Beg(r)avet thriller

Det har længe været in i Hollywood at lave film, som foregår i trange rum. “Phone Booth”, “Panic Room”, “Red Eye”, “127 Hours”… Det virker, som om filmbranchens forfattere står i kø for at bevise, at de sagtens kan håndtere de kreative restriktioner, som genren medfører – færre locations, færre rekvisitter, færre karakterer og færre dialoger. Men sammenlignet med “Buried” ligner artsfællerne storstilede friluftsoperaer, for her er en film, der ikke foregår i ét hus, ét værelse eller én flyvekabine, men i én lille kiste. Men selvom filmmagerne ikke har haft megen plads at gøre godt med, har de alligevel fået skabt en solid thriller, der bør gøre genrens fans kisteglade. Ahem.

Filmen lægger ud med en formidabel introsekvens, som vækker varme minder om Saul Bass’ toneangivende titelsekvenser til Alfred Hitchcocks klassiske spændingsfilm. Bombastisk musik og smuk grafik forenes i sekvensen, der både slår filmens tone og ambitioner fast, og selvom “Buried” ikke kan måle sig med Hitchcocks herligheder, kan man kun rose filmmagernes ambitionsniveau. Derefter møder vi den amerikansk lastbilchauffør Paul Conroy, som spilles af Ryan Reynolds. Paul arbejder i Irak, og en dag vågner han pludseligt op i en lille kiste uden andet end en mobiltelefon og en lighter inden for rækkevidde. En terrorist ringer ham op og giver ham instrukser, alt imens Paul forsøger at få hul igennem til myndighederne, inden telefonens batteri dør.

Naturligvis skal det ikke afsløres her, om vores hverdagsagtige helt atter får lov til at trække vejret i det fri, men lad os bare sige, at hvis man lider af klaustrofobi, så får man rigtig god tid til at døje med angsten. Det må have været en på én gang spændende og skræmmende udfordring for filmmagerne at bevare spændingen i et så mikroskopisk rum, og det formår de desværre heller ikke helt. Efter en nervepirrende begyndelse og en udmærket midterdel begynder filmen at løbe tør for ideer, alt imens Paul løber tør for ilt. En slibrig slange og sprækker i kisten er effektive, kreative indspark, men de mange opkald mellem Paul, terroristerne og ordensmagten bliver en smule ensformige og trættende, og man når også at vænne sig til Pauls klaustrofobiske omgivelser.

Det er dog enormt imponerende, at selvom filmen foregår i en kiste (under Pauls telefonsamtaler er filmmagerne modige og kloge nok til ikke at vise de mennesker, der er i den anden ende af røret), så får man aldrig fornemmelsen af, at man ser det samme skud to gange. Takket være en genial brug af få, små rekvisitter bliver “Buried” aldrig tilnærmelsesvis kedelig at se på. Når Paul bruger sin lighter, skaber det dansende lysskær en vidunderlig visuel dynamik, og senere bades kistens interiør i kvalmende, grønne nuancer takket være et knækket knæklys. Opfindsomt. Og redigeringen er lige så elegant – der er nærmest et musikalsk samspil mellem klippene, lydene og Pauls paniske bevægelser. Ja, æstetisk er “Buried” særdeles snedig. Det er bare ærgerligt, at historien ikke har lige så mange trumfer i ærmet.

Men for det meste fungerer “Buried” efter hensigten, og det skyldes først og fremmest Ryan Reynolds, der bærer hele filmen på sine skuldre. Filmens spanske instruktør, Rodrigo Cortés, har betegnet sin hovedrolleindehaver som en Stradivarius, og selvom det måske virker en smule gakket at sammenligne Reynolds med en ekskvisit violin, så beviser den canadiske charmetrold, at han har flere strenge at spille på, end man skulle tro. Reynolds har altid haft karisma, så det basker, og en komisk timing, der siger spar to, men her afslører han et hidtil ukendt talent for at håndtere seriøst drama. Scenen, hvor han tårevædet ringer til sin demente mor for at tage afsked, er næsten ikke til at bære, og Reynolds angst og panik er så troværdig, at den smitter, hvorfor man forbliver engageret i Pouls skæbne helt indtil den lamslående slutning.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Jeg var nervøs for, at “Buried” ville se skidt ud på Blu-ray, når nu den er spækket med så mange dunkle scener, som stiller store krav til transferets kodere. Heldigvis er diskens transfer blændende, og det har en appetitlig, celluloidagtig tekstur. Kontrasten er for det meste solid, billedet er knivskarpt fra start til slut, og detaljerigdommen er forbløffende – bare tjek sandkornene og svedperlerne på Ryan Reynolds’ pande. Hverken glorier eller udtværing forekommer.

