Selv om titlen måske lover det, så er det her hverken en “The Untouchables” eller “Scarface”.

“Capone” handler nemlig ikke om gangsteren, der dominerede Chicagos underverden i 1920’erne, men derimod om en dement, forpint stakkel, som døjer med at huske (og glemme) i sit sidste leveår i 1946.

Således er “Capone” lige så lidt en gangsterfilm, som “Mr. Holmes” var en detektivfilm med mesterdetektiven Sherlock. Det handler om et ikons sidste tid.

Det gør ikke nødvendigvis “Capone” til en dårlig film, men nu er forventningerne justeret – titlen leverer ikke som lovet.

Ja, “Capone” er nærmest mere mysterium end gangster – hvorfor er den blevet lavet? Hvad er fascinationen ved at følge en diffus Capone, der savler, skider i bukserne og som har mistet sin sidste rest af menneskelighed?

Tom Hardy spiller nærmest sin Al Capone, som han spillede Venom. Dyrisk. Gryntende, mens han lader sjældne menneskelige træk trække ind i mareridt om natten fra dengang, hvor han var gangsterkongen af Chicago.

Det er her i det mystiske mørke, at “Capone” lyser op. Blodet fra Sankt Valentinsdag-massakren, som han beordrede på sine rivaler i 1929, løber stadig i drømme, hvor fortidens spøgelser hjemsøger Capone.

Det samme gør svigtet af den forsvundne søn, Tony. Al dræbte og svigtede – nu må han stå til regnskab i sin sidste time, mens FBI forgæves leder efter 10 millioner dollars, som Capone angiveligt gravede ned.

Holdet rundt om Tom Hardys titelfigur er straks mere levende. Her vil jeg særligt fremhæve Linda Cardellini, som er stærk og skrøbelig som hustruen, der har ventet et årti på den fængslede ægtemand – nu venter hun på, at han skal forlade hende igen.

Også Kyle MacLachlan og Matt Dillon spiller til i små, skarpe roller som læge og offer, der spiller rundt om Hardys arrede og savlende grynte-gangster.

Sådan er det ikke klassisk storhed og derpå fald, som genren har haft det for vane med “Godfather” og “Goodfellas” samt senest “The Irishman”.

I Josh Tranks comebackfilm er der kun (for)faldet. En påmindelse om, at selv historiens største på et tidspunkt ender som svag senior, når tiden til slut tager sin revanche.

“Capone” er ikke i sig selv nogen stor revanche for Trank, der har været dømt ude i fem år efter det velbeskrevne kaos med “Fantastic Four”.

Men han er tilbage som personlig filmfortæller. “Capone” er helt sin egen, men altså ingen “The Untouchables” eller “Scarface”.