Når fortiden spøgerEt af nyere dansk films allerstørste guldæg er Nikolaj Arcel, der bestemt ikke har ligget på den lade side – hverken hvad angår instruktion eller at skrive manuskripter. Således indgår han i det trekløver, der foruden rummer instruktør Hans Fabian Wullenweber og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg. Sammen har de begået den vellykkede, men også meget amerikansk formulerede gyser “Cecilie” med en opofrende Sonja Richter i den bærende rolle.

Som titlen formentligt antyder, spiller den danske skuespillerinde rollen som Cecilie, en dansk kvinde i starttrediverne plaget af en fortid, hun prøver at flygte fra. Med en baggrund som psykiatrisk patient har hun valgt – sammen med den forsagte gemal Mads – at starte på en frisk, købe nyt hus, flytte til ny by. Hun har sågar etableret sig i nyt job på den lokale skole som folkeskolelærer. Alt skulle dermed være i fineste orden, fryd og gammen. Men er det nu også det? Idyllen brydes – som det sig hører og bør i vellavede gys – lynhurtigt af hjemsøgninger i det nye hus. Måske er det i virkeligheden Cecilies fortid, der har svært ved at fornægte sig og spiller hende et puds?

Det er her – efter et par uheldige episoder i arbejds medfør og på hjemmefronten – at Anders W. Berthelsens psykiater Per Hartmann inddrages. Hans jordbundne facon og videnskabelige baggrund til trods får også han imidlertid nys om, at Cecilies sind ikke nødvendigvis plages af psykiatriske lidelser, men derimod – muligvis – har direkte forbindelser til et bestialsk mord, der blev begået i lokalsamfundet for mere end tredive år siden. Sammen kæmper de indædt for omgivelsernes accept af, at det nok ikke er Pers patient, der er noget galt med, men at hallucinationerne og synerne kan tillægges fortidens synder.

Undervejs udvikler “Cecilie” sig derfor fra regulært gys til noget nær effektiv thriller med en who dunnit-agenda som bæresele. Et mordmysterium står efter tredive år i mørket foran sin opklaring, og det er her, Nikolaj Arcels aldrig uefne evner til at snedkerere en vaskeægte håndværksthriller for alvor mærkes. Det er godt benarbejde og virker umådeligt kompetent, selv om syningerne flere steder anes i manuskriptets yderkanter. Men det virker, og det virker også kun, fordi skuespillet er godt, replikkerne realistiske og historien genkendelig. For nyt bibringer “Cecilie” ikke, al den stund den slags film er hverdagskost på det amerikanske videomarked.

Sonja Richter er omdrejningspunktet par excellence. Hun gør det godt, faktisk så fantastisk godt, at det er svært ikke at tro på hendes situation og håbløse fortvivlelse, når ingen andre tror på hende. Men persongalleriet er nu også veletableret og med mange lag. Anders W. Berthelsens psykiater og Lars Mikkelsens sansende medium er begge kompetent præsterede, mens Claus Riis Østergaard som ægtefællen Mads bestemt er et navn, man bør holde øje med for fremtiden. Det samme kan derimod ikke ytres om Mille Dinesens forfejlede og ligegyldige medvirken som snagende nabo-hausfrau. Hun er aldeles anstrengende og vel ikke meget langt fra sin ditto rolle i “Nynne”.

Det er overnaturlige kræfter, der er på spil i “Cecilie”. Filmen er skueplads for mentale magtkampe mellem det gode og det onde, mellem fornuften og det overnaturlige. Cecilie er i konstant kontakt med det hinsides, og reinkarnation er da også et ord, der hyppigt udveksles mellem karaktererne. Men kampen deler aktørerne i to lejre, hvor den røde tråd fokuserer på at overbevise Cecilies modstandere om, at livet er andet end tørre tal og facts. Om end man tror på den slags eller ej, vil filmen formentligt stadig være en interessant disput mellem det ene og det andet.

“Cecilie” er godt skruet sammen og mest af alt fremragende klippet. Fremhæves i særlig grad bør en central festscene, der tjener som filmens midterakse og krydsklipper mellem to skolefester – en nutidig og en tilsvarende tredive år tilbage i tiden, da det mord, al moradset drejer sig om, blev begået. Det er desværre – paradoksalt nok – også filmens svageste led. Der er blevet kælet for detaljen, men det varer for lang tid og trækker i langdrag. Det er et afgørende minus, og filmen når aldrig samme højder igen. Gavnlig er heller ikke den lidt for lukkede slutning, der absolut ikke efterlader guf til fantasiens univers. Men fornægtes kan ikke en godt sammenskruet film, der grundlæggende lever højt på solidt skuespil og godt håndværk.

VideoEn tand bedre er det skarpe og attraktive anamorphic widescreen 2.35:1-format, der gør sig ganske blændende. Filmens dunkle farvebrug understreger det klaustrofobiske univers, hvori der i øvrigt kun forekommer edge-enhancement i begrænset omfang. Derudover er der ikke eksempler på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, ligesom farverne er fine og kontrasten solid.

AudioOgså de to dansksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor gør sig fortræffeligt. Den skarpe dialog udgår uden overstyringer eller andre gener fra centerhøjtaleren, mens den stemningsfulde musik gør godt brug af alle kanaler, og i øvrigt giver filmen det rette præg. Atmosfæren er gennemarbejdet og detaljerig, effektlydene distinkte, og så er der tilmed flere vellykkede lydpanoreringer.

EkstramaterialeUd over trailere for de danskproducerede “En mand kommer hjem”, “Hvid nat”, “Kollegiet” og “Fighter” rummer udgivelsen den mere end tyve minutter lange “Cecilie under overfladen”, der giver et indblik i tankerne bag produktionen af filmen. Igennem interviews med skuespillere, instruktør og manuskriptforfatter, blandt andre, tegnes et fyldestgørende portræt af filmens grundtanker. Ydermere medfølger to forskellige trailere for “Cecilie”. Desværre er det ikke nok til at give et samlet set komplet helhedsindtryk.