”Black Panther: Wakanda Forever” har været et af de Marvel-projekter, jeg har set allermest frem til. Og det er ikke fordi, jeg synes at karaktererne er mere spændende end fx Doctor Strange, Scarlet Witch eller Thor. Tværtimod var jeg ikke særligt begejstret for instruktør Ryan Cooglers første forsøg på en ”Black Panther”-film.

Nej, grunden til, at jeg har set frem til ”Wakanda Forever”, er, at jeg har været utrolig spændt på at se, hvordan man har været nødt til at gentænke filmen – ikke bare fra hvad en normal ”Black Panther”-film ville være, men også fra hvad en normal Marvel-film er.

At man har været nødt til at gentænke formularen, skyldes dog desværre Chadwick Bosemans alt for tidlige død, og det er også noget, der fylder i filmen. Heldigvis håndteres både Bosemans og hans karakters død på meget smuk og virkelig smagfuld vis, og det er tydeligt, hvordan filmen på en gang er en hyldest til både et af superhelteæraens største ikoner og en nær ven for dem, der har lavet filmen.

At et så tragisk tema omslutter filmen, betyder også, at Coogler tager sig god tid til at gøre handlingen utroligt jordnær i en verden fyldt med aliens, grønne overmennesker og nordiske guder. Og denne jordnærhed er et af de aspekter, som virkelig kan føles på vores side af skærmen. Familie, sorg og bearbejdelse af sorg er nogle af de mest gennemgående temaer i filmen, og derfor er det også en fornøjelse, at vi får lov til at se karaktererne fra deres mest sårbare og sørgende sider.

For det er først og fremmest menneskene og ikke superheltene, som er fokus for filmen – også selvom de to egenskaber oftere end ikke er fanget i den samme person. Hver eneste karakter har sin helt egen måde at bearbejde sin sorg på, og langt de fleste får tid på skærmen til at udtrykke sig.

Nu skal jeg dog ikke få det til at lyde som om, at hele filmen drejer sig om Boseman og den gamle Black Panther, T’Challa, for ligesom filmens karakterer må filmen selv også bevæge sig videre fra superhelten – selvom det kan være hårdt.

Det gør man blandt andet ved at introducere en af de bedste Marvel-skurke, vi længe har set: Namor. Selvom det til at begynde med er svært ikke at komme til at småfnise lidt af de små søde Hermes-agtige ankelvinger, der får den fuldvoksne mand i stramme grønne badebukser til at flyve, formår Tenoch Huerta virkelig at bringe en faretruende intensitet og rigtig røvhulsenergi til karakteren, som gør at man hurtigt overgiver sig til hans nådesløse natur.

Namor er en gudeskikkelse for undervandsfolket fra Talokan, et hemmeligt land, der ligesom Wakanda er fyldt med vibranium. Da de andre verdensmagter i kølvandet på kong T’Challas død begynder at lede efter det ekstremt sjældne metal uden for Wakandas grænser, betyder det også, at de begynder at nærme sig og blive en fare for Namors folk.

Da Namor søger hjælp i Wakanda for at finde videnskabspersonen ansvarlig for en vibranium-findende maskine, begynder konflikten mellem de to skjulte nationer, og det er lighederne og konflikten imellem Wakanda og Talokan, der er omdrejningspunktet for filmen.

Over for Namor finder vi dronning Ramonda, der netop har mistet sin søn, og Shuri, som har mistet sin bror. Både Ramonda-skuespiller Angela Bassett og Shuri-skuespiller Letitia Wright bringer deres allerbedste på banen, og især Bassett kommanderer skærmen ved hver eneste mulighed med en bombastisk tilstedeværelse.

Det betyder dog ikke, at Wright ikke er værd at følge. For ser man bort fra al den palaver, skuespilleren har stået for bag scenerne, har vi med Wrights medrivende præstation og rolle en karakter, der uden tvivl kan lede en franchise – også selvom det ikke nødvendigvis kommer til at blive med samme succes som Boseman.

Også Lupita Nyong’o, Danai Gurai, Martin Freeman og Winston Duke giver alle fremragende præstationer. Den eneste af filmens fremtrædende karakter, der for alvor faldt igennem for mig var dog desværre den nytilkomne Riri Williams – spillet af den unge Dominique Thorne –, der inden længe skal lede an i sin egen serie ”Ironheart”.

Williams falder hurtigt i samme kategori som blandt andre Kate Bishop, America Chavez og sågar også Peter Parker – en ung, talentfuld person med kæk humor, som bliver en del af eventyr, de ikke er parate til. Det er ikke nyt, og det er desværre heller ikke bedre, end det plejer.

Williams er dog også blot et af flere elementer i filmen, der ikke fungerer så godt, som man kunne have håbet. Og med en spilletid på 2 timer og 41 minutter, er det da også klart, at man risikerer, at ikke alt har samme kvalitet.

Desværre er det lige før, at filmens spilletid er dens allerstørste synd. For den føles virkelig lang, og til tider også bare sindsoprivende kedelig. Og selvom det er dejligt, at der bruges tid på at bygge karakterer som Namor, Shuri og Ramonda op, så dedikerer Coogler og co. også rigeligt med skærmtid til sekundære og ikke særligt spændende karakterer – såsom Dora Milaje-krigerne og Wakanda-rådet –, og det kan være frustrerende, når man i stedet sidder og tripper efter at se Namor flyve rundt igen.

Man kunne håbe på, at lidt action kunne sætte gang i filmen efter nogle af de kedeligere filmsekvenser, og selvom pulsen da stiger en lille smule, er det ikke fordi, at nogle af actionscenerne for alvor blæser én bagover. Det er ekstra ærgerligt, når der pga. den lange spilletid er rigtig langt imellem de forskellige actionsekvenser.

Min sidste store beklagelse kommer i form af filmens manuskript, der er spækket med dialog og kiksede one-liners, som alt for ofte ikke lever op til de Marvel-standarder, der blandt andre blev sat af Captain America, Iron Man og den originale Black Panther.

Samtidig har Coogler og hans forfatterpartner Joe Robert Cole tilsyneladende også byttet rundt på show-don’t-tell-princippet, og især forklaringen om, hvem Namor og hans Talokan-folk er, føles skrevet ind for seerens og ikke karakterernes skyld. Og det er en skam, for selve historien om undervandsfolket er sådan set spændende. Samtidig mangler der forklaringer på, hvorfor nogle karakterer – specifikt Talokan-krigere – gør, som de gør, og har de evner, som de har. Og selvom de ser seje ud, er det ikke ligefrem nogen man interesserer sig synderligt meget for.

I en film, der har ”Black Panther” i titlen, er det heller ikke meget, vi ser til titelkarakteren, og hvor det med garanti vil være et turn-off for nogen, synes jeg egentlig, at det fungerede utroligt godt og i stedet gav en god mulighed for at undersøge den menneskelighed, der alligevel udgør størstedelen af filmen.

”Black Panther: Wakanda Forever” er på trods af – eller måske som resultat af – sine fejl og mangler utroligt menneskelig, og det er uden tvivl dens største styrke. For når alt andet halter – dialog, action, handling – så er det de fantastisk rørende og menneskelige præstationer, som redder filmen fra at være noget, man falder i søvn til. Coogler og resten af holdet har taget filmens tragiske omstændigheder til sig, og selvom der stadigvæk er masser af klassiske Marvel-troper, føles filmen langt hen ad vejen ikke som en typisk MCU-film, men mere som et drama med enkelte actionscener her og der. Og med en på én gang smuk, sørgmodig og håbefuld slutning, er det også uden tvivl en Marvel-film man kommer til at huske i fremtiden.