Cloverfield

InstruktionMatt Reeves

MedvirkendeLizzy Caplan, Jessica Lucas, Odette Annable, Michael Stahl-David, Mike Vogel, T.J. Miller, Anjul Nigam, Margot Farley, Theo Rossi, Brian Klugman, Kelvin Yu, Liza Lapira, Lili Mirojnick

Længde85 min

GenreAction, Action, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen01/02/2008

Anmeldelse

Cloverfield

5 6
Uhyrlig god monsterfilmDet er let at fremhæve og bele problemerne i “Cloverfield”. Flere af ensemblets unge skuespillere er blot nogenlunde, replikkerne virker til tider forcerede, og filmen låner en del fra alskens andre monsterfilm og især den publikumssplittende milepæl “The Blair Witch Project”. Men ligesom det grufulde uhyre, der terroriserer Manhattan i filmen, er produktionens betragtelige styrker umulige at ignorere.
Vi lever i en tid, hvor internetbaserede netværk som YouTube har gjort det muligt for enhver at opnå femten minutters berømmelse ved at filme banale trivialiteter med deres kameraer eller mobiltelefoner. Hovedmændene bag “Cloverfield”, instruktøren Matt Reeves og produceren J.J. Abrams, har altså valgt det helt rette tidspunkt at lave deres monsterfilm på, som netop skal forestille at være blevet skudt med et almindeligt videokamera. Ved første øjekast virker filmen som en ægte, typisk internetmontage, hvilket er en af årsagerne til, at filmen er så troværdig og uhyggelig. Kameraet farer ofte hurtigt frem og tilbage, klippene er sædvanligvis bratte, og under scener, hvor karaktererne taler med kameramanden, får man undertiden kun lov til at se folks mundtøj.

Megen energi er blevet brugt på at placere kameraet specifikke steder på specifikke tidspunkter. Men det lykkes filmholdets talentfulde fotografer at opretholde illusionen om, at det blot er den nørdede amatør Hud, der filmer løjerne. Hud lægger ud med at filme en fest i New York, der afholdes for hans bedste ven Rob, som snart flytter til Japan. Vi møder en række af duoens søskende og venner – deriblandt Beth, Robs ekskæreste, som han stadig er forelsket i. Historiens romantiske komponenter er blevet trynet af mange. Men for andre giver det formentlig god mening, at unge i den alder (skuespillerne er i starten af 20’erne) døjer med netop den slags kvaler, og at de søger tilflugt hos deres elsklinger, når filmens enorme, grufulde bæst går amok i byen.

Men filmen begynder først for alvor, da det omtalte monster dukker op. Man får ikke lov til at se hele væsnet øjeblikkeligt. Filmmagerne holder kortene tæt ind på kroppen indtil sent i forløbet, ligesom de gjorde i de dragende trailere, som med god grund gav millioner af biografgængere blod på tanden. Og de korte glimt af monstret får ens nysgerrighed og frygt til at nå tårnhøje niveauer. Takket være sparsom brug af computereffekter, den tilpas kaotiske kameraføring og en af de mest slagkraftige lydsider i mands minde forbliver man på kanten af sædet fra start til slut. Og actionsekvenserne er enormt opfindsomme, skræmmende og uforudsigelige – lige fra en flugt over Brooklyn Bridge til de eksplosive konfrontationer mellem monstret og militæret.

Det er naturligvis umuligt at se højhusene i metropolen kollapse og gaderne blive begravet i støv uden at tænke på terrorangrebene 11. september 2001. Men man får aldrig en fornemmelse af, at Reeves eller Abrams udnytter tragedien for at tirre ens nerver på en smagløs facon. I stedet synes det kreative par opsat på at give deres landsmænd mulighed for at konfrontere deres frygt i biografmørket og dermed komme deres traumer til livs – på samme måde som Godzillas destruktion af Tokyos infrastruktur gav japanerne mulighed for at få afløb for deres følelser i kølvandet på destruktionen af Hiroshima og Nagasaki.

