Muzak i lange baner

Det kan næppe være uden en vis ængstelighed, at man sender Hans Fabian Wullenwebers “Bora Bora” ud i biograferne, for det er ikke så længe siden, at Simon Stahos dyre ungdomsmusical “Magi i luften” kommercielt faldt til jorden med sådan et brag, at kritikken pludselig haglede ned over filmbranchens økonomiske støtteordning.

Nu er man så klar med den næste af slagsen, og det er da bestemt heller ikke, fordi ambitionerne fejler noget i denne omgang. Faktisk ønsker “Bora Bora” både at være en kærlighedsfortælling, en actionfilm, en musical samt en omgang socialrealisme af en slags. Hvis man tager en tidstypisk 70’er-ungdomsfilm og fylder den med noget “High School Musical”-mentalitet, har man en god ide om, hvilket slags univers vi befinder os i.

Filmen følger den usikre teenager Mia, der umiddelbart har alt det, man kunne ønske sig, men som ikke desto mindre føler sig frustreret og klemt af sin dominerende mor. Efter et skænderi løber Mia hjemmefra, men hun møder dog hurtigt forelskelsen i form af den jævnaldrende Zack, der tilhører en gruppe af unge lommetyve. De arbejder alle på at skrabe nok penge sammen til at købe deres eget hus frit fra forældre og voksenverdens krav, og Mia bliver hurtigt fascineret af den oprørske verden. Men under overfladen truer nogle interne opgør i den ellers så harmoniske gruppe med at bryde ud.

Hans Fabian Wullenweber har tidligere stået bag så forskellige sager som gyseren “Cecilie” og ikke mindst børnefilmen “Klaretøsen”, der faktisk blev et så stort hit, at den endte med at blive genindspillet i USA. Han er efter alt at dømme en mand, der vil en helt masse forskelligt, men det er tilsyneladende også de selvsamme ambitioner, der har gjort “Bora Bora” til en så skizofren og til tider decideret bizar oplevelse, som den er blevet. Ideen om at kombinere nogle klassiske ungdomsproblemstillinger med et musical-univers er der bestemt intet i vejen med, men i dette tilfælde er der gået så mange ting galt under udførelsen, at man dårligt ved, hvor man skal begynde.

De indledende scener i Mias hjem er såmænd hæderlige nok, men eftersom vi ikke får forklaret baggrunden for Mia og moderens skænderi, virker de noget umotiverede, og moderen tager Mias efterfølgende flugt forbløffende roligt. Banden, som Mia kommer til at tilhøre, ligner da heller ikke just nogen, der lider nød. I stedet render de rundt med enorme mængder af gele i håret og utallige farvestrålende kostumer på kroppen – her gik jeg ellers naivt og troede, at det var bedst, hvis lommetyve ikke vakte opmærksomhed. Til gengæld kan de både løbe hurtigt og lave vilde parkour-stunts, hvilket man øjensynligt kan lære på en eftermiddag. Plottet er i det hele taget proppet med så mange halv-udførte ideer, at man indimellem næsten har følelsen af, at man overværer en trailer for den rigtige film. Oven i hatten så er manuskriptet fyldt med kikset dialog, hvori der indsættes besynderlige engelske udtryk samt et ordvalg, der ofte ringer fuldstændig falskt. Jeg er ret sikker på, at hjemmeløse gadedrenges ordforråd ikke indeholder udtryk som ”Vi er top-motiverede!”