sig for at indspille 1. mio. kroner til støtte for de trængte latinamerikanere. Men snart er også det spor dødt sammen med mange andre. Heller ikke i den potente rivalisering med Hoola Bandoola-makkeren Wiehe findes der fokus. Her strejfes en konflikt a la en anden Anders Østersgaard-film, den i “Gasolin”. Her kæmper egoerne Kim Larsen og Franz Beckerlee imod hinanden. Den folkelige vs. den fine. Men ikke her. Nej, “Björn Afzelius: Tusen bitar” skal videre. Hele tiden.

Slutteligt findes der en smule hvile i fortællingen om hitmageren, der aldrig vandt sig den gode smags skulderklap. Björn Afzelius frygtede ikke den dårlige smag; country og dansband (den svenske pendant til Dansktoppen) blandet op med venstreorienterede tekster af den ældste skole. Folk elskede ham, bare ikke de rigtige. Dem, der uddeler stjerner og priser. Han var en svensk Lars Lilholt. Fra bondelandsdelen Skåne, hvor man taler tungt og langsomt, og så sang han om et hjerte, der kunne gå i tusen bitar. Corny, mente de fine.