“Charlie’s Angels” er som bekendt bygget over serien fra 70’erne der mere end alt mindede om et modeshow frem for en normal tv-serie. Dengang handlede det om at jage forbrydere samtidigt med at man så godt ud, og det gør det i høj grad stadigvæk. Den anden film i rækken om englene har – som den amerikanske undertitel “Full Throttle” ligger op til – fuld knald på. Filmen er proppet med action og lir – overlæsset med utallige billeder af eksplosioner og knoglede numser i slowmotion.

Filmen ofrer historie frem for fjoget underholdning – som selvfølgelig er helt i orden hvis det så netop er sjovt og underholdende, men det er det bare ikke her. Fordi selvom filmen ihærdigt benægter at udgive sig for mere end riskage-let underholdning, er den så selvbevidst om sin egen usnobbede karakter, at den aldrig bliver interessant, men værst af alt – aldrig charmerende. Akkurat som en person der anser sig selv for at være berusende yndig – ikke er det, er filmen det heller ikke. Glimtet i øjet, som den første “Charlie’s Angels”-film momentvis havde, er totalt udslukket denne gang.

Pinks sang “Feel Good Time” der specielt er fremstillet til filmen er englenes motto, men al morskaben beholder de desværre for dem selv. For i “Charlie’s Angels: Uden Hæmninger” er det gode humør (og ikke mindst udseendet) sat i højsædet, men alligevel er det en film som er fuldstændigt blottet for charme. Den har også en tendens til at rose sig selv lidt for meget. Et eksempel er joken hvor ‘Z’et i “Helen Zass” bliver flyttet en plads til venstre, kører rimelig langt ud og alligevel bliver de involverede ufortrødent ved med at grine højlydt.

Instruktøren McG opbygger filmen med ideer som han låner fra andre film. Han sampler noget fra en film og noget fra en anden osv. Han forsøger at genskabe alt fra den mørke stemning i “Manhunter” til det småborgerlige kvarter i “Edward Saksehånd”, som englene så bliver dumpet ned i. Det betyder at der intet fokus er overhovedet. “Charlie’s Angels: Uden Hæmninger” er over det hele, men kommer ingen vegne – man skyder med spredhagl, men rammer intet. Oveni det mikser McG alverdens stilarter sammen, krydret i et overeksponeret brug af slowmotion, smart kameraføring og hurtige klik, der får Michael Bay til at ligne Orson Wells.

Filmen er naturligvis lige så virkelighedsfjern som tv-serien var, om ikke endnu mere. Det nye årtusindes engle har transformeret sig til superkvinder. Men hvis englene er i stand til at udføre alt, så er fyrene til gengæld – akkurat som i DR’s successerie “Nikolaj & Julie” – reduceret til idioter, vatnisser og andet småkravl. McG fortæller på kommentarsporet at han ikke var ude på at prygle mændene, men Matt LeBlanc gentager bare dumme Joey fra “Venner”, og Luke Wilson bliver ekstatisk ved tanken om en lille hundehvalp, mens John Cleese “taler” noget der minder om babysprog! Et stort hurra for ligestillingen. Feministerne har sejret og mændene har tabt.

“Charlie’s Angels: Uden Hæmninger” er hæmningsløst skruet sammen, og ambitionen om fjoget underholdning bliver ikke opfyldt. Resultatet er langt fra fortryllende eller bare det mindste underholdende, og selvom englene er dekorative at kigge på ødelægger deres overdrevne pussenusse og til tider robotagtige spil igen vejen for det charmerende.

VideoFilmen er gengivet i 2.40:1 anamorphic widescreen og har generelt et skarpt billede, men er til tider også lidt blød. De til tider overdrevne stærke farver virker udtværet. Ansigtsfarverne og dybden i de mørke toner er solide. Sammenlagt har filmen fået en god overførelse til DVD.

AudioHele Dolby Digital 5.1-lydfladen bliver godt udnyttet i filmen, specielt kampscenerne giver gode smæk for skillingen. De mange sange (eller brudstykker om man vil) er godt gengivet og er med til at højne lydoplevelsen. Næsten et konstant brug af hele lydfladen er nøgleordet i “Charlie’s Angels: Uden Hæmninger”, som gør at dialogen et par steder “drukner” lidt i larmen.

Ekstramateriale

Lyd og video-kommentar med instruktøren McG

Kommentarspor med manuskriptforfatterne John August, Cormac Wibberley og Marianne Wibberley

Angel-Vision Trivia Track

Angels Makeover: Hansen Dam

Turning Angels into Pussycat Dolls

Rolling with the Punches

XXX-Treme Angels

Full Throttle Jukebox

Full Throttle: Charlie’s Angels’ biler

Dream Duds: Costuming an Angel

Designing Angels: The Look of Charlie’s Angels: Full Throttle

Musik video med Pink

En håndfuld undervægtige programmer der går bag de sædvanlige processer bag kameraet, giver mest af alt et indtryk af at de har haft det sjovt sammen under optagelserne. Generelt er der ikke meget at hente i ekstramaterialet, men heldigvis er McGs kommentarspor et underholdende bekendtskab.

McG fortæller bl.a. at Lucy Liu arbejdede hårdt for at få sin krop i topform: ”Det er herligt når folk tager sig sammen og ser godt ud. Det er god inspiration.”

Instruktøren er klar over at publikum ikke forventer de store handlingstwists når de ser en “Charlie’s Angels”-film, men: ”vi føler at vores historie giver god mening. Vi har fået en masse kritik fordi historien ikke hænger sammen. Men det er fordi vi blander mange stilarter sammen. Vi forsøger ihærdigt at putte en masse ting ind i historien, så den overhovedet ingen mening giver.” (?!)

Under kommentarsporet sidder han og tegner med en pen på skærmen. Da Demi Moore fylder hele billedet i slowmotion, tegner han en ring om hende: ”Her løber Demi Moore på stranden.” Endvidere roser han Moore for se fantastisk smuk ud: ”Hun har fået tre børn som er kommet ud af hendes livmoder. Det er helt utroligt. Hun ligner en teenager. Det er godt for hende.” McG har aldrig hørt om Demi Moores mange plastikoperationer?

McG slutter festen med at tilsvine en statist der overspiller, fordi overspil går jo ikke går i spænd med resten af den overeksponerede film. Statisten er nu heller ikke særlig billedskøn: ”Se på ham. Den fyr er en katastrofe!”

Vigtigst af alt understreger McG, at hvis man hader filmen, så er det fordi man hader sig selv! Vi vil have flere kommentarspor og mindre film fra den mand, tak.