Gumpetungt gidseldrama

Brillante Mendoza er vel filippinsk films største håb og stjerne. Siden instruktørdebuten “Masahista” i 2005 har han været festivalyndling verden over, og med den chokerende “Kinatay” (2009), hvori en ung betjent involveres i kidnapning, voldtægt, mord og (ikke mindst) partering af en stripper, slog Mendoza for alvor igennem. Gidseldramaet “Captive” er den produktive Mendozas niende spillefilm og – med franske Isabelle Huppert i hovedrollen – også instruktørens hidtil mest internationale produktion.

“Captive” er baseret på den sande og grumme historie om kidnapningen af 20 feriegæster på et filippinsk feriested i maj 2001. Det var den islamistiske separatist-gruppe Abu Sayyaf, der kæmpede for en uafhængig provins, som stod bag gidseltagningen, der først fik sin blodige afslutning over et år senere i juni 2002. Isabelle Huppert spiller den kristne hjælpearbejder Thérése Bourgoine – et af de 20 gidsler. I filmens første scene ankommer hun og den ældre kollega Soledad til ferieøen Palawan. Det samme gør en båd fuld af bevæbnede gidseltagere, der hurtigt får genet både gæster og personale sammen, hvorefter disse kidnappes – i Allahs navn.

Først til vands, så igennem den filippinske jungle. Konstant er de på farten med hæren i hælene. Få af de vesterlandske gidsler er heldige: Der bliver betalt løsepenge for deres frigivelse. Én bliver henrettet med machete for at statuere et eksempel. Men snart er livet som gidsel hverdag. Stockholmsyndromet spøger, og Thérése kæmper indædt imod, trods sympati for den unge kidnapper Hamed, der ligesåvel kunne være hendes egen søn.

Umiddelbart ville man forvente en både højdramatisk og neglebidende spændingsfilm baseret på en sådan autentisk fortælling, som Mendoza har kastet sig over med “Captive”. Filmen bliver dog aldrig hverken det ene eller det andet. Fra første minut er gidseltagningen i gang, og man når således ikke at blive følelsesmæssigt involveret i de mennesker, hvem denne ugerning rammer. Kun Isabelle Hupperts Thérése når man nogenlunde tilfredsstillende ind på livet af undervejs. Men det er altså også kun nogenlunde. Hun er kristen hjælpearbejder og har tilsyneladende arbejdet i regionen i i hvert fald fem år. Hjemme i Frankrig har hun mand og tre børn. Punktum. Det er alt, vi erfarer om Thérése. Det til trods formår den sarte Huppert alligevel at gøre sin karakter til et interessant bekendtskab – som altid for hendes vedkommende, fristes man til at sige. Havde det ikke været for så dygtig og præcis en skuespillerinde som hende, kunne “Captive” meget vel have endt som en kunstnerisk maveplasker for Mendoza. Alene Hupperts harmdirrende overlæbe gør “Captive” seværdig.

Men spændingskurven er svær at få øje på i “Captive”. Den ene skudduel mellem kidnapperne fra Abu Sayyaf og det filippinske militær afløser den anden. Af og til ryger der enten en soldat, en oprører eller et gidsel i kampens hede, og således forløber 120 minutter uden de store udslag i puls. Før man ved af det, er der gået et år, hvor gidslerne har vandret den filippinske jungle tynd. En jungle, der er lige så bjergtagende smuk, som den er farefuld. Undervejs skal både farlige edderkopper, skorpioner, hvepsesværme, kæmpemyrer og alskens andet kryb overkommes. Men den største fare, synes Mendozas budskab at være, er den nærmest bundløse kulturkløft mellem de kristne gidsler og de muslimske gidseltagere.