Audio

Lyden spiller en meget væsentlig rolle i “Buried”, eftersom det ofte er bælgmørkt i kisten, hvorfor det kun er lyden, der kan fortælle os, hvad der sker inden for (og især uden for) den underjordiske æske. Heldigvis er diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor superbt. Lyden har nøjagtig den rumklang, den skal have, således man tror på, at filmen blev optaget i en kiste flere meter under jorden. Både lydeffekterne, replikkerne og de fåtallige musikstykker kommer klokkeklart igennem. Brugen af baghøjtalerne er sparsom, men effektiv, og subwooferen træder også til, når der er behov for det.

Ekstramateriale

To korte interviews befinder sig på disken: Et med Ryan Reynolds (4 min.) og et med Rodrigo Cortés (4 min.). Både interviewenes billed- og lydkvalitet er ringe, men d’herrer har en masse interessante betragtninger og anekdoter i ærmerne. Hvor havde det været fantastisk med et kommentarspor med de to mænd. Desuden medfølger en dokumentar om filmens tilblivelse (18 min.), som gerne måtte have været længere, men som er spækket med spændende klip fra optagelserne. Derudover indeholder skiven en stak forfilm, men desværre mangler den udmærkede trailer til “Buried”. Trailerne præsenteres i 1080p, mens resten af ekstramaterialet præsenteres i 576p.

En mand, en kiste og en mobil

Som morbid selskabsleg kan man jo fundere lidt over, på hvilken måde det ville være værst at komme af dage. En vil sige drukning. En anden hængning. En tredje måske at blive brændt. Men jeg vil nu nok mene, at det at blive levende begravet og dø dernede i sin ensomme kasse alligevel må være den værste måde at tage fra denne jord på. Det er imidlertid denne ulykkelige skæbne helten i “Buried” kæmper for at forhindre.

Paul Conroy vågner op i en kiste. Han er levende begravet. Med det sparsomme lys fra en lighter kan han orientere sig i den primitive trækasse, han befinder sig i, og med en batterisvag mobiltelefon prøver han desperat at kontakte omverdenen. Men muligheden for at nogen skal kunne finde ham i live mindskes for hvert åndedrag, han tager af den sparsomme ilt.

“Buried” er så lille en film, som man næsten kan forestille sig. Den eneste skuespiller, vi ser filmen igennem, er Ryan Reynolds, og sceneriet udgøres blot af kistens ru træplanker. Men “Buried” viser hermed, at en høj underholdningsværdi ikke nødvendigvis kræver hundrede af skuespillere og gigantiske actionscener. En god idé og et veldrejet manuskript kan såmænd være nok.

At lade filmen foregå hos en levende begravet mand – ethvert menneskes urmareridt – er en glimrende idé. Men i virkeligheden er det udnyttelsen af moderne mobilteknologi, der er filmens scoop. Nuvel, ideen om at bruge telefoni som omdrejningspunkt er set før, blandt andet i “Phone Booth” fra 2002, men “Buried” må siges at være den film, der til dato formår at udnytte alle mobiltelefonens funktioner med størst effekt i sin fortælling. Den lille blåligt lysende mobil, som Conroy har fået med sig i sin mørke grav, er på en gang hans skrøbelige håb om redning og samtidig ildevarslende fatal, når beskeder eller opkald tikker ind med dårlige nyheder. Fortællingen bugter sig i forhold til disse opkald, og hver gang, displayet på telefonen lyser op i det iltfattige mørkekammer, ved man, at historien vil tage en ny drejning, og man er derfor som tilskuer naglet til biografsædet.

På intet tidspunkt forlader vi de trænge forhold i Conroys ydmyge ét-værelses, og det giver en foruroligende klaustrofobisk atmosfære filmen igennem, der dog ganske fordufter ved rulleteksternes fremkomst. I det hele taget er “Buried” trods sin velkonstruerede spændende fortælling ikke en film, som bliver siddende i kroppen, sådan som den isnende nederlandske pendant “Spoorloos” fra 1988, der ligeledes brugte angsten for den ultimative ensomhed – den levende begravelse. Måske fordi “Buried” i modsætning til den ældre beslægtede film ikke overlader det uhyggelige til der, hvor det bedst har hjemme – i tilskuerens fantasi – men i stedet fokuserer på den konkrete spænding i den uhyggelige situation. Conroy er en handlingens mand. Han forsøger at agere sig ud af den grufulde suppedas, han er havnet i. Hvorfor han er havnet der, er lige så lidt et mysterium, som hvad han skal gøre for at komme ud. Derfor er vi som tilskuer også bare reduceret til et spændt heppekor ved kistens kant – går det, eller går det ikke? Glimrende spænding så længe det står på, men også hurtigt glemt.