Kærlighed og kugleregnDen amerikanske instruktør Arthur Penn brillerede for knap fyrre år siden med den epokegørende filmatisering af forbryderduoen Bonnie Parker og Clyde Barrows meritter på den kriminelle løbebane. I anledning af det jubilæum er “Bonnie and Clyde” blevet relanceret i en ny og forbedret udgave, som vil kunne genopfriske, hvorfor de to med væbnede røverier på stribe gjorde flere stater usikre under depressionens åg i tredivernes USA.

Primus motor på filmprojektet var Warren Beatty, som allerede dengang nød livet i berømmelsens skær som feteret skuespiller. Her var det imidlertid som producer, han med ildhu forsøgte at få “Bonnie and Clyde” til at lykkes. Og man forstår hvorfor. Filmen stikker dags dato stadig ud som en ener i filmhistorien, og det gør den blandt andet for sin voldsforherligende, rå tone, som for et nutidigt publikum formentligt vil synes en smule afmattet, men for samtidens var en blodsudgydelse af rang. Derudover er det indiskutabelt, at det rebelske og lovløse omdrejningspunkt har ageret inspiration for utallige beslægtede film sidenhen, ikke mindst Oliver Stones “Natural Born Killers” og Ridley Scotts “Thelma & Louise”.

Spillerummet er til at føle på og cirkulerer omkring kærlighed og kugleregn. Under tilfældige og uformelle former møder den kærlighedshungrende og spændingssøgende Bonnie, som er hidrørende en texansk udørk af et lillebysamfund, det, der skal blive hendes livs udkårne. Clyde er allerede kriminel og har af flere omgange rusket tremmer. Mødet bliver skelsættende og starten på en fælles kriminel løbebane for de to unge, som med løbende hjælp fra tredjemanden, chaufføren C. W. Moss og Clydes bror Buck røver banker og butikker på stribe og endda kidnapper en bedemand i skikkelse af Gene Wilders ængstelige Eugene.

I filmen – som i virkeligheden – blev det en levevej, men også en livsstil, der med depressionens fattigdom in mente affødte kultdyrkelse blandt de menige borgere, mens lovens lange arm gjorde sit til at spænde ben for duoens illegale forehavender. Som sådan betød “Bonnie and Clyde” etablering og fasttømring af skuespilkarrierer for flere af de medvirkende. Faye Dunaway havde i Bonnie her sin første store rolle, men som tiden har vist, ikke sin sidste. Gene Hackman kunne tilsvarende bruge Buck som reklamesøjle i sin videre fremfærd, og så gav filmen også et rygstød for Michael J. Pollard, der inden rollen som C. W. Moss fortrinsvist havde bokset med roller i tv-serier.

I filmens rum forsøger diverse lykkejægere og også politiets egne folk naturligvis at spænde ben for Barrow-bandens – som de undertiden blev kaldt – videre fremfærd for enhver pris med delvist held. Under et bagholdsangreb – dem er der en del af – må Buck se sig arresteret af ordenshåndhæverne. Flugten fortsætter herfra imidlertid for både Bonnie og Clyde, som ufortrødent viderefører den kriminelle livsstil med et spor af drab og røverier i hælene.

Umiddelbart er “Bonnie and Clyde” at sammenligne med en blodig voldsspiral. Men faktisk kan det diametralt modsatte også siges om filmen, hvori kærligheden hele tiden er allestedsnærværende. Således er Bonnies uforbeholdne kærlighed til makkeren i Clyde toneangivende og fungerer konstant. Den hæmmes dog i nogen grad af gemalens præstationsangst på det seksuelle gebet, og lige så meget som en kriminalfilm par excellence er “Bonnie and Clyde” derfor en udviklingshistorie mellem to omsorgssøgende og elskovssyge individer, som har behovet og lysten, men ikke kemien.

Underneden lurer hele tiden kritikken af den amerikanske drøm, som i depressionens optik er brast og erklæret fallit. Millioner af amerikanere er tvunget ud i håbløs fattigdom og bundløs forgældelse, og der tegner “Bonnie and Clyde” et fandenivoldsk billede af bagsiden af det amerikanske samfund. Filmen er unik i sin komposition og vægtning af stoffet og taler med mange tunger. En eminent fortolkning af tredivernes legendariske forbryderduos antrit, og det er bestemt til at se, hvorfor filmen dengang fik særstatus. Status har “Bonnie and Clyde” stadig, selv om årene er gået, og vold på film er blevet væsentligt mere udpenslet.

Video”Bonnie and Clyde” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1-format, som er ganske prangende. Der er således ikke tilfælde af digitale forstyrrelser eller udtværinger, om end blødhed og en smule edge-enhancement i de lysere scener kan skimtes hist og her. Tillige besidder filmen varme farver og en solid kontrast. Alt i alt et fortræffeligt transfer, filmens høje alder taget i betragtning.

AudioHelt så godt er det engelsksprogede Dolby Digital 1.0-lydspor ikke, om end det er hæderligt. Dialogen og replikkerne er generelt tydelige, selv om de også kan være mudrede i passager. Herudover er atmosfæren detaljerig og underlægsmusikken stemningsfuld. Sammen med de mange effektlyde er der alligevel tale om et ganske udmærket lydspor.

Ekstramateriale”Bonnie and Clyde” er lanceret på to discs, og sammen med filmen forefindes to forskellige trailere samt to slettede scener. For sidstnævntes vedkommende er det dog ikke lykkedes at genskabe lyden, hvorfor den del mangler. Mere ekstramateriale er der på udgivelsens anden disc, hvor en lille filmbid akkompagneret af liflig musik viser Warren Beatty prøve kostumer til de forskellige scener. “Revolution: The Making of Bonnie and Clyde” indeholder tre forskellige bag om kameraet-featuretter på sammenlagt over en time, hvor skuespillere, instruktør, producere, fotograf og manuskriptforfatter i en nutidig kontekst med nostalgiske briller ser tilbage på filmens tilblivelse, samarbejdet, udgivelsen, priserne, karaktererne med mere. Endelig er “The History Channel Documentary – Love and Death: The Story of Bonnie and Clyde” tre kvarters tilbundsgåen i den virkelige bandes liv og levned.