BlacKkKlansman

InstruktionSpike Lee

MedvirkendeAdam Driver, John David Washington, Alec Baldwin

Længde135 min

IMDbVis på IMDb

I biografen20/09/2018

Anmeldelse

BlacKkKlansman

3 6

 

Det er måske årets bedste filmtitel. “BlacKkKlansman”.

 

Den klinger flabet af funky 70’er-blaxploitation som “Shaft” eller “Super Fly”, krydret med den absurde dissonans, der opstår i mødet mellem en sort mand og en hvid KKK-kutte.

 

Og så er det ovenikøbet Spike Lee, der står bag den her filmatisering af den sande historie om en sort undercoverbetjent, som infiltrerede Klanen i 70’erne. Det burde være et perfekt match.

 

Lee er nemlig normalt en instruktør, der tør insistere på, at også alvorlige historier med social klangbund kan behandles med et vildt stilistisk overskud. Helt uden smålige hensyn til mådehold og realisme.

 

I den fuldstændig forrykte “Chi-raq” fra 2015 gav han eksempelvis sit eget blik på de voldsomme bandekrige, der fortsat hærger det sydlige Chicago. Meget langt fra den grove, men nøgterne “The Wire”-realisme, der efterhånden er blevet en klichetung norm, når fattige, sorte miljøer skal skildres.

 

Spike Lee omplantede simpelthen Aristofanes’ antikke komedie “Lysistrate” til nutidens Chicago, hvor byens kvinder – på rimende vers – iværksætter en sexstrejke for at få de evigt krigende mænd til at smide deres våben.

 

Det er netop sådan en vild og fri filmomgang med den alvorlige virkelighed, som historien om den sorte KKK-betjent Ron Stallworth fortjener.

 

Det starter også lovende, da Stallworth udnytter sin overkorrekte, ‘hvide’ diktion til at tale sig ind i klanens kulsorte hjerte over telefonen. Men fra det øjeblik han hverver sin hvide, jødiske kollega Flip Zimmerman til at være ansigtet bag telefonstemmen, er det så som så med de vilde idéer.

 

“BlacKkKlansman” er nemlig mere interesseret i sit budskab end i sine hovedpersoner og deres historie.

 

Det er, som om tidens alvor med Trump, politivold og marcherende nynazister med havefakler har lagt en dæmper på Lees fantasifulde filmsprog og stjålet hans fokus. “BlacKkKlansman” er slet ikke så vild og sær en film, som titlen antyder.

 

Filmmanden Lee er blevet fortrængt af aktivisten Lee. Og nøj, hvor han kan tale.

 

Eksempelvis er vi til hele to lange foredrag i den sorte studenterforening, hvor der tales en masse om det, som filmskaberen Lee normalt formår at vise.

 

Undervejs møver filmprofessoren Lee sig også ind med en længere udredning om D. W. Griffiths berygtede, racistiske storfilm “The Birth of a Nation”, og hvordan dens blockbuster-succes pustede nyt liv i Ku Klux Klan.

 

Det er mere docerende end vildt.

 

Tydelighed i budskabet er vægtet over stil. Spike Lee lader eksempelvis klanens leder, David Duke, udspy trumpismer som ‘Make America Great Again’ og ‘America First’. Og så skulle den pointe vist ellers være understreget.

 

Hvis ikke, så skal arkivbillederne fra sidste års voldelige højrefløjsmarch i Charlottesville nok hamre det hele fast nok engang: racismen blomstrer stadig, og Trump er en del af problemet.

 

Men hvor blev den vilde fortælling om den sorte klansmand af blandt de mange forsøg på at trække perspektiver til nutiden?

 

Jeg synes, den usandsynlige, sande historie ender som en indgangsvinkel til et trivielt debatindlæg, jeg kun kan være enig i (‘Trump er en racistisk idiot, ja han er så!’) – i stedet for at blive til en film, jeg for alvor kan begejstres af.

 

Det havde den fremragende titel ellers ærligt talt fortjent.

 

 

Trailer