Med en ubarmhjertig spændingskurve og en spilletid på blot 85 minutter får man aldrig tid til at gruble over skuespillernes overdreven brug af skælvende læber og hundehvalpeøjne. Og takket være en velstruktureret begyndelse får vi tilstrækkelig motivation til at sympatisere med figurerne, der trods alt er plausible, humoristiske og enormt charmerende. Frem til en overgearet slutning, der ikke blot låner, men stjæler fra “The Blair Witch Project”, føler vi ikke blot med karaktererne… vi føler, at vi befinder os lige bag dem – skrækslagne og forbløffede.
VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Ganske vist er det meningen, at “Cloverfield” skal ligne noget, der er blevet skudt med et traditionelt hjemmevideokamera, men filmen ser trods alt glimrende ud på dvd. Billedet er skarpt og plages aldrig af komprimeringsfejl, udtværinger eller snavs. Under et par udendørsscener er mængden af gryn lidt overrumplende, og enkelte lyse indendørsscener byder på edge-enhancement, men heldigvis i et overkommeligt omfang. Kontrasten er solid – selv i filmens mørkeste nattescener. Farverne fastholder et naturligt udseende fra start til slut, og farvetemperaturen er stabil.
AudioLydsiden spiller selvsagt en væsentlig rolle i “Cloverfield”, da filmens monster sædvanligvis befinder sig ude af billedet, hvorfor det er op til lyden at overbevise os om, at faren er reel og nær. Filmens lydside er simpelthen en af de mest overrumplende af slagsen til dato, og gudskelov præsenteres den på fornem vis af dvd-udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-mix.

Ingen højtaler kaldes i aktion på et forkert tidspunkt. Blandt andet derfor vedligeholdes illusionen om, at man sidder og overværer en hjemmevideooptagelse. Dialogen er krystalklar, når den naturligvis ikke med vilje overdøves af de mange markante lydeffekter, som samtlige højtalere disker op med. De utallige panoreringer er usynlige, og utilsigtet støj figurerer aldrig. Men det er subwooferen, der for alvor gør dette dvd-lydspor til årets hidtil bedste. Sporet har en bund, der siger spar to, og som vækker varme minder om det nærtbeslægtede og ligeledes eksemplariske lydspor på dvd-udgivelsen af Steven Spielbergs “War of the Worlds”.

EkstramaterialeInden menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Iron Man” og “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”. Instruktøren Matt Reeves har indtalt et kommentarspor til filmen, der byder på mange mindeværdige anekdoter. Reeves taler især om historiens udvikling, kameraarbejdet og alt hemmelighedskræmmeriet om filmen. Skuespillerne, der mødte op til audition, fik eksempelvis aldrig at vide, hvilken type film “Cloverfield” var. Hvis man aktiverer dvd’ens “Cloverfield Supplemental Files”-funktion får man adgang til ca. 38 minutters dokumentarer ved at trykke på et ikon på skærmen under filmen. Dokumentarerne gennemgår alt fra hyringen af de forskellige skuespillere til skabelsen af computereffekterne og kulisserne.

“Cloverfield” er en af de mest underholdende og opfindsomme genrefilm i årevis. Hverken replikkerne eller skuespillerne er ligefrem sensationelle, men denne æstetisk spektakulære gyser puster nyt liv i genren. Dvd-udgivelsen indeholder et solidt transfer, et mageløst lydspor og en lille, men interessant portion ekstramateriale. Varmt anbefalet.

