Captain Phillips
Udgivet 24. okt 2013 | Af: The Insider | Set i biografen
Lad os først få noget på det rene: “Captain Phillips” og “Kapringen” er to vidt forskellige skabninger. Men eftersom Tobias Lindholms danske drama tilfældigvis er et af de bedste, som er blevet lavet herhjemme i årevis, og da begge film kredser om somaliske pirater, der kidnapper vidskræmte vesterlændinge, så har sammenligningen (egentlig ganske forståeligt) fyldt meget i vores hjemlige medier. Men hvor “Kapringen” er et nervepirrende, men samtidig tålmodigt, dvælende studium i frihedsberøvelse og magtesløshed, er “Captain Phillips” en fuldblodsthriller, der skildrer blot et par døgns sindsoprivende begivenheder med foden på, øh…hvad det nu end er, man kalder speederen på et lastskib.
Vi møder skibskaptajnen Richard Phillips, mens han stilfærdigt pakker kufferten i sit amerikanske forstadshjem. Det er tydeligvis blot en rutinesag for manden at drage nogle uger til Afrikas horn for at agere skipper. Mens han og hustruen kører mod lufthavnen, diskuterer de (temmelig umotiveret), hvordan Phillips’ fag har ændret sig i tidens løb, og hvilken turbulent, uforudsigelig fremtid parrets børn går i møde. Det er den eneste scene i hele filmen, der virker kunstig – dialogen er gumpetung og tydeligvis designet til at levere en masse knastør fakta i en fart, så Greengrass dernæst kan fokusere mere på personerne og selve dramaet.
Greengrass skildrer begge sider af konflikten uden at smøre så tykt på den politiske korrekthed, at troværdigheden går fløjten. Instruktøren er ikke ude på at forherlige de desperate revolvermænd, men på at få os til at forstå dem. Mission: Fuldført. Samtidig har skuespillerne selvsagt en kæmpe andel i, at man lever sig helt ind i skæbnerne på begge sider af kappestriden. Især Barkhad Abdi er superb som Muse. Han udstråler en direkte intimiderende målbevidsthed og selvsikkerhed, mens han med subtile gestikulationer og sine længselsfulde øjne lader os ane den nagende frygt og fortvivlelse bag jernfacaden. Det er helt ufatteligt, at Abdi aldrig har spillet skuespil før.
Det har Tom Hanks til gengæld, og mens Paul Greengrass udnytter sin mangeårige erfaring som hæderkronet dokumentarist til at skildre forløbet med en tryllebindende autenticitet (kameraet kommer så tæt på personerne og stridighederne, at man bogstaveligt talt sitrer), imponerer Hanks med en vidunderligt underspillet præstation som Phillips. Det er tydeligt, at hverken Hanks eller Greengrass stiler efter et overfladisk, storladent helteportræt, men snarere et sobert portræt af en ordinær mand under ekstraordinært pres, der fornemt hylder vovemodet i hverdagsmennesket. Hanks har aldrig været bedre, end han er i filmens hjerteskærende slutminutter, og rejsen dertil er i dén grad en biograftur værd.
Se også: Filmz TV møder “Captain Phillips”-instruktøren Paul Greengrass
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet