Camino
Udgivet 23. dec 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Hvis følelsesmæssig udmattelse er et kriterium for, hvorvidt en film er god eller ej, så bliver de ikke meget stærkere end “Camino”, som så helt og aldeles dræner en for tårer, håb og udholdenhed, til man næsten ikke kan klare mere.
Den livsindstilling bliver så sandelig udfordret, da pigen viser sig at bære en alvorlig sygdom, og snart må hun udstå alverdens prøvelser, mens lægerne udsætter hende for gentagne operationer. Hendes forældre er tilknyttet den katolske Opus Dei-organisation, som hurtigt øjner en kristen martyr i den lille piges heroiske kamp. “Camino” er instrueret af spanske Javier Fésser og ryddede for nylig næsten alle priser ved den spanske Goya-filmfestival. Selve emnet var efter sigende blevet holdt hemmeligt et godt stykke tid, eftersom filmens bagmænd forventede en vred reaktion fra de religiøse overhoveder.
Camino spilles forbløffende af barneskuespilleren Nerea Camacho. I starten af filmen er hun næsten for nuttet til filmens eget bedste, men efterhånden, som handlingen bliver mere dyster, bruges hendes bedårende barnetræk mod os, og ved Gud hvor Fésser formår at føre kniven, så man atter og atter bringes til randen af tårer. Prøvelserne lettes dog også med enkelte virkelig sjove humoristiske optrin samt nogle flotte fantasisekvenser, hvori Camino flygter ind i en opdigtet verden, der er så langt at foretrække frem for den grusomme, hun ellers må leve i. Fésser tilbageholder konsekvent en overordnet form for dom over begivenhederne, hvilket giver dem en flertydighed, der er åben for fortolkning. Camino gentager vedvarende sin kærlighed til Jesus, men vi ved ikke, om hun hentyder til den religiøse skikkelse eller nabodrengen, der bærer det samme navn. Er det den evige eller verdslige kærlighed, hun har for øje?
“Camino” er unægtelig en rystende oplevelse, men samtidig er den med sin spilletid på 143 minutter også et langvarigt bekendtskab, og det er ikke mindst fordi figurerne og handlingen i lange perioder vedvarende følger det samme spor. Efterhånden, som krisen tager til, krydres begivenhederne dog med en tiltagende ironisk og satirisk tone, der ville passe lige ind i en Luis Buñuel-film. Ellers er der ikke meget at grine af i denne udmattende film, som på mange måder er et fælt, men også fascinerende værk. Det er ikke en film, man ligefrem længes efter at se igen, men det er måske også underordnet, for det er bestemt heller ikke et værk, der er nogen risiko for, at man glemmer lige foreløbig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet