Brad’s Status
Udgivet 13. dec 2017 | Af: Maria Hegerlund | Set i biografen
Du kender dem godt. De midtvejskriseramte mænd. Enten køber de en rød Ferrari, eller også falder de ned i et dybt, deprimerende sort hul. Og det skyldes altid mindreværdskomplekser. Sådan er det også i “Brad’s Status”, der ligesom i “The Secret Life of Walter Mitty” igen har Ben Stiller i rollen som den fortvivlede mand. Men mens “Walter Mitty” var håbefuld feel good om en mand, der tager kontrol over sit liv, er “Brad’s Status” det modsatte: Det er ligegyldigt middelklasse-ynk om en mand, der lader livet sive væk.
For selvfølgelig er livet hårdt og skuffende, når man konstant har næsen i Instagram, hvor man stalker de gamle uni-venners succesfulde sociale medie-strategier og måler sit liv op mod utopi. Eller når man ser sin egen søn være så dygtig, at han får alle mulighederne, som farmand ikke fik, og alligevel ikke værdsætter det ordentligt. Fordi sønnike var der jo ikke, da du, farmand, fik afslag fra Yale for 30 år siden. Men det er jo svært at forstå, når man ikke kan komme ud af sit eget sølle hoved, der konstant fortæller Brad selv, mig og alle andre igennem Stillers konstante, sukkende, ulidelige voice-over, at Brad bare ikke er god nok.
Jeg gør klar til at snøre min ene støvle op for at kaste den efter ham. Ikke i vrede, men i motiverende irritation. For er det hele virkelig så slemt? Heldigvis er der andre rundt om stakkels-faren Brad, der så at sige kaster støvlen for mig. Den begavede, men afslappede søn går fra pinlighed til overbærenhed over for den mentalt fraværende far. Det er altså ham, der skal på universitet, så chill, far! Harvard-studinen Ananya lægger kortene på bordet efter en hel aften at have hørt på Brads brokkeri: Har du nogensinde mødt en fattig? spørger hun. Hun har ikke noget til overs for den hvide, privilegerede mands småproblemer.
Det har jeg heller ikke, når det kommer til “Brad’s Status”. Hans livskrise mangler Walter Mittys håb. Det er bare depressiv selvmedlidenhed. Det er trættende at se på en mand, der er træt af at være træt af livet, men egentlig ikke gør noget ved det. Så ville det have været bedre, hvis Brad bare havde købt den der røde Ferrari i stedet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet