FilmenDebut-instruktøren Eli Roth pådrog sig en kødædende virus da han arbejdede på en hestefarm (!) på Island. Han blev senere helbredt og hans oplevelser blev grundlaget for en idé til en gyserfilm med en unik vinkel. I modsætning til de typiske film, hvor en gruppe unge jagtes af et monster, skulle de denne gang op imod en grusom sygdom. Gyset skulle således være psykologisk og baseret på hvordan de behandlede hinanden. En ganske glimrende ide… hvis det så bare var udført ordentligt og til fulde. Det er “Cabin Fever” ikke.

“Cabin Fever” er nok den største samling bevægelige klichéer jeg nogensinde har set. Allerede i løbet af filmens første par minutter går det op for én, at det hele er set før (og bedre) i en eller anden form.

Filmen omhandler fem college-studenter, der netop er blevet færdige med efterårets eksamener. Det skal naturligvis fejres på behørig vis, så de lejer en gammel bjælkehytte langt ude i skoven. Planen er, at de skal hygge sig og feste uden at blive forstyrret. De fem studenter er af samme støbning som er set i hundredvis af bedre gyserfilm før denne: det arrogante overklasseløg Jeff, den promiskuøse bimbo Marcy, den fjogede små-idiot Bert, den søde og uskyldige pige Karen og den almindelige, afslappede fyr Paul.

På vej ud til bjælkehytten standser de fem ved en tankstation, der ejes af et par hillbillies, der får en ganske fremtrædende rolle senere i filmen. De unge kommer ud til deres hytte og festen går i gang med druk og sex. Imens morskaben er på sit højeste dukker en hjemløs op på deres dørtærskel. Han er dækket til af blodige sår. Gruppen går i panik og jager ham væk med baseballkøller og et gevær. Men skaden er sket. De er allerede blevet udsat for den kødædende virus som den hjemløse var smittet med.

Filmens ide med den kødædende virus er i sig selv en ganske udmærket ide, men hele konceptet falder lidt til jorden i løbet af filmen. Det psykologiske “gys” i filmen begrænser sig til lidt småskænderier og det faktum, at en af dem bliver låst inde i et skur og isoleret fordi hun er smittet.

Selvom Roth gerne ville have, at virussen skulle være filmens omdrejningspunkt, går “Cabin Fever” alligevel tilbage til konceptet om en fremmed der jager de unge. I filmens første akt er det den hjemløse; i filmens anden akt en bidsk hund og i filmens tredje akt de førnævnte hillbillies, der er ude efter hovedpersonerne. Det er en skam at filmen må ty til disse “billige” gys, for potentialet for noget bedre var der.

Det hjælper heller ikke at samtlige personer i denne film handler så irrationelt som overhovedet muligt. Det er blevet kutyme, at en eller to personer i gyser-film handler irrationelt og gør skade på fællesskabet, men aldrig har det været så åbenlyst som her. Der er ikke én person der handler rationelt i denne film, og det er ekstremt belastende og utroværdigt at se på i længden.

Filmens hovedpersoner spilles af en samling mere eller mindre ukendte ansigter. Der er ingen behagelige overraskelser i deres præstationer og de spiller som man forventer af deres karaktertyper, med hvad dertil hører af macho-brøl og tøse-skrig.

Filmen klassificeres af dens fans som en stor tribut til 70’ernes gyserfilm, men i virkeligheden føles den som én stor ufrivillig parodi og spild af penge.

VideoPå billedsiden er der et Anamorphic Widescreen med 2.35:1 Aspect Ratio. Filmen anvender mange brune farver og det smitter af på transferet, der er en lidt ensformig omgang. Farverne er dog godt repræsenteret når de endelig er der, specielt problemfarven rød og sort.

Detaljegraden er måske ikke helt i top, hvilket specielt ses i scenerne i skoven. Her flyder de mange blade på jorden nærmest ud i et. Der er også en del edge-enhancement i visse af scenerne der foregår udenfor om dagen. Ellers er transferet stort set fri for artefakter og kompressionsfejl.

AudioPå lydsiden diskes der både op med regulær Dolby Digital 5.1 og DTS.

Begge lydspor er ganske hæderlige, om end de er lovlig fikserede på fronthøjtalerne. Filmen er ikke en voldsom action-film, hvor der som regel er godt gang i surround’en, og baghøjtalere bruges derfor primært til musikken.

Af samme årsag har subwooferen heller ikke meget at skulle have sagt i denne omgang. Til gengæld er dialogen ren og tydelig, selv i de mere kaotiske scener.

Ekstra materialeEkstra materialet består primært af to dokumentarprogrammer.

Det første program, “Beneath the Skin”, er et bag-kameraet program på ca. 30 min., der er lavet mens filmen blev optaget. Programmet dækker alle aspekter af filmens tilblivelse og har interview med både skuespillere og crew.

Dernæst finder man det 15 min. lange program “Fear Today – Horror Tomorrow”, som omhandler filmens succes og har interview med bl.a. redaktøren for horror-magasinet Fangoria samt andre prominente fortalere for gyser-genren.

Begge programmer er gode og bestemt seværdige, specielt for fans af genren. Vær opmærksom på, at der ingen undertekster er på ekstra materialet.

Udover de to programmer er der 6 trailers, hvoraf en er til filmen selv.