Amerikanske brødre

Scene for scene er Susanne Biers “Brødre” og den amerikanske genindspilning “Brothers” stort set identiske. Nuancerne er få og små, og dem kunne vi jo så se nærmere på i det følgende. Lad os imidlertid lade det blive ved konstateringen og så kigge på “Brothers” som selvstændig film uden at skele til og sammenligne med de danske brødre Thomsen og Lie Kaas.

Tommy har netop fået sin frihed efter afsonet fængselsstraf ovenpå et bankrøveri. Broderen Sam er den perfekte mand, far og søn, der som en god patriot passer såvel forstadsfamilie som værnepligt. Han skal udsendes til Afghanistan for at kæmpe for frihed, men friheden veksles brutalt til fangenskab i Afghanistans klippehuler. På hjemmefronten tror alle, inklusive hans smukke kone Grace og deres to døtre, at han er død. Familiens sorte får, Tommy, overtager langsomt den afdøde brors rolle, men bedst som en ny familieidyl har indfundet sig, vender Sam tilbage – trekantsdramaet er en realitet. Men kan familien overleve, at man som brødre deles, og kan Sam problemfrit genopstå fra de døde ovenpå krigens gruopvækkende oplevelser?

Overordnet set er der ikke meget at indvende mod “Brothers”, hvor historien – som bekendt – er dygtigt og dramatisk skruet sammen. Alligevel føles den amerikanske forbrødring næsten lige så kønsløs og blankpoleret som det forstadsmiljø, den udspilles i. Særligt er filmens klimaks med Sams tilbagevenden forbavsende ufarlig og med mangel på nerve. Det uforløste klimaks hænger primært sammen med det fatale fejlcast, som den drengede Tobey Maguire udgør i rollen som den etablerede patriotiske familiefar Sam. Den hjemvendte krigers paranoide selvpineri og raseri leveres mest af alt med hysterisk overspil frem for nervepirrende intensitet af den hedengangne Spider-Man.

Natalie Portman er anonymt hæderlig som kvinden, hvis nåde der kæmpes om, men hun inviterer os aldrig helt ind under den hjemmegående forstadshud i sorgens stund, hvor den uvirkelige besked om hendes mands død så barskt bliver leveret. Der bliver holdt igen, hvilket meget vel beskriver den samlede følelse af filmen – håndbremsen er trukket. Det tredje hjul i den umage trio er derimod helt rigtigt sat på. Jake Gyllenhaal er overbevisende som den uønskede søn, der aldrig blev hverken sportsstjerne eller krigshelt som brormand. Ja, man sidder næsten og ønsker, at Gyllenhaal havde besat den mere krævende rolle som den hjemvendte krigsveteran. Måske udfaldet i så fald havde været anderledes vellykket.

Et mere stramt fokus kunne have hjulpet “Brothers” til at blive en mere end habil film, men hvis det er krigens absurditet og den hjemvendte soldats tilpasningsproblemer, den vil vise, så er det bare set mange gange og meget bedre før på amerikansk film. Her kan man roligt vende blikket mod Oscartriumfatoren “The Hurt Locker” eller genrens bedste i det forgangne årti, “Jarhead”, der også har Gyllenhaal i en central rolle. Filmens fokus burde derimod nok have været snævret ind omkring slynglen versus krigeren, og hvordan de har en vidt forskellig samfundsstatus, og det til trods for, at krigeren Sam volder væsentlig mere skade end slynglen Tommy. Dette tema bliver strejfet kort i den glimrende indledning, hvor en af Sams døtre ved middagsbordet beretter, at hendes far skal ned og slå de onde ihjel, hvortil Tommy sarkastisk replicerer: ”Hvem er de onde?”