Hvis sommer var en film

Så blev det sommer! I hvert fald for en stund. For mens januar flyder over i februar med sin strøm af snot, regn og mørke, lander “Call Me by Your Name” med en kærkommen påmindelse om alt det, sommeren kan. Alt det, som føles så uendeligt langt væk lige nu. Lange, dovne dage i solen med bøger og badetur. Lune nætter med fest og dans. Varme! Midt i det vidunderlige scenarie udspiller der sig en kærlighedshistorie mellem to unge mænd. Oliver og Elio. En sommeraffære af den slags, der varmer længe efter, at solen har gemt sig under vinterdynen.

Det er 1983, og for 17-årige Elio Perlman kommer og går sommeren i selskab med den amerikanske specialestuderende Oliver. Iført Preben Elkjær-korte shorts med sorte Ray Ban-solbriller hængende i den opknappede Ralph Lauren-skjorte driver han rundt på familien Perlmans sommerresidens i det nordlige Italien. Her tilbringer han sommeren i praktik hos Elios far, der er professor i græsk-romersk kultur. Elio betragter nysgerrigt den bredskuldrede, solbrune og selvsikre amerikaner fra sit vindue. Han skjuler sin interesse bag hånende bemærkninger om Olivers faste, friskfyragtige afskedshilsen: Later! Hvor fladpandeamerikansk kan man tale?

Selv veksler Elio ubesværet mellem engelsk, fransk og italiensk. Der er ingen tvivl om, at familien Perlman tilhører de højere luftlag, både økonomisk og intellektuelt. De er med andre ord den slags eksistenser, som instruktør Luca Guadagnino har for vane at skildre. I “Io Sono l’amore” fra 2009 var det overklassefamilien Recchi, der lagde luksushus til en lidenskabelig kærlighedshistorie. Og senest i “A Bigger Splash” fra 2015 var det Tilda Swintons rocksangerinde, Marianne Lane, der betalte for endnu en overdådig italiensk sommer med swimming pools og sex ad libitum. Der er ingen knaphed i Guadagninos film. De er små, priviligerede frirum, der flyder over af storladen skønhed og sensualitet. Det er film, som kun en italiensk livsnyder kan lave dem.

Det gælder også for “Call Me by Your Name”. Og som om al den skønhed ikke var nok, så er det antik kunst, som Oliver og professor Perlman forsker i. Muskuløst kurvede statuer, der udfordrende påkalder sig beskuerens begær, som professoren formulerer det. Nogenlunde sådan ser Elio på Oliver, når den amerikanske adonis danser med byens piger, boltrer sig i bølgerne eller smasher til en volleyball. Imens spankulerer Elio omkring med sit magre fuglebryst. Han barberer sit usynlige overskæg. Trods sin kultur og sit intellekt ved han ingenting om det, der betyder noget, betror han Oliver. Lær mig det, lyder det mellem linjerne.

Det udvikler sig til en af de smukkeste skildringer af den første kærlighed, jeg har set. En hyldest til teenagerens intense følelsesliv. Og til den bittersøde sommerferieforelskelse, der i sin natur ikke kan vare ved. Timothée Chalamet og Armie Hammer er et studie i den komplicerede kærligheds kropssprog, der skubber og trækker med små, fine bevægelser. Det er ikke nemt. Sommeren 1983 river og flår i unge Elio. Men han kommer ud på den anden side med hår på fuglebrystet. Det er det hele værd.