Gamle julegodter på nye kagedåser

Charles Dickens’ “A Christmas Carol” er for mange en lige så fast bestanddel af julen som brunkager, nisser og guirlander, og vi kender til hudløshed historien om den nærige og bitre Ebenezer Scrooge, der lærer at omfavne julen og lukke kærligheden ind i sit hjerte. Er der så en grund til, at vi skal trækkes igennem endnu en Hollywood-udgave af denne tidløse klassiker? Efter at have set Disneys store familiesatsning “A Christmas Carol” sidder man tilbage med tre rigtig gode grunde: Jim Carrey, fantastiske visuelle effekter og en morale, der aldrig går af mode. Men pas på unger, for den er dælme uhyggelig!

Ebenezer Scrooge har lagt navn til den lige så kendte Joakim von And – på engelsk Scrooge McDuck – og har man læst sine Jumbobøger gennem tiden, så ved man også, hvad efternavnet Scrooge fører med sig. Nærighed, tværhed, egoisme og en foragt over for de mennesker, der står i vejen for, at man kan tjene en skilling. Men ligesom den kære von And til tider ser lyset og viser sig fra sin gode side, så er det også tilfældet med Dickens’ oprindelige karakter. Han skal blot ud på en rejse med tre genfærd fra fortiden, nutiden og fremtiden for at indse, at lyden af lykke ikke består af klirrende mønter, men af klingende juleklokker, der ringer ind til hjerternes og gavmildhedens fest.

Instruktøren Robert Zemeckis har før taget os ud på tids- og julerejser med henholdsvis 80’er-klassikeren “Tilbage til fremtiden” og familiefilmen “Polar-Ekspressen”, og med “A Christmas Carol” blander han altså sine to forcer – tilsat den banebrydende visuelle teknik, han introducerede tilbage i 2004 med førnævnte “Polar-Ekspressen”. Teknikken hedder motion-capture og er en slags digitalisering af levende skuespillere, der loader skuespillernes bevægelser og udseende ind i computeren og spytter dem ud igen som animerede versioner af dem selv. Det gør filmens æstetik utrolig virkelighedstro og fantastisk på én og samme tid, og med “A Christmas Carol” bryder Zemeckis endnu en gang grænserne for, hvordan animationsfilm kan se ud.

Man skal dog ikke regne med at tage de mindste ind at se den, da den på mange måder mere er i familie med “A Nightmare Before Christmas” og “Coraline” end “Disneys Juleshow”. Scenerne, hvor Scrooge bliver jagtet i det victorianske Londons mørke gyder af fremtidens genfærd i en drosche trukket af et par sorte, prustende heste med rødglødende øjne, vil nok skræmme livet af de fleste små børn. Jim Carreys berygtede gummifjæs når nye højder i skikkelse af den gamle, plagede Scrooge, og han er perfekt som den tvære olding, hvis bitterhed når helt ind til knoglerne. Han spiller også rollerne som de tre genfærd og må siges at være på overarbejde i en film, der ikke ville have fungeret lige så godt uden ham.

Carrey er en mester ud i komik og karakterskuespil, og selvom han er animeret i hele filmen, så er man ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvem der befinder sig inde bag det computerskabte ydre. 3-D-effekterne i “A Christmas Carol” er udmærkede og spiller godt sammen med animationen, og især når sneen daler i Londons fattige gader, eller Scrooge i selskab med genfærdene flyver rundt i luften i hæsblæsende fart, får man lyst til at række hænderne ud og røre ved den visuelle illusion. Ud over dette er det dog ikke så meget, man lægger mærke til Hollywoods nye yndlingslegetøj, og vi må vente og se, om James Camerons “Avatar” holder, hvad den lover, og får vores hoveder til at eksplodere af begejstring, når den lander i biograferne i 3D i næste måned.