Kodenavn: Colombiana

Helt tilbage i 2006 bekendtgjorde Luc Besson til stor forbløffelse, at han ville trække sig som filmskaber, men det har nærmest virket, som om det modsatte var tilfældet, for lige siden har der sprøjtet en endeløs række af film ud med hans navn på plakaten.

Titler som “Taken”, “From Paris with Love” samt rækken af animationsfilm om “Arthur og Minimoyserne” har alle i større eller mindre grad haft hans medvirken. Seneste skud på stammen er nu “Colombiana”, og selvom det er Oliver Meaton, der står som instruktør, og Besson “blot” er manuskriptforfatter, så er de umiskendelige Besson’ske fingeraftryk så dominerende, at den mest af alt føles som endnu en Besson-film.

Filmens udgangspunkt følger lige i sporet fra “Nikita” og “Léon” om unge piger, der er ude for traumatiserende begivenheder og på den ene eller anden måde bliver forvandlet til drabelige væsner. “Colombiana” følger den unge colombianske pige Cataleya, hvis forældre bliver dræbt af en grusom forbryderboss. Hun vokser op hos en onkel, der ligeledes er involveret i forbrydermiljøet, og bliver en iskold lejemorder, som dog samtidig venter på chancen for at få hævn over forældrenes morder.

Hovedrollen indtages af Zoë Saldana, som nok er mest kendt for at have lagt udtryk til den blåhudede Neytiri i “Avatar”, men som her træder ind som det seneste indslag i en lang række af Bessons nær-anorektiske sexkillinger med store våben. At filmen hæmningsløst dvæler ved hendes spinkle krop kunne selv en blind dårligt overse, og fra start til slut proppes vi med billeder af Zoë, der kravler på hustage i stramt ninja-beklædning, tager brusebad, svømmer med hajer og slås i undertøj. Udgifterne til hendes tøjbudget må have været til at overse.

“Colombiana” indledes ganske effektivt, og scenen, hvor Cataleyas forældre dræbes, er opfindsomt fortalt ved at fokusere på pigen frem for selve mordene, men den umiddelbare friskhed forsvinder beklageligvis hurtigt, da handlingen rykker til USA, og tingene udvikler sig efter den meget velkendte skabelon, hvor anonyme skurke skal likvideres, og politifolk lige akkurat ikke er skrappe nok til at kunne holde trit med vores lejemorder. Cataleya selv viser sig at være en overraskende usympatisk heltinde, og havde det ikke været for de indledende barnescener, der etablerer en vis medfølelse for hendes side af sagen, ville det have været meget svært at holde med hende. Jeg har ikke nødvendigvis noget imod usympatiske hovedpersoner, men Cataleya er så stjernepsykopatisk, at det fremstår mærkeligt, at filmen end ikke lader til at registrere det. Selv hendes uvidende kæreste virker besynderligt upåvirket, da sandheden om hendes levevej går op for ham.