Sex efter bogen

Ligesom man troede, at “Twilight” havde sat dagsordenen, og romantik uden sex var blevet på mode, så er vi ikke desto mindre blevet udsat for en række film, der alle har tilfældig sex som udgangspunkt for en romantisk komedie.

“Love and Other Drugs”, “Venskab med fryns” og nu “Bollevenner” har alle stillet spørgsmålet, om det muligt at have sex, uden at følelser opstår. Svaret må uundgåeligt være, at det kan man sagtens, men selvsagt ikke, hvis man er den attraktive hovedperson i en mainstream amerikansk romantisk komedie.

I denne film følger vi Dylan og Jamie, spillet af Justin Timberlake og Mila Kunis, der begge er hårdtarbejdende karrieremennesker, som ikke har tid til parforhold, følelser og den slags tidskrævende pjat. Han er en succesfuld art director, og hun er den headhunter, der rekrutterer ham til New York og et prestigefyldt job. De savner dog begge den fysiske tilfredsstillelse, som plejer at følge med et forhold, og de beslutter sig for at dyrke lagengymnastik sammen, når nu de begge er afklarede med, at det jo er ganske uforpligtende og for øvrigt kun en enkeltgangsforestilling. Men det ene knald følger hurtigt det andet, og stille og roligt bliver situationen tiltagende indviklet.

Som publikum er vi selvsagt ret afklarede med, hvad der skal ske, og helt efter forventningerne følger en gruppe scener, hvor parret bliver mere og mere involveret med hinanden, løber ind i kvaler, skilles i et skænderi for så til sidst at nå den endelige forsoning. Undervejs udsættes vi også for et par banale lektioner i livsvisdom, hvor ikke ikke mindst klassikeren ”Livet er for kort til at blive spildt” bliver formuleret et par gange på forskellig vis – men der er vel alligevel ingen, der ser denne slags film i håb om at blive åndeligt beriget.

“Bollevenner” – der på engelsk har den noget mere charmerende titel “Friends with Benefits” – er instrueret af Will Gluck, der senest stod bag den herlige “Easy A”, men hvis “Bollevenner” er en indikation af, hvilken slags film han vil lave i fremtiden, så ser det ikke voldsomt lovende ud. De forskellige scener er dog sat nydeligt sammen, men filmen lider først og fremmest af det problem, at selvom dens hovedpersoner er et fysisk tiltrækkende par, så har de store kvaler med at levere den fornødne karisma til at bære sådan en historie. Timberlake er en noget anonym førsteelsker, og den ellers så kønne Mila Kunis, der ellers fungerede så glimrende i “Black Swan” (formodentlig fordi hun grundlæggende skulle spille en distanceblænder) – er temmelig kedelig at overvære her. Det bliver ikke mindst påfaldende i forhold til birollerne, hvor Woody Harrelson, Richard Jenkins og Patricia Clarkson fuldstændig stjæler billedet og formår at skabe figurer, man i modsætning til hovedpersonerne rent faktisk kommer til at interessere sig for. Man tager sig selv i at ønske, at filmen handlede om dem i stedet.