Cloverfield

5 6
MonstergodJ.J. Abrams har for lang tid siden slået sit navn fast for alvor med tv-serier som “Alias” og “Lost” og efter at have forsøgt sig som instruktør på det store lærred, er han nu igen tilbage som producer. Sammen med sit produktionshold fra “Lost” har han skabt en film om et altødelæggende monster, set igennem en kameralinse i mandshøjde.
Rob har fået arbejde som vicedirektør i Japan, men inden han skal af sted, skal han have et brag af en afskedsfest, arrangeret af broren Jason og Jasons kæreste Lily. Som et minde skal der optages et lille klip af samtlige gæster fra festen, som Rob kan tage med sig, når han flytter om på den anden side af jorden. Denne opgave tager Robs ven Hud sig lidt modvilligt af. Aftenen udarter sig dog ikke helt som planlagt, for med til festen er Beth, som Rob har været sammen med. Det er tydeligt, at deres følelser for hinanden er indeklemte hos dem begge, og det ender også med, at Beth forlader festen i utide. Lidt efter bliver hele bygningen rystet af det, som de først tror, er et jordskælv, men da de kort efter ser nogle eksplosioner, finder de ud af, at hvad der er sket, er langt værre. Et meget stort monster hærger Manhattan, og bedst som de er på vej væk derfra, bliver Rob ringet op af Beth, som er klemt fast hjemme i sin lejlighed. Rob vil ikke efterlade Beth sådan, så sammen med sine venner og kameraet, som Hud stadig slæber rundt med, bevæger de sig ind mod bymidten, hvor monstret hærger.
En film om et monster, som ødelægger en storby, er ikke ligefrem nogen ny idé. Men når det hele ses på gadeplan igennem én mands øjne, får konceptet helt nye dimensioner, og det er det, som fremhæver “Cloverfield” fra andre film i samme genre. Hele filmen opleves igennem det kamera, som Hud render rundt med, og dermed er vores hovedpersoner også hele tiden i fokus. Vi ser altså ingen militærstrategiske møder og lignende, som man ellers er forvant med i denne type film. Det eneste vi ved, er det som vores hovedpersoner oplever, set igennem kameraet. Og det er især det, der er med til at gøre “Cloverfield” til så god en film. At det hele skal se ud som om, det foregår igennem et kamera, giver en enorm høj intensitet.
Det er dog ikke kun ved kameraføringen, at man har prøvet at opnå en vis realisme. Selvom “Cloverfield” er ren og skær fiktion, så er det meget tydeligt, at produktionsholdet har ladet sig inspirere af den virkelige verden. I starten af filmen, lige efter at monstret har lagt nogle højhuse i grus, kan man se, hvordan støvet kommer væltende ned ad gaden, og efterfølgende hvordan resterne af bygningerne daler ned som sne over de forvirrede og panikslagne mennesker, som ikke aner, hvad der foregår. Scener, der let kunne være taget ud af tragedien under terrorangrebet den 11. september 2001, hvor samme scenarie kunne ses, da World Trade Center kollapsede. Og ligesom de fleste mennesker dengang flygtede væk fra stedet, imens andre prøvede at trænge ind i det hærgede område for at se, om de kunne finde deres pårørende, så er det præcis det samme, vores hovedpersoner i “Cloverfield” gør.
Endnu en fordel ved kun at have det kamera, som følger gruppen, er, at man ikke ved, hvor monstret er. Man kan høre det, og overalt ses de ødelæggelser, det har forsaget, hvilket giver både spændingen og intensiteten et ekstra boost. Intensiteten kunne dog sagtens være blevet ødelagt, hvis der havde været for store rystelser med kameraet, så det ikke var muligt at følge med. Og det får da også nogle ordentlige rysteture i en sådan grad, at selv Poul Greengrass i flere tilfælde ikke kan være med. Men hvor Greengrass’ teknik med det rystende kamera til tider kan blive for meget, så får det i stedet “Cloverfield” til at skabe en højere grad af realisme, da vi kender filmens præmis om at kameraoptagelserne alle skal se ud, som var det en hjemmevideo.

Med “Cloverfield” har J.J. Abrams & co. sat ny standard for denne slags film. Kun igennem ét kamera opleves filmens handling, og den uvished, der er ved kun at kunne se, hvad kameraet filmer, gør “Cloverfield” til en intens og nervepirrende oplevelse.

Trailers

Kort om filmen

En hyggelig fest for at fejre Robs afrejse til et fedt job i Japan afbrydes pludseligt, da jorden i New York begynder at ryste. Forvirrede og bange styrter folk op på taget af bygningen, hvor de ser en ildkugle fare gennem luften. Så rystes bygningen igen, strømmen går, og panikken bryder ud.